Kommunen.dk
MENU

Rådhuse får adgang til ældres bankoplysninger

Nu får kommuner adgang til pensionisters bankoplysninger – uden retskendelse. Ældre Sagen og Danske Handicaporganisationer protesterer, men Venstre og Dansk Folkeparti viger ikke. 

Rådhuse får adgang til ældres bankoplysninger

Nu får kommuner adgang til pensionisters bankoplysninger – uden retskendelse. Ældre Sagen og Danske Handicaporganisationer protesterer, men Venstre og Dansk Folkeparti viger ikke. 

En ny lov mod socialt bedrageri giver kommuner direkte adgang til pensionisters privatøkonomiske oplysninger. De nye regler vækker skarp kritik, ikke mindst fra Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, som ikke lægger fingrene imellem, når han skal beskrive de nye regler om social pension: 

”Det er et forslag, der i bedste fald er nyttesløst, og i værste fald krænkende og uværdigt.”

Med den nye lov, som trådte i kraft 1. juli, skal modtagere af sociale pensioner indberette til kommunen, hvis de agter at opholde sig i udlandet i mere end to måneder. Samtidig får kommunerne mulighed for at undersøge privatøkonomiske forhold ved hjælp af stikprøvekontrol. Uden hverken samtykke, konkret mistanke eller retskendelse.

Martin Henriksen, socialordfører i DF og formand for Folketingets socialudvalg, afviser tanken om krænkelser: 

”Der er egentlig ikke nogen, der bør føle sig særligt ramt af det her. Hvis man gør tingene, som man skal, er der ikke noget at frygte. Og vi har set en del tilfælde med socialt bedrageri, hvor folk for eksempel har indtægter i andre lande, og vi hører også fra folk ude i kommunerne, blandt andet ledere af kontrolgrupper, at der må gøres noget.”

Har de folk anbefalet lige netop den her løsning?

”Nej, men de har gjort det klart for os politikere, at det må håndteres politisk, siger Martin Henriksen. 

Politi og SKAT har travlt 

Stig Langvad, formand i Danske Handicaporganisationer, kritiserer blandt andet, at sagen overhovedet skal ende hos kommunerne frem for politiet. Også her er Martin Henriksen uenig: 

”Nu skal politi og SKAT løse virkelig mange opgaver allerede, så vi skal også være realistiske. Jeg vil for eksempel nødig bruge ressourcer i politiet, der skal tages fra bekæmpelse af bandekriminalitet.”

Betydeligt svindel

Karsten Lauritzen (V) bakker op:

”Vi skal altså socialt bedrageri til livs, og man kan se, der er en betydelig grad svindel.”

Bjarne Hastrup og Ældre Sagen deler ønsket om at bekæmpe socialt bedrageri, men mener, at loven rammer og mistænkeliggør en hel befolkningsgruppe ufortjent, når pensionisterne får en anden retsstilling end andre. Karsten Lauritzen ser ikke det store problem: 

”Først starter man ét sted, hvor man ved, der er et problem, og jeg synes generelt, at selektiv kontrol er fair. Nu har vi lavet rammelovgivningen, og så kan kommunerne udfylde rammen.” 

Men har vi tal eller undersøgelser, der viser, at modtagere af social pension snyder mere end andre? 

”Det er svært at gøre op på den måde. Er det snyd i kroner og øre, eller hvor mange gange der er blevet snydt? Jeg tror ikke, man umiddelbart kan gøre det op,” siger Karsten Lauritzen, som regner med væsentlige fremskridt på området og ligesom Martin Henriksen understreger et fravær af alternative forslag fra kritikernes side. 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR