Kommunen.dk
MENU

"Vi skal fortsat være de tredjestørste"

Trods Konservatives bølgedal på landsplan vil partiet fastholde tredjepladsen i borgmesterposter efter kommunalvalget, fortæller partisekretær Martin Dahl.

"Vi skal fortsat være de tredjestørste"

Trods Konservatives bølgedal på landsplan vil partiet fastholde tredjepladsen i borgmesterposter efter kommunalvalget, fortæller partisekretær Martin Dahl.

Spådomme om gyservalg for Det Konservative Folkeparti endte med ikke at holde stik ved kommunalvalget i 2009. Partiet holdt skansen, og samme forhåbning nærer partiet til årets kommunalvalg.

- Vi har en national strategi. Den består dels af nogle operationelle mål, som er mere interne, dels en mere overordnet målsætning om, at vi vil fastholde vores position som det tredjestørste borgmesterparti i kommunerne, siger Martin Dahl, der er partisekretær for Det Konservative Folkeparti.

Ved sidste valg fik Konservative 12 borgmesterposter og 11 procent af stemmerne på landsplan, selv om mange spåede partiet et langt dårligere valg. Også i år er kommentatorerne og målingerne hårde ved Konservative. Ifølge en Gallup-måling, som Berlingske har fået foretaget i år, står Konservative som minimum til at blive halveret i landets fire største byer. Den slags målinger giver Martin Dahl dog ikke meget for.

- Jeg har selv været ansvarlig for Frederiksbergs kommunalvalg tre valg i træk. Man har forudset både modelberegningsmæssigt og ved målinger, at vi skulle gå betydeligt tilbage ved de valg, men det gjorde vi ikke. Derfor mener jeg ikke, at man kan bruge de her meget sagkyndige udtalelser og statistiske beretninger til ret meget, når man går ind kommune for kommune, siger han.

Derimod er der konkrete forhold, som kan have stor betydning. For eksempel peger han på, at partiet midt i denne valgperiode mistede sin spidskandidat i Odense Jan Boye. Ifølge målingen står Konservative i Odense da også til seks procent af stemmerne mod 24,2 procent i 2009.

Belært af år 2001

På landsplan roder Konservative rundt på under fem procent af vælgerne, viser målinger. Folketingsmedlem Brian Mikkelsen (K) har blandt andet tilskrevet det dårlig kommunikation. Martin Dahl mener dog ikke, at de landspolitiske problemer nødvendigvis kan overføres til byrådene.

- Lokalt spiller det jo en kæmpe rolle, hvordan partiets politiske resultater og image er, hvad man forbinder partiet med historisk, og hvad det er for et personkorps, som man har i spil ved valget. Så jeg mener slet ikke, man kan sige noget generelt om, at der er et kommunikationsproblem, siger Martin Dahl.

Han vil ikke helt afvise, at den noget tynde vælgertilslutning på landsplan trods alt kan få en vis afsmittende virkning, men han mener, at de fleste lokale vælgere forholder sig til lokale dagsordener. Han henviser til 2001, hvor der var valg til kommunalbestyrelserne og Folketinget samme dag.

- Det var et valg, der i høj grad var ventet med spænding. Man har altid vidst, at folk stemmer forskelligt til kommunalvalg og folketingsvalg, men vi var lidt usikre på, om effekten ville være lige så stor, når folk skulle stemme med fem minutters mellemrum. Det viste vælgerne sig altså ret villige til stadigvæk at gøre, og derfor tror jeg også, at det er de lokale temaer, der kommer til at drive valget, siger Martin Dahl.

De nære kampagner

Derfor planlægger hovedkontoret heller ikke nogen stor national kampagne, men vil i stedet hjælpe de lokale folk med selv at gennemføre mindre lokale kampagner.

Herunder vil der være en politisk platform, hvor kandidater kan vælge mellem forskellige typer af politiske argumenter og lokalsager, der kan passe godt til ens valgkamp.

Samtidigt vil hovedpartiet i endnu højere grad end tidligere understøtte de dele af kampagnerne, der ikke koster så meget såsom uddeling af pjecer, dør-til-dør-besøg og aktiviteter på de sociale medier.

Martin Dahl hæfter sig ved partiets stolte kommunalpolitiske historie, en stærk medlemsplatform og veludbyggede vælgerforeninger landet over. Der er derfor heller ikke denne gang grund til at dømme partiet ude, mener Martin Dahl.

- Vi mener sådan set, at vi har noget at have vores forventning i, når det kommer til at genvinde positionen som det tredjestørste parti i Danmark. Konservative er nede i en bølgedal på det landspolitiske, men vi mener ikke, det er nogen naturlov, at det også vil være sådan ved kommunalvalget, siger han.                    

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR