Rapport: Thor P. var medvirkende til krisen
Rapport: Thor P. var medvirkende til krisen
Den længe ventede rapport fra det såkaldte Rangvid-udvalg om finanskrisen landede tirsdag morgen. Her bliver den tidligere VK-regering gjort delvist medskyldig i, at krisen fik alvorligt tag i Danmark.
Det er finanspolitikken under den tidligere Venstre-finansminister Thor Pedersen, som står for skud i rapportens konklusion:
“I Danmark var finanspolitikken i modsætning til tidligere opsving procyklisk i årene inden krisen. Det vil sige, at i stedet for at modvirke et kraftigt pres på arbejdsmarkedet og økonomien generelt medførte den realiserede finanspolitik yderligere pres på økonomien. Finanspolitikken var således konjunkturmedløbende. Dette er specielt et problem i en økonomi som den danske med en fast valutakurs, da den pengepolitiske rente alene sættes for at forsvare fastkurspolitikken og således ikke kan benyttes til at modvirke en økonomisk overophedning.
Den procykliske udmøntning af finanspolitikken bidrog til overophedningen inden krisen, men den var ikke alene om at medvirke til krisens påvirkning af dansk økonomi.”
Thor Pedersen: Jeg er stolt over VK-regeringen
Thor Pedersen, der var finansminister fra 2001 til 2007 mener ikke, at VK-regeringen bærer nogen skyld for krisens omfang i Danmark:
- Vi førte den politik, som det var muligt at få flertal for i Folketinget. Vi blev hele tiden beskyldt for at bruge for lidt penge af oppositionen. Vi brugte statens overskud på at fjerne den offentlige gæld. Vi brugte mange penge på at forbedre forholdene på sygehusene og behandle flere patienter. Det var ude i kommunerne og i de daværende amter, at der blev brugt mange penge, selv om alle sagde, at vi skar ned, siger Thor Pedersen og understreger, at han ikke har læst Rangvid-rapporten, da han i øjeblikket befinder sig i Sydfrankrig.
I rapporten står der, at VK-regeringens finanspolitik var med til at lægge et pres på økonomien - burde du ikke have gjort mere for at dæmpe efterspørgslen i samfundet?
- Vi foreslog at bruge færre penge, men det var svært at finde opbakning til det i Folketinget. Så for mig er det en succesperiode. Vi gennemførte reformer og havde en meget lav ledighed i de år. Sandheden er, at Danmark var et af de lande som var bedst gearet til at håndtere krisen, da den brød ud.
Men du kunne vel have begrænset efterspørgslen med forskellige finanspolitiske tiltag og dermed have begrænset krisens greb om Danmark? I kunne blandt andet have lovgivet omkring afdragsfrie lån, som jo var med til at skabe en boligboble….
- Jeg synes, at det er fint, at der findes mange forskellige lånetyper. Nogle mener, at det offentlige skal lovgive om den slags, men det mener jeg ikke. De må være op til folk selv, når de køber bolig. Desuden er der jo altid en risiko på boligmarkedet for de folk som spekulerer. Alle gode tider skaber efterspørgsel, så jeg kan ikke græde over, at vi havde nogle fantastiske år.
Så du ville ikke have gjort noget anderledes?
- Vi nedbragte gælden i en uhørt fart. Og vi brugte vi overskuddet til at forbedre behandlingen på hospitalerne. Det er rigtigt, at vi kunne have strammet op i kommuner og amter, men det var ikke parlamentarisk muligt. Danmark blev ramt af en global krise, som startede med Lehmann Brothers. Vi kunne selvfølgelig have gjort som i Nordkorea, hvor ingen ejer deres bolig og ingen skaber noget, men nu er jeg tilhænger af en fri markedsøkonomi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.