En velvoksen og gråhåret mand trådte op på scenen. Den gigantiske skærm bag ham lyste rødt. Forventningen om et vredesudbrud fik folk til at rette sig op, og journalisterne i hjørnet kiggede mod scenen. Nogle lagde endda høretelefonerne fra sig.

Manden var høj, målrettet og klar i sin tale. Manden var Karsten Hønge.

‘Vikaren fra helvede’ tog plads ved talerstolen og begyndte sit indlæg.

Ny optimisme

- Vælgerne tørster efter et parti, der både vil magten og står ved sin identitet. Sådan et parti kan SF blive, og Danmark har brug for SF, sagde Karsten Hønge og roste samtidig sin nye partiformand:

- Med din tale så har du givet ny optimisme, Pia. Og ingen kan være i tvivl om, hvem der forsvarer de arbejdsløse. Det gør SF.

Som han stod der på scenen, var han uden tvivl vred. Vred og frustreret. Så længe han talte om SFs regeringstid. Man kunne spørge sig selv, om det havde været muligt at finde blot én deltager ved landsmødet, der ikke følte en flig af frustration over de sidste års folkesocialistiske nedtur?

Et parti uden lænker   

Men på trods af nedturen talte de fleste om at se fremad. Mere end én gang blev der fra talerstolen udtrykt begejstring over den nyvundne frihed til at tale lige ud af posen. Sygedagpenge, salget af aktier i Dong og optjeningsperioden for dagpenge blev gentagne gange bragt i spil, og flere SF’ere satte en streg under, at kampgejsten er tilbage blandt medlemmerne, som har mødt enorm modgang de seneste måneder.

Den nyvalgte formand, Pia Olsen Dyhr, der i regeringstiden ofte indtog rollen som diplomat, når kompromiser skulle sælges til baglandet, talte blandt andet om dagpengeperioden.

- SF foreslår, at dagpengeperioden permanent forlænges til to plus et år, hvor man gør den midlertidige arbejdsmarkedsydelse permanent og dermed dækker det tredje år uden arbejde. Samtidig skal genoptjeningsperioden ned på 6 måneder igen, sagde Pia Olsen Dyhr.

Flankeret af sporadiske ‘hørt’-tilråb fra salen slog hun fast, at kampen for andre dagpengeregler langtfra er slut.

- Ingen skal være i tvivl om, at SF er klar til holdbare forbedringer på dagpengeområdet. Så mit spørgsmål her i dag er egentligt ret simpelt: Er I også klar, Helle og Margrethe - til at finde en holdbar løsning? spurgte hun.       

Mindre ego

Det virker logisk at forestille sig, at en venlig tanke eller to blev sendt i retning af Jesper Petersen og resten af de nu tidligere SF-profiler, da diskussionen om ego overfor fællesskab blev taget op.

Men trods klare referencer til de nyudsprungne socialdemokrater forblev fokus på partiet. Både tidligere formand Annette Vilhelmsen og Lejres borgmester, Mette Touborg, satte streg under vigtigheden af bedre medlemsinddragelse og evnen til at lære af fortiden.

- Det er samarbejde, der skal bære SF frem. Kompromiser og opbakning er essensen og skal gå hånd i hånd med evnen til erkende fejl og mangler, sagde Mette Touborg. 

Hønge-effekten

Da Karsten Hønge var færdig med sin tale, var hele forløbet omkring SF’s deltagelse i regeringssamarbejdet blevet kritiseret. Grundigt. Men ingen navne blev nævnt.

De to minutter, der var sat af til hver enkelt taler, blev for Hønges vedkommende sluttet af med forsoning. Ros til formanden, et parti med fornyet energi og et parti, der forsvarer de arbejdsløse. Det var ikke den del af talen, der fyldte mest. Hverken retorisk eller i omfang. Men det var den del, vi fik lov til at tage hjem på, de af os, der var til stede i Kolding.

Få øjeblikke efter Karsten Hønges tale ramte de første artikler om talen avisernes hjemmesider. Her blev talen udlagt som en ‘sønderlemmende kritik’ af SF’s regeringstid.

Som et hovedrystende partimedlem udtrykte det under en smøgpause et par timer senere, da de første artikler havde ramt avisernes hjemmesider:

- De tager sgu altid fat i Karsten, når de skal bruge en overskrift.