Regionernes farmand er klar til at fordele 50 milliarder euro
Regionernes farmand er klar til at fordele 50 milliarder euro
Afhøringer af korpset af EU-kommissærer er en til tider blodig affære. Kommissionsformand José Manuel Barrosos 26 håbefulde udvalgte har alle været igennem tre timers krydsforhør i EU-Parlamentet, hvilket har kostet ofre.
Men da østrigske Johannes Hahn, der fremover får ansvaret for EU’s regionalpolitik, satte sig til eksamensbordet i Bruxelles, var det til noget, der mere virkede som en hyggesnak end et krydsforhør.
Måske var det den konservative politikers afvæbnende, nedtonede facon, der tog brodden af parlamentarikerne. Eller også var det forsikringerne om, at han vil kæmpe for at beholde budgettet for EU's regionalpolitik på sit nuværende enorme niveau, som de gerne ville høre. I hvert fald var hans fem år i kommissærstolen sikret.
Hård mod svindel
Hahn siger, at han ser sig selv i rollen som ’regionernes farmand’ – hård, men retfærdig.
”Enhver far er interesseret i, at det går sine børn godt, og at de udvikler sig i den rigtige retning,” sagde han, men understregede, at ”man også skal være en smule skrap og sige, at her går grænsen” .
Dermed lover han at tage sig af de store problemer med uregelmæssigheder i udbetalingerne af de mere end 50 milliarder euro, der hvert år fordeles til de europæiske regioner. Her har EU’s regnedrenge i Revisionsretten i Luxembourg for eksempel påpeget, at 11 procent af midlerne fra samhørighedsfondene i 2008-budgettet slet ikke skulle have været udbetalt.
”Jeg tror på en nul-tolerance over for fejl og især over for svindel,” sagde Hahn, der svor, at han vil ”bruge alle værktøjer i værktøjskassen” til at komme efter dem, der omgår systemet.
Men Hahn påpeger, at han samtidig vil prøve at gøre det mere enkelt at få del i de flere hundrede forskellige EU-kasser, som lokale og regionale myndigheder kan få del i.
Han understregede også behovet for at lave en egentlig bypolitik for EU, ligesom han vil bringe flere regionsmidler ind i innovation, forskning og uddannelse.
Forsigtig optimisme
Jens Arne Hedegaard fra Venstre er medlem af byrådet i Brønderslev Kommune og sidder også i regionsudvalget i Bruxelles, hvor lokalpolitiske kræfter fra hele unionen kommer med deres indspark til, hvordan ny EU-politik skal se ud. Og han mener, at det er utroligt vigtigt for kommunerne at få en kommissær på posten, der vil sætte den regionale politik højt.
”Det er ham, der står for den daglige forretning og skal tage sig af alle de små ting, og han kan selvfølgelig præge det i den rigtige retning. Så jeg håber, at han er en god fyr, men også, at han har gennemslagskraften, for det er jo også vigtigt, at han kan stå imod over for resten af Kommissionen,” siger Jens Arne Hedegaard.
Og der er Venstre-manden lidt bekymret, eftersom lækkede udkast til det nye EU-budget, der skal træde i kraft efter 2013, har indeholdt en beskæring af regionsmidlerne med 20 procent. Slagsmålet om midlerne er kun i sin startfase, men derfor er det vigtigt, at der sidder en på posten, der kan holde på sin ret.
”Så hans førsteprioritet skal helt sikkert være, at regionalpolitikken bevarer den store opmærksomhed, som den har dernede,” siger Hedegaard, men påpeger, at det ikke bare gælder om at gøre den regionale post på budgettet så stor som mulig.
”Punkt et er, at vi skal bevare rammen. Men punkt to er jo, at så meget som muligt skal ud og arbejde lokalt, så vi sikrer, at det også er kommunerne, der får ansvaret for det,” siger Jens Arne Hede-gaard.
Hos KL i Bruxelles er der også en forsigtig optimisme omkring den nye kommissær.
”De ting, han meldte ud om at styrke samarbejdet med regionerne og kommunerne, lød jo gode. Men han gled af på spørgsmålene om, hvad der skal ske med budgettet og med samhørighedsfondene,” siger fuldmægtig Omer Ciric, der nu glæder sig til at se, hvilken slags handling der kommer bag ordene. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.