Kommunen.dk
MENU

"Jeg er ligeglad, om statsministeren har høje hæle"

Per Christensen skal som ny 3F-formand stoppe medlemsflugten og genskabe respekten for fagforeningen i regeringskontorerne. Han ser folkeskolereformen som et middel til at fremme flere af sine dagsordener.

"Jeg er ligeglad, om statsministeren har høje hæle"

Per Christensen skal som ny 3F-formand stoppe medlemsflugten og genskabe respekten for fagforeningen i regeringskontorerne. Han ser folkeskolereformen som et middel til at fremme flere af sine dagsordener.

3F har siden 2011 mistet over 40.000 medlemmer. Det store fagforbund fik samtidig en stor del af skylden for, at de stort opslåede trepartsforhandlinger med regeringen og arbejdsgiverne røg i vasken. Det er derfor en rødglødende stol, som den nye 3F-formand Per Christensen har sat sig i.

’Per Cement’, der har fået sit kælenavn på grund af sin fortid hos Aalborg Portland, vil have fat i de unge på erhvervsskolerne og i folkeskolen, så de tidligt kan lære om værdien af et fagforeningsmedlemskab.

- Vi skal systematisere vores arbejde. De lokale afdelinger har haft hver deres tilgang til, hvordan de henvender sig til unge. Vi skal have en fælles politik for, hvordan vi sikrer en tilstedeværelse på alle erhvervsskoler. På kongressen har vi i fællesskab sat nogle mål for, hvordan vi kommer derhen, siger Per Christensen.

Det lyder meget fint – men er jeres problem ikke, at de unge slet ikke ved, hvad de skal bruge en fagforening til?

- Jo, det kan man sige. Derfor har jeg også store forhåbninger til Christine Antorinis folkeskolereform. Det er en udfordring for os, at vi bliver opfattet som en fjern størrelse, der kun er aktuel i konfliktsituationer. Folkeskolen er nøglen til mange af de ting, som vi har efterlyst i lang tid. Der lægges op til, at eleverne skal lære mere om fagforeninger, arbejdsgivere og arbejdsmarkedet i det hele taget. 

En del af eleverne på erhvervsskolerne er kendetegnet ved, at de har det overordentlig svært med undervisning a la ’sid-ned-og-lyt’. Hvordan vil du få eleverne til at høre efter blot ved at sende nogle tillidsfolk ud på skolerne?

- Al kommunikation fungerer bedst, når den foregår mellem ligemænd. Vores folk skal ud og tale om, hvordan tingene er skruet sammen ude i virkeligheden. De skal forklare, hvad vores fællesskab kan.

Per Christensen forklarer, at han er meget bekymret for, hvad det såkaldte Carsten Koch-udvalg fremlægger til efteråret. Udvalget er nedsat af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen til at udarbejde en rapport om indsatsen over for ledige.

- Der er ingen tvivl om, at beskæftigelsessystemet har brug for en bulldozer. Jeg frygter, at bulldozeren bliver til en cykel. Jeg frygter, at der ikke bliver lavet grundlæggende om på indsatsen overfor ledige. Vi mener, at jobcentrene er en klar fejlkonstruktion. Vi vil gerne kigge helt overordnet på strukturen, men det er desværre uden for Koch-udvalgets mandat.

I kom uheldigt ud af forløbet omkring trepartsforhandlinger – hvordan kan du styrke forholdet til regeringen?

- Der er ingen tvivl om, at tempoet på forskellige poli-tikområder gik voldsomt ned, efter trepartsforhandlingerne brød sammen. Her tænker jeg blandt andet på arbejdet med at bekæmpe social dumping og nytænke beskæftigelsesindsatsen. Men jeg er ligeglad med, om statsministeren har høje hæle eller sorte sko. Jeg er selv socialdemokrat, men jeg vil arbejde sammen med alle regeringer uanset farve.

Du lyder ikke som en 3F-formand, der vil forsøge at genoprette det historisk tætte bånd mellem Socialdemokraterne og fagbevægelsen…

- Vi kommer aldrig tilbage til de tider, hvor vi sad i hinandens ledelser. Men vi kan sagtens have fælles interesser lige meget, om regeringen er rød eller blå.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR