Kommunen.dk
MENU

Radikale intensiverer jagten på byrådssæder

De Radikale sætter flere menneskelige og økonomiske ressourcer ind på at få et godt kommunalvalg og rette op på valglussingen fra 2009.

Radikale intensiverer jagten på byrådssæder

De Radikale sætter flere menneskelige og økonomiske ressourcer ind på at få et godt kommunalvalg og rette op på valglussingen fra 2009.

Der var langt mellem krydsene på de radikale byrådskandidater ved det seneste kommunalvalg i 2009. Partiet fik kun indvalgt 50 byrådsmedlemmer mod 86 ved valget i 2005. Denne gang sætter landspartiet dog helt anderledes ind på at vinde byrådssæder.

- Vi prioriterer det højere, end vi plejer, og laver faktisk en rigtig stor indsats. Vi har ikke tidligere haft ressourcer til det, men da det gik os relativt godt ved sidste folketingsvalg, så har vi både fået nogle flere menneskelige og økonomiske ressourcer, fortæller kampagneansvarlig Jacob Packert.

For eksempel har partiet lanceret et uddannelsesprogram, hvor lokale kandidater og kampagneansvarlige får gode råd og inputs til at komme ud med deres budskaber og organisere lokale kampagner.

- Så vi prøver at give folk en platform og klæde dem godt på til valgkampen. Det er noget, som man med et buzzword kan kalde empowerment. Altså at prøve at gøre folk lidt stærkere, forklarer Jacob Packert.

Et presset parti

Han vil dog ikke nærmere ind på, hvad uddannelsesprogrammet i øvrigt består af. Partiet håber, at den ekstra fokus fra landsledelsen vil give flere lokale mod på at stille op. Det er heller ingen hemmelighed, at Radikale Venstre forventer at få flere stemmer i valgboksene denne gang. Og med god grund. For mens Radikale i dag ligger på omkring ni procent af stemmerne på landsplan, så havde partiet i 2009 en stemmetilslutning på under halvdelen.

Ved kommunalvalget i 2009 fik Radikale Venstre således også kun 3,7 procent af de samlede stemmer, og noget af det skyldtes formentlig partiets landspolitiske krise, mener Jacob Packert.

- Jeg tror, at valget i 2009 primært var præget af, at det stod ret dårligt til landspolitisk. Vi stod ret lavt i meningsmålingerne, og der var megen modvind og relativt megen kritik af Margrethe Vestager på det tidspunkt, siger han.

Mere medvind

Ved valget til Europa-Parlamentet fik De Radikale heller ikke indvalgt en kandidat efter i 15 år at have haft et enkelt mandat i perioden 1994 til 2009.

- I det hele taget var vi ret meget i knæ i 2009, og det er så nogle af de ting, som vi prøver at rette op på. Og jeg vil da sige, at vi har oppet os som parti helt generelt. Folk taler om os på en anden måde, end de gjorde i 2009, og alene det har hjulpet os, siger han.

I 2010 lancerede Radikale Venstre deres slogan ‘Tag ansvar’, som kørte hen over folketingsvalget i 2011, og det er noget af det, som partiet vil forsøge at holde fast i og bruge også dette års kommunalvalg.

- Og så har vi jo en folketingsgruppe, der er næsten dobbelt så stor som den, vi havde i 2009, og det gør det nu engang nemmere at komme rundt i landet. Og så er vi bare mere interessant som parti, fordi vi nu er i regering, siger han.

Ingen bånd, der binder

Jacob Packert vil ikke udpege vigtige kommuner eller potentielle borgmesterkæder, men de interne analyser viser, at der bestemt er muligheder et par steder i landet, hvis ellers kortene falder rigtigt. Sidste år kom den radikale veteran og byrådsmedlem i Herning, Johs. Poulsen, med et frejdigt slag på tasken. Til Ugebrevet A4 gættede han på tre til fem borgmesterposter.

Radikale Venstre er ellers ikke forvænt med borgmesterkæder. Partiet har primært haft borgmesterposter i København, som de også har i dag med beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev. I sidste valgperiode havde partiet dog en enkelt førstemand, nemlig Jørn Sørensen, der nåede at være borgmester i Holbæk i 16 år.

Om partiet i år vil erobre borgmesterposter, afhænger af mange ting, men et rødt samarbejde på Borgen spiller ingen rolle for, hvem partiet vil søge samarbejde med lokalt. Det handler om indflydelse.

- Det handler ikke om, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om. Det er en del af vores DNA. Så vi vil sætte os ned helt nøgternt og pragmatisk og sige, at det handler om, hvad man kan få igennem, siger Jacob Packert.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR