Alt for ofte bliver der ikke taget hensyn til drømme, håb og ønsker, når en person med psykiske problemer skal hjælpes til at få det bedre. Det hører Mogens Seider igen og igen, når han som formand for Psykiatrinetværket møder personer, der er i behandling for en psykisk lidelse. Selvom der er masser af velvilje til at tage udgangspunkt i den enkelte borger, er systemet ikke indrettet til faktisk at lytte.

- De bliver mødt af sagsbehandlere, der siger: Fortæl os, hvad du har lyst til. Vi er vildt interesserede i at høre, hvad du siger, men den tid, der er afsat til samtalen, er reelt gået, inden borgeren får sig sat til rette i stolen, fortæller Mogens Seider, der oplever, at det er svært at komme væk fra den one size fits all-tankegang, der præger systemet.

Ifølge Mogens Seider er det en typisk tankegang, at hvis man vil hjælpe mennesker til at mestre deres eget liv, så laver kommunen et livsmestringskursus som et pakkeforløb. På den måde bliver medarbejderne underlagt en struktur, hvor det er et livsmestringskursus, man har på hylderne, når en person banker på systemets dør og beder om hjælp.

- Når jeg siger medbestemmelse, er det vigtigt, at det ikke er en gruppe veluddannede kommunalarbejdere, der sætter sig ned og laver de her pakkeforløb. Muligheder og løsninger skal i højere grad skabes sammen med de psykisk sårbare, siger han.

Derfor var valgfrihed og medbestemmelse temaet for årets Psykiatritopmøde d. 7. oktober, hvor brugere, pårørende, frivillige og fagfolk inden for psykiatrien mødtes for at diskutere, hvordan man kan sikre, at borgere og pårørende får større indflydelse på egen behandling.

Gode eksempler
Der er flere gode eksempler på projekter, der tager udgangspunkt i den enkelte borger. I Aarhus har man skabt en storbylandsby, hvor halvdelen af beboerne er tidligere hjemløse eller personer med sociale eller psykiske udfordringer, der bliver visiteret via kommunen, og den anden halvdel kommer fra et boligselskabs venteliste. Storbylandsbyen bygger på ideen om omvendt integration, hvor mennesker med forskellige ressourcer og udfordringer lever sammen i et fællesskab.

Et andet eksempel er et projekt i Aarhus, hvor langtidsledige får 50.000 kroner til at skræddersy deres egen indsats for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Pengene kan eksempelvis bruges på at fjerne en tatovering eller som indskud til at starte egen virksomhed. Ideen bygger på, at de langtidsledige bedst selv ved, hvordan de kommer tættere på arbejdsmarkedet.

Flere steder i udlandet er man langt foran Danmark i forhold til at give psykiatribrugere indflydelse og ansvar for deres egen behandling. I England er personlige budgetter til psykisk sårbare mere udbredte end herhjemme, og en undersøgelse viser, at 80 procent af de personlige budgetter bliver brugt uden for den offentlige sektor.

- Den undersøgelse er interessant, for det tyder jo på, at folk vil have noget andet end det, man traditionelt tilbyder i det offentlige, siger Klavs Serup Rasmussen, der er projektleder på peer-projektet i Region Hovedstaden og arbejder med at synliggøre brugerperspektivet i den recoveryorienterede rehabiliteringsproces i både region og kommuner.

Han peger også på Australien som et foregangsland, hvor borgere med et personligt budget får pengene som fiktive, virtuelle penge, de kan bruge på en online portal, hvor de kan “købe” medlemskab til et værested, plads i samtalegrupper, nye løbesko eller et medlemskab i en yogaklub.

- Spørger du folk, hvad det er, der gør, at de kommer sig, så er det venner og nogle at snakke med. En medarbejder kan ikke give dig venner. Det ville også være mærkeligt, hvis din bedste ven er én, du har fået af kommunen, siger Klavs Serup Rasmussen.

Den store offentlige sektor
I England er skatterne lavere, og den offentlige sektor er mindre. Det peger Karen Mellanby på som én af grundene til, at England er foran Danmark i forhold til at give medbestemmelse og valgfrihed for personer med psykiske vanskeligheder. Hun repræsenterer den engelske non-profit organisation Mind UK, der hjælper psykisk sårbare til at få det bedre. Hun var hovedtaler på Psykiatritopmødet, hvor England blev fremhævet som et forbillede for Danmark i forhold til at styrke brugerens indflydelse.

- Historisk har lokalsamfundene været meget stærke i England, og mit indtryk er, at Danmark har en meget stor og stærk offentlig sektor, som undertrykker behovet for, at civilsamfundet træder til, siger Karen Mellanby.

I stedet for, at der er et offentligt tilbud til psykisk sårbare, er man i England bedre til at få personer med psykiske sårbarheder til at deltage i de aktiviteter, der allerede findes i lokalsamfundet. Her har man eksempelvis succes med at bruge peers - tidligere brugere af psykiatrien - som mentorer, der kan hjælpe med at nedbryde barrierer mellem lokalsamfundets aktiviteter og personer med psykiske problemer.

Betragtningen om, at Danmarks store offentlige sektor står i vejen for valgfriheden og medbestemmelsen, kan Mogens Seider fra Psykiatrinetværket genkende.

- Det er lykkedes os at lave parallelsamfund for de psykisk sårbare, og det må være det offentliges ansvar at tage sig af “de der mennesker”. En af brugerne i vores hus siger: “Vi vil ikke være et akvarium for specielle fisk. Vi vil gerne svømme i det samme hav som alle de andre fisk,” siger Psykiatrinetværksformanden, der også er daglig leder på Fountain House på Østerbro, der er et arbejdsfællesskab og vejledningstilbud for psykisk sårbare.

Kræver kulturændring
Der er bred enighed om, at det giver rigtig god mening at tage udgangspunkt i den enkelte borger. Men det er svært, fordi det kræver en kulturændring. Hele recovery-tankegangen om, at folk med psykiske problemer faktisk kan komme sig, er relativt ny.

- Det handler om synet på, hvad mennesker kan, når de har en psykisk sygdom. Der er stadig mange, der tror, at man ikke kan komme sig. Det er en stor barriere. Det er et kulturelement. Jeg snakker med mange sygeplejersker, der siger: “Ej, hvor har jeg det dårligt. Jeg har indtil for få år siden siddet og sagt til unge mennesker, at de skal være syge resten af livet,” fortæller Klavs Serup Rasmussen.   

Før det blev udbredt at tænke på psykisk sygdom som noget, man faktisk kan komme sig over, gav det god mening, at behandleren indtog ekspertrollen i forhold til borgeren. Nu ved man, at man kan komme sig oven på en psykisk sygdom, og at borgeren selv bedst ved, hvad der skal til for at nå dertil.

- Man er i gang med en svær omstilling. Det er enormt svært, for der er mange traditionelle strukturer og praksisser, som bygger på den gamle tankegang, siger Klavs Serup Rasmussen.

- Jeg tror, at vi lige er startet på den her rejse. Mange kommuner er begyndt at lave en organisering, hvor de har fokus på at få borgeren med på rejsen. Men det lykkes ikke bare sådan lige med et snuptag. Rejsen er da begyndt, og vi er godt i gang. Men der er lang vej igen, siger Mogens Seider.