'Frikender det her Lars Løkke?’ spurgte en journalist under pressemødet, hvor udviklingsminister Christian Friis Bach forklarede, hvorfor han havde besluttet at trække sig som minister. Jeg holdt vejret og tænkte med salig Jeppe i baronens seng ’Drømmer jeg, eller er jeg vågen?’

TV2 News’ overskrift i nyhedsbåndet nederst i billedet lød: ’Friis Bach godkendte Lars Løkkes rejser på første klasse.’

Det var i det hele taget et – endnu et – besynderligt pressemøde. Rygtet var løbet forud - en lokal radikal partiformand havde talt over sig. Og selvom Friis Back havde tilbragt natten i et fly – og ikke på 1. klasse – og formentlig var både vred og ked af det, så var han knivskarp og prisværdigt klar i mælet.

Journalister optrådte nærmest omsorgsfuldt og spurgte, hvorfor han dog ville trække sig på grund af noget, som andre havde forsømt. Ja nogle lød nærmest, som om de var på nippet til at trygle ministeren om at blive.

Selv oppositionen udtalte stor respekt for Friis Bach. Og den tidligere minister og konservative partiformand Hans Engell skrev under overskriften ’Jeg var aldrig gået af frivilligt’ blandt andet: ’Kigger vi på Christian Friis Bachs politiske resultater på to år, er de flere kilometer længere end forgængeren Søren Pinds.’ Havde ministeren valgt at blive på posten og tage tæskene, så ville vi have set de selvsamme journalister og politikere kaste sig over ham og med rasende energi forsøge at rive ham og hans moralske habitus i tusind stykker og få ham fjernet.

Hold hovedet koldt

Og hvor er så skandalens egentlige hovedperson, Lars Løkke Rasmussen? Jo, topfiguren i Venstre, der nu med vanlig mangel på beskedenhed kalder sig for landets største arbejderparti, tørrede kaviaren af mundvigene, lettede sig fra hotelsuitens silkelagner og udtalte respekt for Friis Bachs indsats. Det hører selvfølgelig med til den bizarre historie, at Friis Bach har optrådt som en af Løkkes eneste troværdige venner og rost hans indsats som GGGI-formand.

Nogle synes så at mene, at det gådefulde total-svigt hos embedsmænd i Udenrigsministeriet, der har bragt udviklingsministeren i en umulig situation, skulle frikende Lars Løkke. Lad os nu holde hovedet klart, for hvad handler afsløringen af Lars Løkkes eksorbitante fråseri i bund og grund om?

Det er ret beset temmelig perifert, om Lars Løkke blot har fulgt organisationens interne regler. Han forsvarede sig på et tidspunkt med, at de regler er vedtaget af GGGI’s bestyrelse. Nej, sagde Friis Bach så til Folketing og offentlighed efter at have bedt embedsmændene tjekke det 1.000 procent. ’Jeg kendte ikke rejsereglerne, de har ikke været forelagt bestyrelsen. Og hvis',tilføjede han, 'ville jeg have protesteret højlydt – udviklingsmidler skal ikke bruges til rejser på 1. klasse.’

Og det var så Friis Bachs synd, der kostede ham ministerjobbet. Men ingen – bortset måske fra venstrefolk – har tillagt GGGI's rejseregler og det, om ministeren kendte dem, nogen betydning for skandalen.

Kritikken har handlet om det moralsk forkastelige i at bruge bistandsmidler på den måde. Og hvordan en garvet politiker med ry som dreven og dygtig og med et hedt ønske om at blive landets statsminister kunne handle sådan og tro, at dén gik. Og som før har haft røde ører i bilagsmaskinen.

Ikke hvad danskerne forventer

At brænde omkring en million skattekroner af på en halv snes flyrejser og ophold på luksushoteller vil før eller siden komme for dagens lys. Jeg er ikke i tvivl om, at når Ekstra Bladet stak næsen i den inferiøre organisation GGGI og Løkkes formandskab, så skyldes det, at menige medarbejdere i systemet har fundet det dybt kritisabelt og har ladet tilflyde avisen, at her var noget interessant at kigge nærmere på.

Og det kræver ikke et stort intellekt at regne ud, at den adfærd nok ikke er, hvad danskerne forventer af en mand, der vil være direktør for det hele, prædiker nøjsomhed og tilmed er formand for ’landets største arbejderparti’.

Jeg må formode, at Løkke er enig i, at det er skandalens hovedindhold al den stund, hans nødtvungne bodsgang først og fremmest handlede om, at han erkendte det forkerte i det vilde luksusforbrug. ’Det burde jeg ikke have gjort. Jeg burde have stoppet det allerede efter første flyrejse…’ 

Og så er der jo alle de andre, men ikke mindre pinlige afsløringer af bilagsrod, flyrejsen til datteren, manglende afrapportering af diverse fryns og så videre.

Et Venstre-medlem af Folketinget fandt det oven i købet passende at kræve en undskyldning for mobningen af Løkke. Tja, når det brænder på, råder partiet tilsyneladende over en uendelig række af Komiske Ali’er, parate til at slå til.

Hvis Borgens forfattere havde præsenteret os for hele denne komedie i TV-fiktionens form, så havde de nok fået besked på at opgive de feberfantasier – dem vil INGEN da kunne tro på.