”Politikerne scorer point på fødevareskandaler”
”Politikerne scorer point på fødevareskandaler”
Forbrugerne er taberne, når politikere profilerer sig på fødevareskandaler og lover at bekæmpe hestekød, salmonella og listeria, for samtidig skærer de fødevarekontrollen sønder og sammen, mener fødevareekspert Orla Zinck, der er formand for den europæiske sundhedsorganisation European Health
Foundation.
Man kan ikke bebrejde politikerne for at ville gøre det bedre i en sag med 13 døde, svarer Socialdemokraterne, men Orla Zinck mener, at politikere generelt forsøger at profilere sig på enkeltsager. Fødevareområdet er ingen undtagelse.
- Her prøver man at lave sagsbehandling for at score politiske point på fødevareskandalerne, siger han.
For når der opstår en fødevareskandale som det aktuelle udbrud af listeria, er løsningen alt for ofte at lave kampagnekontrol på det område, skandalen udspringer af, mener Orla Zinck.
- Det rykker ikke en pind – kun her og nu, hvor man kigger på en bestemt produktgruppe. Men så går der fem år, før man kigger på området igen. Fødevarekontrol og fødevaresikkerhed handler ikke om kampagner, men om det lange, seje træk, forklarer han.
Han forstår ikke, hvorfor Folketinget for eksempel valgte at spare et uafhængigt kontrolorgan væk, Fødevarekontroludvalget, der kontrollerede Fødevarestyrelsens arbejde og ofte kritiserede det.
Udvalgets medlemmerne var blandt andet udpeget af Forbrugerrådet.
- Man har skåret fødevarekontrollen sønder og sammen. Politikerne har for eksempel accepteret, at virksomhedernes egenkontrol er det bærende princip. For siden kontroludvalget blev fjernet, er der ingen, der har kigget Fødevarestyrelsen over skulderen, siger han.
Ikke populisme
Socialdemokraternes fødevareordfører Orla Hav er ikke enig i, at fødevarekontrollen er offer for voldsomme besparelser, eller at virksomhedernes stærkt kritiserede egenkontrol og samarbejde med Fødevarestyrelsen ikke virker.
- Jeg har forståelse for, at man skal kigges efter i sømmene, og at man har nogen, som holder øje med, om systemet er godt nok. Men jeg vil ikke gå derfra til helt at forkaste synspunktet om, at fødevareleverandørerne ikke har en fælles interesse med myndighederne i at levere god kvalitet. Det ville være synd at smide det princip over bord, siger han.
”Fødevarekontrol og fødevaresikkerhed handler ikke om kampagner, men om det lange, seje træk.”
Orla Hav mener heller ikke, at han og kollegerne på fødevareområdet forsøger at score billige point på listeria-skandalen
- Jeg synes ikke, man kan bebrejde politikerne, at de i en sag, hvor 13 personer er døde, går ud og siger, at vi er nødt til at gøre det bedre. Det er ikke populisme, men et udtryk for, at vi ønsker at sikre, at fødevaresystemet fungerer, siger Socialdemokraternes fødevareordfører Orla Hav.
En af dem, der var hurtigt ude i pressen for at markere sig, efter listeriaudbruddets omfang kom frem, var Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen.
- Jeg var kritisk i pressen, fordi jeg ikke havde fået en orientering om sagen, men fandt ud af det gennem pressen. Og derfor spurgte jeg, hvor ministeren var henne i sagen. Men jeg mener, vi lige nu oplever en ansvarlighed på den politiske scene, siger han.
I år skal Folketingets partier blive enige om et nyt fødevareforlig, og her skal politikerne være varsomme med at lade sig rive med af fødevareskandaler som listeriaudbruddet, mener Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet Tænk.
Men det er logisk, at aktuelle sager påvirker den førte politik, mener Venstre og Socialdemokraterne.
- Selvfølgelig vil listeria være med på blokken, når vi skal se på, hvilke emner der skal tages fat på i det kommende fødevareforlig. Men vi skal gå efter sagen og ikke efter billige politiske point, understreger Erling Bonnesen.
Listeria vil være i fokus i forhandlingerne, forklarer Orla Hav.
- Ligesom hestekød spillede ind i forhandlingerne sidste gang, vil listeria spille ind denne gang, forklarer han med henvisning til hestekødskandalen, der ramte Europa i 2013. Sagen startede med, at de irske fødevaremyndigheder fandt hestekød i hamburgere. I Danmark blev der blandt andet fundet hestekød i en række færdigretter.
Behov for basiskontrol
I hestekødsagen mener Orla Zinck også, at den danske Fødevarestyrelse reagerede for sent, ligesom det var tilfældet i listeriaskandalen.
- Dengang havde man ikke fantasi til at forestille sig, at snyd med hestekød kunne ske i Danmark. Og det er netop problemet med Fødevarestyrelsen, at virksomhedernes egenkontrol samtidig aldrig er kommet en fødevareskandale i forkøbet, siger han.
Og det kan gå galt, når man effektiviserer fødevareområdet og samtidig fokuserer på kampagnekontrol på for eksempel listeriaområdet, advarer Camilla Udsen.
[blocks-anywhere id="b9353c980045d8ac"]
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.