Mediernes kollektive erindring eller hukommelse kan være ganske kort.  Et godt eksempel er Sass-Comeback i forrige uge, hvor ikke alene Socialdemokraterne, men også medierne, nærmest ikke kunne få hænderne ned af begejstring for den nye gruppeformand. 

Det var medieselvsving, som vi har set det så mange gange før med overskrifter som ’Frelser til rød stue’, ’Sass skal redde Thorning’ og ’Thornings skarp- og fejlretter’. Og med prædikater som fighter, bidsk kamphund, indpisker og netop frelser, skulle man tro, at der var tale om en genopståelse og ikke blot Sass-Larsens tilbagevenden til magtens tætteste cirkler i Socialdemokratiet. 

Glemt var, at han for syv måneder siden blev kaldt lige fra løgner til rocker-Sass, og han var dømt ude som toppolitiker. Nu er han tilbage – som Helles redningsplanke og tro væbner. Umiddelbart kan rokaden ses som et fornødent pusterum for Thorning-Schmidt og et nyt vitalt afsæt for de kommende forhandlinger om førtidspension, skat og kontanthjælp. 

Men det er langt fra sikkert, at gevinsten bliver så stor, som den er blevet udråbt til i pressen. 

For dels er rokaden med Sass-Larsen ikke et ufarligt farvand at bevæge sig ud på,  og fortiden kan skyggerne meget hurtigt indhente både den nyudnævnte gruppeformand og statsministeren. Dels så ser vi allerede tegn på, at medierne igen vil svælge i de politiske personsager frem for de større reformudspil og langsigtede politiske mål. 

Vil glemme 2020-planen

For rent kommunikativt og strategisk gik Socialdemokraterne – igen – helt galt i byen med at smide rokade-kortet parallelt med den ambitiøse 2020-plan. 

Fra den ene dag til den anden var debat om udlignings- og skattereform og regeringens store brag af en 2020-plan forsvundet som dug for solen. 

Siden valget har medierne og vælgerne gentagne gange efterlyst en større politisk fortælling fra statsministeren. Hvad er den overordnede strategi og det samlede projekt fra regeringen? 

Når endelig vi får lidt større udspil på banen – så nytter det ikke noget at skyde sig selv i foden ved at få medierne til at interessere sig mere for politikerne end deres politik. 

Men lad os for en kort stund lægge personsagerne til side og se nærmere på rokadens betydning. Her er to centrale punkter, hvor regeringens største parti kan blive styrket.  

Kant til De Radikale

Både Socialdemokraterne og SF har siden valgsejren haft svært ved at sætte selvstændige dagsordner, som har sat et eftertrykkeligt fingeraftryk hos vælgerne. Der er naturligvis få undtagelser – Mette Frederiksen og Karen Hækkerup – for blot at nævne et par navne. Det er i langt højere grad lykkedes De Radikale at tegne et billede af en regering, hvor Vestagers mærkesager fylder markant mere i mediernes bevidsthed. Her får ikke mindst Sass-Larsen en central rolle i at skabe kant til De Radikale og markere selvstændige socialdemokratiske dyder – både internt i regeringen og eksternt over for vælgerne. Derudover spillede Sass-Larsen en afgørende rolle for skabelsen af den tætte alliance mellem SF og Socialdemokraterne i sin tid. Og her vil Sass-Larsen igen spille en rolle som koordinator og bindeled mellem SF og Socialdemokraterne.  

Ro i kommune-baglandet

Udnævnelsen af Mogens Jensen og i høj grad Frank Jensen som S-næstformænd er en klar styrkelse på flere fronter. Dels så skaber Jensen og Jensen den fornødne balance i S-gruppen mellem venstre- og højrefløjen i det gamle parti. Dels så skal man langt fra undervurdere betydningen af Frank Jensens rolle som overborgmester i København. Netop hans rolle og tætte relationer til det kommunale bagland skal sikre, at utilfredsheden med S-ledelsen bliver taget i opløbet. Og så skal udnævnelsen også ses som træk til at genvinde det kommunale herredømme ved kommunalvalget om to år. 

Det er endnu for tidligt at sige, hvad rokaden har af betydning for vælgernes bedømmelse af Socialdemokraterne. Med de seneste to målinger (senest den 9. maj) ser det ikke indtil videre ud til, at Socialdemokraterne har fået vendt kareten og fået overbevist vælgerne om, at de har sadlet om, at det rent faktisk får en så stor betydning, som en stor del af medielandskabet har udråbt rokaden til at være.