Kommunen.dk
MENU

"Vi er mange, der er skuffede"

Det nye centrumvenstre-parti Social Balance langer hårdt ud efter den nuværende regerings socialpolitik. Den er både økonomisk og menneskeligt forkert, mener medstifter og forkvinde Mette Valentin.

"Vi er mange, der er skuffede"

Det nye centrumvenstre-parti Social Balance langer hårdt ud efter den nuværende regerings socialpolitik. Den er både økonomisk og menneskeligt forkert, mener medstifter og forkvinde Mette Valentin.

Hvordan vil man kunne se forskel på jer og et parti som SF?

Man vil primært se forskellen på, at vi rent faktisk mener, at den sociale balance ikke er til diskussion. Og det er heller ikke til diskussion, at vi skal behandle hinanden ordentligt og anstændigt i vores samfund. Det har vi især efter sidste valg set, at Socialdemokraterne og SF har været villige til at give køb på, når de giver mennesker ydelser, hvor de skal kæmpe for i det hele taget at overleve. Det er vi faktisk rigtig mange mennesker, der synes er dumt, ikke alene økonomisk og socialt, men også menneskeligt set. Og det er uanstændigt at skalte og valte på den måde, for hvis man ikke sørger for, at bunden er i orden og den sociale balance er til stede, jamen så vil fundamentet være skrøbeligt. Så får vi ikke den grundlæggende tryghed, som der er behov for for at udvikle vores samfund.

Det er klart, at man skal gå på kompromis i politik, og det er vi naturligvis også altid parat til at gøre, men man skal ikke gå på kompromis med sine grundlæggende principper, som man har gjort det i S og SF, siden de kom i regering. Det er simpelthen for dyrt. De betaler en al for dyr pris, og det er vi mange, der er skuffede over.

Er det i høj grad skuffelsen over partier som SF og Socialdemokraterne, der har sat gang i Social Balance?

Nej, det er ikke min skuffelse over dem, der gør det. Det er det, at jeg brænder for, at vi kan gøre det her meget bedre og også meget billigere både menneskeligt og økonomisk set for vores samfund, hvis vi vil og tør prioritere det. Jeg vil ikke lade være med at kæmpe den kamp, så længe jeg kan kæmpe den. For fremtidens skyld, mine børns skyld og alle andres. Det er så hovedløst at gå denne her vej, så det skal man lade være med.

Nu er du så medstifter og forkvinde. Har du haft nogle betænkeligheder ved at skulle stille dig selv frem og eksponeres på landsplan?

Ja, selvfølgelig har jeg det. Jeg er lidt vant til det fra regionen, fordi der har jeg også fra start været aktivt ude som oppositionspolitiker, da jeg blev gruppeformand for SF, men det her er jo på en anden måde.

Jeg har ingen problemer med at argumentere for mine holdninger. Dem står jeg fuldt og helt inde for. Denne her mission er mit hjertebarn, så det kan jeg til enhver tid svare på spørgsmål om, men det er mere det med, at det var stort, at alle fra starten pegede på mig og ville stille mig i front. Jeg kommer jo fra en helt almindelig arbejderbaggrund. Faktisk en socialdemokratisk familie med højt til loftet, langt til døren og et stort engagement i fagbevægelsen og så videre. Jeg har aldrig bevæget mig på de bonede gulve. Jeg er bare en helt almindelig arbejderpige. Så har jeg taget noget uddannelse og også universitetsuddannelse, så jeg har flyttet mig fra et lidt andet sted, men når man gør det, så vil man også altid mærke lidt ekstra efter, om man nu er med og kan det. Så det var nok den ydmyghed og tanken: Puha, kan jeg udfylde skoene, som de beder mig om at tage på.   

Social Balance stiller foreløbig op i Region Syddanmark og til byrådene i Odense, Faa-borg-Midtfyn, Aarhus, Sønderborg, Næstved og Nyborg. Partiet vil også arbejde på at komme i Folketinget.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR