Ingen har overblik over de bevaringsværdige huse i Danmark. For Kulturstyrelsens data er forældede, og kun et fåtal af kommunerne laver nye save-registreringer, der bruges til at finde ud af, hvor bevaringsværdig en bygning er.

- Kommunerne har et ekstremt efterslæb i forhold til at udpege og registrere bevaringsværdige bygninger. Der er dele af landet, hvor der slet ikke er save-registreret, så der tilsyneladende ikke er noget bevaringsværdigt i store områder på Kulturstyrelsens kort, siger Simon Ostenfeld Pedersen, lektor på Arkitektskolen i Aarhus.

Kulturstyrelsen kort hedder FBB, som står for Fredede og Bevaringsværdige Bygninger, og her er der omkring 124.000 bygninger med en høj bevaringsværdi. Men de fleste af husene blev registreret for mange år siden, og kortet er fuldt af hvide pletter.

- De hvide pletter skyldes, at man ikke har save-registreret i de områder. Kommunerne lavede det, der hed Kommuneatlas fra 1990 til 2007, hvor staten støttede registreringerne, men man nåede ikke gennem hele Danmark, og siden da er der ikke sket meget fra kommunernes side, forklarer Simon Ostenfeld Pedersen.

Og det er for galt, mener Karen Margrethe Olsen, der er formand for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur.

- Det er svært at bevare, når kommunen og husets ejer ikke rigtig ved, hvor bevaringsværdig bygningen er, og hvor der skal lægges en indsats. Vi må konstatere, at mange kommuner ikke administrerer det her ordentligt, siger hun.

Den holdning deler lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole Søren Vadstrup.

- Kortene er forældede, og det roder simpelthen. For det første findes nogle af husene slet ikke længere, og for det andet aner kommunerne ikke, hvor mange bevaringsværdige huse de reelt har i deres område, siger han.

Ingen bindende pligt
Det er frivilligt, om kommunerne vil save-registrere bevaringsværdige huse, og er en af grundene til, at det ikke er alle, der prioriterer området, siger chefkonsulent hos KL Berit Mathiesen.

- Men det spiller formodentlig også en rolle, at man fra national side ikke støtter den type opgaver i kommunerne. Det er omkostningstungt at registrere, og der er flere kommuner, der gør det, men den sammenhængende indsats på tværs har svære vilkår, når der ikke er statslig finansiering, siger Berit Mathiesen.

Tidligere lå ansvaret hos amterne, men ved kommunalreformen overtog kommunerne opgaven, og i den overgang forsvandt den statslige støtte.Så selvom kommunerne nu har ansvaret, er der ingen lov, der tvinger dem til at lægge en indsats, og det er en skam, mener Karen Margrethe Olsen.

- Mange kommuner tolker det, som om de ikke behøver gøre noget, men de har altså stadig ansvaret for at gøre det. Så der mangler helt bestemt en bindende pligt til kommunerne. For vi hører tit flotte ord fra borgmestre, der siger, at vi skal passe på kulturarven, og det er fint, men det fejler i den daglige drift, siger hun.

Karen Margrethe Olsen forklarer, at systemerne bag FBB er gamle, og nogle byplanlæggere synes, det er for besværligt at bruge kortet. Derfor har enkelte kommuner lavet egne lokale databaser og har dermed droppet at opdatere i FBB. Det sker for eksempel i Fredensborg.

- Men det er ikke holdbart i længden, for det er vigtigt med én samlet og opdateret database for at få et overblik over, hvilke bygninger vi skal bevare. Her er FBB stadig et godt redskab, men mange af registreringerne i kortet er for gamle. Og så har kommunerne stort set kun registreret bygninger bygget op til 1940. Det holder ikke, siger Karen Margrethe Olsen.

Flere årtier bagefter
Da man lavede kommuneatlas i 1990’erne, registrerede kommunerne kun bygninger, der var 50 år gamle eller ældre. Det betyder, at huse bygget efter 1940, og modernistiske bygninger fra 1950’erne og 1960’erne sjældent er vurderet som bevaringsværdige.

Derfor er mange huse fra de perioder revet ned eller ombygget, og det er rigtig skidt, forklarer Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. De mener, at kommuner skal komme i gang med at save-registrere, så huse fra 1950’erne og 1960’erne ikke går tabt.

- Det er er en rigtig fin tanke at kigge 50 år tilbage, for så kan man se bevaringsværdien i perspektiv. Nu skriver vi 2019, til næste år skal vi registrere huse fra 1970, og det er der ikke mange kommuner, der gør. Det går ud over mange fine bygninger, som i dag kan rives ned, siger Karen Margrethe Olsen.

Generelt giver det god mening at bevare - også i et bæredygtigt perspektiv. For ældre bygninger er opført med stærkere materialer og større omhu, fortæller Søren Vadstrup fra Kunstakademiets Arkitektskole.

- Når bygninger bygget før 1960 bliver revet ned … det er dem, som vi græder over forsvinder. De er bygget af nogle materialer, som er utroligt stærke og holdbare og nærmest uforgængelige. Vi har mange beretninger om, at når man skulle i gang med at rive et hus ned, så viste det sig at være bundsolidt og nærmest umuligt at fjerne, siger Søren Vadstrup.

Kulturmiljøer bør komme først
Simon Ostenfeld Pedersen fra Arkitektskolen i Aarhus mener også, at der hurtigst muligt skal ske en landsdækkende registrering af bevaringsværdige bygninger.

- Det vil være en rigtig god ting, og det skal ikke bare laves, men også opdateres. Verden ændrer sig hele tiden, og det gør bygningerne også, så der kan være sket mange ting, siden en bygning blev registreret som bevaringsværdig i 1990’erne, siger han.

Han ved dog også, at det er nemmere sagt end gjort for kommunerne.

- Det er selvfølgelig et spørgsmål om ressourcer, så mit råd er, at kommunerne begynder med at registrere bygninger i deres kulturmiljøer, hvor der ligger flere gamle huse sammen. For det er næsten en uoverskuelig opgave at begynde fra kommunegrænsen og gennemgå samtlige bygninger i kommunen, siger han.

Det er dog ikke nok blot at lave save-registreringer. Når et hus er vurderet på save-skalaen, er det nemlig ikke sikret mod at blive revet ned eller mod at blive bygget om. Det sker først, når bygningen optages som bevaringsværdig i en kommuneplan eller i en bevarende lokalplan.