Meterhøje gitterporte tårner sig op foran storbypalæer. Bevæbnede sikkerhedsfolk er blevet fast følge på en aftengåtur i Los Angeles’ parker. Pengesedler skifter hænder mellem tiggere og rigmænd i Rio, så deres velhavende familier ikke forstyrres. Med anekdoter, der strækker sig fra Brasilien til Californien, har forfatter Tor Nørretranders sit eget perspektiv på det danske samfund og forholdet mellem rige og fattige: Vores lighedsberømmede Danmark er ingen ø. Selvom fronterne er trukket skarpere op i andre lande, og danskerne lever i et relativt trygt og lige samfund, har vi i det sidste årti bevæget os længere væk fra hinanden. Men distancerede samfundsgrupper og ulighed er en dårlig forretning, ikke kun for dem, der ender med at ligge i bunden, men for hele samfundet, lyder hovedbudskabet i Tor Nørretranders’ nye bog ‘Vær nær’.

- Det er klart, det er synd for de fattige, at de er fattige, men det er også synd for de rige, at de fattige er fattige, for det ødelægger også den rige mands – og hele samfundets – livskvalitet, når man ikke kan færdes afslappet på gaden. Den klassiske diskussion om ulighed er jo, at man synes, det er synd for dem, der ikke har noget. Men man kan jo også forholde sig til diskussionen ud fra, at det er en dårlig forretning for samfundet at have ulighed, lyder Tor Nørretranders' anke mod den nuværende debat om velfærdssamfundet og det sociale sikkerhedsnet.

Særlig arbejdsløshedsdebatten fylder meget, og den handler ifølge Nørretranders beklageligvis om, at det er synd for dem, der ikke har noget, og om, hvordan vi hjælper dem bedst.

- Man ser arbejdsløshed som et slags psykologisk problem om, hvorvidt folk vil arbejde, og hvordan vi sikrer, at folk ikke bliver dovne og ligger på sofaen. Omvendt argumenterer fortalerne for eksempelvis at forlænge dagpengeperioden med, at det er synd for de her mennesker, som må gå fra hus og hjem, siger Tor Nørretranders.

Farvel til flexicurity

Hvad det betyder for samfundet, at sikkerhedsnettets masker er blevet større, og at den højt påskønnede ’flexicurity’-model, der sikrer fleksibilitet for arbejdsgiverne og samtidig sikkerhed for lønmodtagernes forsørgelsesgrundlag, er truet, synes ikke at bekymre beslutningstagerne i samme grad, mener Nørretranders.

For manden, der har beskæftiget sig med såvel sociologi og økonomi som miljøvidenskab siden 1976, er det de store sammenhænge, der mangler i politik i dag.

- Næsten alle de store skridt, som samfundet har taget, har jo ikke været formuleret ud fra en kalkule om, hvem det er mest synd for, eller hvem det kan betale sig at hjælpe. Da vi først begyndte at tale om begreber som flexicurity, velfærdsstat, miljøbeskyttelse – og endnu længere tilbage om sundhedsvæsenet og skolevæsenet – var det ud fra sådan noget gammeldags noget, man ikke bruger mere, som hedder politiske visioner.

Gaveøkonomi

Visionerne og drømmene repræsenterer en positiv politik i modsætning til den negative politik, som retter sig mod at løse konkrete problemer, lappe huller og slukke ildebrande. Men den positive politik, som Tor Nørretranders mener skal gøre et samfunds borgere lykkeligere, gror ikke ud af noget, politikerne kan levere direkte. Den gror ud af os selv.

I virkeligheden lever vi ifølge Tor Nørretranders hverken i en markeds- eller en statsøkonomi. De udgør kun den halve historie. En hollandsk økonom har fundet frem til, at halvdelen af alle de produkter og ydelser, vi fremstiller, foræres væk som gaver. Og det er dem, lige fra måltider i en familie, børnepasning i opgangen til andre uformelle aftaler i dagligdagen, som Tor Nørretranders mener giver størst værdi. Det er civilsamfundet. Men ideen om at bruge civilsamfundet og dets frivillige som en del af budgetbesparelser er en enormt dårlig idé.

- Det, der er kernen, når vi taler kommuner overfor selvforvaltning og civilsamfund, er tillid og risiko. Man skal huske, at hvis man vil engagere borgerne i noget, så må man også give slip på det og løbe den risiko, at de gør noget andet, end man lige havde forestillet sig, siger Tor Nørretranders.

Not In My Back Yard

Det, politikerne skal, er at tilvejebringe platforme for civilsamfundet for eksempel ved at give dem nogle ressourcer og arealer og sige, så må I selv lappe jeres veje eller selv hjælpe jeres gamle til bingospil. Det sværeste ved den opgave er ifølge Nørretranders, at det offentlige i mange årtier har været underlagt en ‘nulfejlskultur’, men den eneste måde at engagere borgerne på er at tillade dem at lave fejl, mener han.

Nærhedsforkæmperen Nørretranders vedgår dog, at regler og serviceniveauer er uundværlige. Men de gør ikke nogen lykkelige. De fællesskaber, som har en opgave og et formål, kan løse problemer, det offentlige ikke kan. Som eksempelvis, når en vindmøllepark, som alle er enige om er den bedste energikilde, skal placeres, og kommunens borgere stiller sig på bagbenene med kampråbet NIMBY (Not In My Back Yard).

- Det er jo meget tankevækkende at se på Samsø, hvor 4000 mennesker forvalter og føler fælles ejerskab for de vindmøller, man har stillet op. Og så på den vindmølleforsøgspark i Thy, som har vakt enorm vrede hos folk, fordi det er noget, som virksomheder eller staten ruller ud. Værdien af folkelig accept skal ikke undervurderes, siger Tor Nørretranders.