Kommunen.dk
MENU

"I politik glemmer man aldrig"

Konstitueringsforløb kan udvikle sig til en uskøn fortælling om brudte aftaler og handel med udvalgsposter. Kommunen har spurgt et par erfarne kommunalkonger, hvordan man undgår panik før lukketid.

"I politik glemmer man aldrig"

Konstitueringsforløb kan udvikle sig til en uskøn fortælling om brudte aftaler og handel med udvalgsposter. Kommunen har spurgt et par erfarne kommunalkonger, hvordan man undgår panik før lukketid.

Socialdemokraten Erik Sørensen fra Frederikshavn havde sat sig til rette i borgmesterstolen i 2009, da SF i 11. time sprang fra en aftale med de røde partier og i stedet pegede på Venstre-manden Lars Mejlvang Møller som ny byspids.

Konstitueringsforløbene i kommunerne får indimellem karakter af ‘de lange knives nat’. Således var vejen til borgmesterposterne i Kerteminde, Helsingør og Nordfyn brolagt med brudte løfter.

SF’eren Brian Pedersen, der er byrådsmedlem og formand for teknisk udvalg i Frederikshavn Kommune, forklarer, at det var frygten for, at en socialdemokrat ville springe fra en aftale, der fik SF til at pege på en blå borgmester:

- Jens Hedegaard Kristensen (S, red.) gik ud lokalt og sagde, at den aftale, vi var i gang med at indgå, var helt forfærdelig. Vi følte, at vi var ved at blive røvrendt, da han sad på det afgørende mandat.

- Så I sprang fra en aftale for at undgå, at nogen sprang før jer?

- Nej, jeg mener, at Jens Hedegaard Kristensen sprang fra aftalen. Vi støttede Venstres kandidat, fordi Socialdemokraterne ikke havde styr på tropperne, siger Brian Pedersen.

Tak for sidst

Erik Fabrin, afgående Venstre-borgmester i Rudersdal og en mand med mange konstitueringsforløb bag sig, mener, at byrådspolitikere skal passe overordentlig meget på med at gentage forhandlinger som dem, de oplevede i Frederikshavn i 2009.

- I politik glemmer man aldrig. Sådan er det, både når det går godt og skidt. Hvis der opstår en mulighed for at sige tak for sidst, så udnytter man den, siger Erik Fabrin, der også har været formand for Kommunernes Landsforening (KL).

Den garvede Rudersdal-borgmester blev i sin tid borgmester i den daværende Søllerød Kommune med opbakning fra blandt andet Socialdemokraterne. På det tidspunkt sad Erik Fabrin på det eneste Venstre-mandat.

- Flertallet før mig havde misbrugt sin magt og indflydelse og var sig selv nok. Jeg taler ikke om korruption. Men det var en konservativ kommune, hvor der ikke var plads til andre synspunkter, siger Erik Fabrin.

- Jeg sad i kommunalbestyrelsen i 12 år, inden jeg blev borgmester. Jeg blev valgt, fordi de stolede på mig, siger den tidligere KL-formand med henvisning til, at god opførsel og respekt for aftaler er centralt i konstitueringsforløbet.

- I alle årene har jeg haft den samme basisgruppe for min konstituering. Socialdemokraterne og De Radikale har i alle årene haft hver sin udvalgsformand. Jeg har fået nogle kanonvalg, hvor jeg har fået absolut flertal, men jeg har valgt at fortsætte med samarbejdet, selvom jeg i princippet ikke behøvede det, siger Erik Fabrin.

Tænk på fremtiden

Socialdemokraten Britta Christensen var fra 1993 til 2007 borgmester i Hvidovre. Hun sad på et massivt socialdemokratisk mandat og i flere omgange absolut flertal. Hun valgte dog i flere omgange at række hånden ud til dele af højrefløjen, selvom venstrefløjen var fast partner i konstitueringsaftalerne:

- Jeg har altid været klar over, at der kom en dag, når jeg var færdig, hvor der skulle være noget at bygge videre på. Derfor tog jeg i 2001 og 2005 De Konservative med i konstitueringen, siger hun.

Bydronningen prøvede at sikre Socialdemokraterne mod dårlige tider.

- Da jeg ville give De Konservative en udvalgsformandspost i 2001, var det ikke alle i gruppen, som forstod hvorfor. Men jeg prøvede at tænke langt og bygge bro til en mulig fremtidig alliancepartner, siger Britta Christensen.

Thorkild Simonsen (S), der var borgmester i Aarhus i knap 16 år, mener, at politikere så vidt muligt bør aftale alt det centrale på valgnatten, så politikerne undgår løftebrud og uhellige alliancer:

- Når valget er overstået, så er det med at blive på rådhuset. Man skal begynde at tale sammen den aften. Hvis man kan aftale hovedlinjerne den aften, er det rigtig fint. Så kan man altid fordele udvalgsposterne dagen efter, siger han og tilføjer:

- Man skal have tillid til hinanden og tale sammen i et ordentligt sprog, selvom man har store politiske uenigheder.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR