Rudkøbing er Langelands hovedstad. En smuk, gammel og idyllisk provinsby anlagt mellem fjord og enge. Det er Gustav Wieds, Livsens Ondskabs og Tummelumsens by – placeret langt fra alfarvej.

Den skønne og uimodståelige ’Livsens Ondskab’ er netop blevet genudsendt på DR K, og jeg har nydt gensynet. Ikke kun med Rudkøbings små, snoede gader – som var det i ’Livets gang i Lidenlund’, der vist egentlig var Lemvig – men også med de fine skuespilpræstationer. Der er virkelig tale om noget af DR’s egentlige guld.

Rudkøbing blev anlagt i 1100-tallet, og havnen kom til i 1822. En del af husene er hundreder af år gamle, nogle med bindingsværk, andre mere statelige borgerhuse. 

En mindeplade på det gamle nyklassicistiske apotek fortæller, at her blev de to kendte apotekersønner H.C. Ørsted og A.S. Ørsted født. Rudkøbing er stadig idyl, men med slemme ar rundt omkring. 

Høvlet ind på idyllen

Også udviklingen har her i de ligeglade og hurtige årtier, 60’erne og 70’erne, høvlet slemt ind på idyllen i handelsgaderne og har klistret visse af de gamle huse til, så man tror det er løgn. 

F.eks. har Centralgården på et af hovedgadens vigtigste hjørner fået, så hatten passer. Kun toppen af det stakkels, gamle hus er synlig, resten er smadret til ukendelighed.

Og andre steder i byen har klister-på-sygen også sat sit præg. 

Middelalderligt gadenet

Men ellers er det en ren fornøjelse at vandre gennem de små, hyggelige, snoede gader og stræder. Det middelalderlige gadenet er stort set intakt. Prøv f.eks. at gå ind bagom rundtomkring i byen, ind i baggårdene, og flere steder derved direkte ud til engene bag byen. Det er en helt særlig oplevelse.

Torvet med det fine, lille rådhus fra 1843 er stort set intakt. Der er dog et par uklædelige baldakiner på et par af husene, og baldakiner er ellers dømt ude de fleste steder i Danmark. Nu har de jo også vist sig livsfarlige, tænk bare på den slemme vinterulykke med sne, der faldt ned fra taget og ned på en baldakin på en stor ejendom midt i Hjørring. Baldakinen faldt ned og kvæstede to personer alvorligt.

Hovedsubstansen i Rudkøbing er her endnu. Mange huse er fint vedligeholdt, og det synes, som om de rigtige kræfter har fat og forsøger at præge byen, så fremtidige renoveringer forhåbentlig foretages med respekt for det oprindelige og udgangspunktet. 

Også havneområdet er værd at besøge. Her er flere væsentlige bygninger, ligesom de gamle, skæve gader bag torvet med rådhuset er værd at slentre i. 

Den lokale bygningsbevaringsforening forsøger at præge udviklingen, men de fleste af den slags foreninger her i landet har for få medlemmer og for ringe indflydelse. Der skal mange medlemmer til, før det gør indtryk, når foreningerne ytrer sig, ikke mindst i disse tider med de voldsomme kommunesammenligninger. 

Andre er nået længere

Andre byer, der kunne sammenlignes med Rudkøbing, og hvor det går langt bedre, fordi man har arbejdet med bevaringstanken længere og har været mere håndfast, er Ribe, Ringkøbing, Køge, Helsingør, Svaneke, Dragør, Aabenraa, Assens og Ærøskøbing. 

Her er resultaterne af mange års ihærdig indsats umiddelbart synlige – uden at de nævnte byer er blevet til rene museumsbyer af den grund. De er bare mere velbevarede. 

Der kunne Rudkøbing og dens forvaltere, myndighederne og bevaringsfolkene, lære noget. Lad os håbe, at de gør det. Rudkøbing fortjener det, og det er ikke for sent.