Kommunalvalget 1985, Søllerød Kommune. Stemmerne var talt op i den nordsjællandske og traditionelt konservativt dominerede kommune. Valgets store og overraskende vinder, Erik Fabrin (V), så ud over mødebordet. Der var bunker med papir. Men ingen kaffe, te eller vand. Under valgkampen var Fabrin blevet beskyldt for at ville topstyre kommunen. Stemningen i lokalet var forventningsfuld, da Fabrin fortsatte:

”Borgerne valgte topstyringen. Derfor vil jeg bede Jer om at sætte jer ned. Det er mig, der er mødeleder.”

Hvis man ikke kender Fabrin, kan velkomsten virke grov. Men det er humor på fabrinsk. Han har en god og lun humor, siger de fleste, der kender ham. Et lune, der ofte kan løsne en vanskelig situation op.

Til et vælgermøde var der kun mødt ni personer frem. Tre fra Venstre, tre fra Socialdemokraterne og tre, som 'vist nok' ikke var medlem af et parti. Fabrin lænede sig over mod sin modkandidat.

”Det her bliver et godt møde. Vi kan ikke tabe ret mange stemmer!”

Fra det politiske arbejde beskrives Fabrin som meget flittig, dygtig, velforberedt, kontant og ordholdende. Man kan stole på ham. Men han er også lidt sky. Ikke den folkelige og joviale type. Han er ikke bange for at gå i opposition. Han er ikke en tøsedreng og meget lyttende, lyder nogle af skudsmålene.

Samarbejder bredt

En anden fabrinsk specialitet er at holde fast i sine samarbejdspartnere. Siden han i 1986 væltede det konservative styre i Søllerød, har Fabrin samarbejdet tæt med Socialdemokraterne, De Radikale og SF. Et samarbejde han holdt fast i i den nye fusionskommune, Rudersdal.

Erik Fabrins politiske virke begyndte i 1964. Han var ikke partimedlem og ingen i Venstre kendte ham, da han søgte og fik ansættelse som landssekretær i Venstres Ungdoms Landsorganisation.

Men som en af deltagerne i ansættelsessamtalen husker det, så var der ikke gået mere end fem minutter, før de alle var sikre på, at de havde fundet manden.

”Han var meget målbevidst. Han var bemærkelsesværdig, fordi han ikke talte om problemer, men i stedet talte om løsninger. Det lykkedes ham på meget kort tid at opbygge et fortrolighedsforhold til ansættelsesudvalget.”

Fabrin huskes som en landssekretær, der evnede at forene en effektiv central ledelse med hensynet til de store lokale forskelle, der er i Venstre. Han var en god brobygger mellem land og by. I 1968 blev han valgt som næstformand i VU og blev senere formand.

Ingen havde forventninger til Erik Fabrins politiske karriere, da han i 1974 blev stedfortræder for det enlige Venstremedlem i den totalt konservativt dominerede Søllerød kommunalbestyrelse. En kommune han i 1986 blev borgmester for.

Mod til modstand

Toppen af Fabrins politiske karriere blev dog posten som formand for KL. En post, han bestred under gennemførelsen af strukturreformen, der reducerede det kommunale Danmark til de nuværende 98 kommuner.

Det var også en periode, hvor angrebene på kommunerne var særligt voldsomme og – nu har vi den igen – topstyringen af Anders Fogh Rasmussens Venstre var hårdhændet. Her en lille beretning fra KL’s delegeretmøde i 2006, hvor daværende formand Ejgil W. Rasmussens (V) beretning blev genstand for regulær, verbal spanking af statsminister Fogh Rasmussen. Her var det Fabrin, der talte statsministeren imod og forsvarede beretningen. Fra tiden som KL-formand huskes Fabrin som en stærk forsvarer af det kommunale selvstyre. Det er også Fabrin, der to gange har sænket skatten i sin kommune, så kommunerne samlet set kunne overholde skattestop og økonomiske 'aftaler' med regeringen.