I politik har outsiderne altid en særlig plads. Det kan være outsidere som Tommy Ahlers, der blev hentet ind på en ministertaburet fra erhvervslivet. Andre politikere som fx Inger Støjberg har aktivt forsøgt at markere sig som en outsider, der står i opposition til det fine selskab på Christiansborg. 

Men mens outsiderne på Christiansborg får masser af opmærksomhed, har outsiderne det svært i lokalpolitik. Sådan lyder en af konklusionerne på et nyt studie fra Aarhus Universitet, Oslo Universitet og Københavns Universitet. 

- Hvis nogen har en fornemmelse af, at visse partier bliver behandlet anderledes og holdes udenfor i lokalpolitik, er det faktisk rigtig nok, fortæller Martin Vinæs Larsen, lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, en af tre forfattere på studiet. 

Undersøgelsen viser blandt andet, at partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti har langt sværere ved at omsætte mandater til formandsposter end Radikale Venstre og Konservative.

Martin Vinæs Larsen peger på, at de to sidstnævnte mange steder har en “forlomme” i forhandlingerne og ved flere valg har fået to-tre gange så mange formandsposter relativt til deres mandater end Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Her er erfaring og tillid afgørende i konstitueringsaftalen. Ved KV17 var der hele 53 forskellige flertalskombinationer bag konstitueringsaftalen – flere af dem i utraditionelle ideologiske  kombinationer, hvilket understreger betydningen af personligheder frem for ideologiske forskelle. 

Andelen af formandsposter til outsider-partierne stiger til gengæld mærkbart, når partiet har siddet i flere perioder med mulighed for at vise sig som en troværdig samarbejdspartner. 

- Hvis partier har siddet i mere end en periode, begynder de at blive lukket ind i konstitueringerne på nogenlunde samme vilkår som andre, siger Martin Vinæs Larsen. 

At Enhedslisten har svært ved at omsætte sine mandater til formandsposter, kan derfor kun til dels forklares med en position som fløjparti. 

- Mens Enhedslisten står ude på fløjen, er Dansk Folkeparti i en position, hvor de kan gå til begge sider. De burde derfor sidde i samme gunstige position som fx Radikale og Konservative. Det handler altså også om andet end bare at ligge i midten af det politiske system. 

Kanterne slibes af

Mange stiller op i politik for at gøre en forskel. Det kan være, at man vil holde liv i en lokal folkeskole eller modsætte sig besparelser i ældreplejen.

Når proteststemmer sender kandidater ind, kan man dog se, at holdninger over tid bliver modereret, viser studiet. Denne moderation af holdninger kan eksempelvis aflæses i kandidaternes svar i diverse kandidattests, som udgives af DR, TV2 og Altinget. 

- Når du kommer udefra, har mange politikere nogle klare idéer om, hvad de gerne vil forandre. Når du så kommer ind i systemet, lærer man, at der er flere nuancer og sider af udfordringen, siger han og fortsætter: 

- Som outsider får man dermed en forståelse for kompleksiteten og ender måske med at moderer sine holdninger. 

På den ene side er det en ekskluderende proces, hvor de etablerede partier i høj grad holder outsiderpartier, som udfordrer status quo, udenfor. Omvendt kan man se det som en inkluderende proces, da flertallet formår at få integreret outsiderne i den store konsensus-dagsorden, forklarer Martin Vinæs Larsen 

I takt med at outsiderne får slebet kanterne af og bliver integreret i den fælles konsensus i kommunen, risikerer de at efterlade et vakuum i byrådet, hvor outsiderne tidligere har repræsenteret borgere, der ønskede forandring. Nu oplever de deres tidligere kandidater som en del af systemet. 

- Hvorvidt det er et problem er op til fortolkning, siger Martin Vinæs Larsen. 

På den ene side er det et udtryk for, at det demokratiske system fungerer, forklarer han; de nyvalgte lærer, hvordan man agerer i politik, og i den proces får de en anden forståelse for tingene og måske også andre holdninger. 

Omvendt kan man frygte, at der er en gruppe af borgere, som føler sig ekskluderet og svigtet, netop fordi det kommunale system kan inkludere og modere de mere ekstreme eller ideologiske stemmer. 

- De borgere kan have en opfattelse af, at der ikke er plads til de kritiske stemmer i byrådet, og at systemet belønner med bestyrelses- og formandsposter for at bakke op om flertallet og ikke lave bøvl, siger Martin Vinæs Larsen.

Det giver så plads til nye partier eller lokallister, som kan protestere, når andre partier har svigtet den opgave. 

Fra outsider til insider

Undersøgelsen er baseret på data fra kommunalvalget tilbage i 1997 og frem til 2017. KV21, hvor blandt andre Emil Blücher landede Liberal Alliances første borgmesterpost, og hvor Enhedslisten blev det største parti i både København og på Bornholm, er derfor ikke med i analysen. 

Martin Vinæs Larsen mener dog, at de tre eksempler illustrerer deres pointer. 

For selvom Enhedslisten fik henholdsvis 23,1 pct. og 24,6 pct. af stemmerne, var det ikke nok til borgmesterposterne, som i stedet gik til Sophie Hæstorp Andersen (S) og Jacob Trøst (K). 

I Solrød sad Emil Blücher tidligere for Venstre siden KV13, før han skiftede til LA i 2017. Ifølge Martin Vinæs Larsen gav det ham mulighed for at vise sig som en kandidat, der kunne det lokalpolitiske spil og indgå aftaler, der ikke har været for farvet af ideologi. 

- Han repræsenterer et ideologisk parti, men har jo vist i sin tid i byrådet, at han ikke vil styre kommunen i en ekstrem ideologisk retning, vurderer Martin Vinæs Larsen. 

Han understreger, at det ofte handler om meget kommunespecifikke forhold og historik, og at det derfor er svært at konkludere, at Liberal Alliance med borgmesterposten i Solrød nu har rykket sig fra at være et outsiderparti til at blive en del af establishmentet. 

Det afhænger af den enkelte kommune. Derfor mener Martin Vinæs Larsen, at det også er uforudsigeligt, hvordan Moderaterne og Danmarksdemokraterne vil blive taget imod i forhandlingerne på valgnatten. 

- Moderaterne er i denne kontekst et specielt parti, fordi de er bygget til at have de afgørende mandater. Jeg tror dog ikke, at den position nødvendigvis kan oversættes til borgmester- og formandsposter, fordi de ude i kommunerne har mange ukendte kandidater, som ikke har optjent erfaringen eller tilliden endnu. 

Danmarksdemokraterne står i den omvendte situation. Partiet slår sig op som outsider og udfordrer status quo, men har til gengæld mange byrådsmedlemmer med masser af erfaring fra fx Dansk Folkeparti. Derfor fremstår Danmarksdemokraterne både som et protestparti og som et parti med masser af erfaring fra lokalpolitik.  

Martin Vinæs Larsen gentager derfor sin pointe fra tidligere: 

- Det handler ikke bare om, hvor man ligger i det politiske spektrum, men om at have demonstreret, at man kan det lokalpolitiske spil, siger han.