Kommunen.dk
MENU

Politikere i Randers skal godkende optagelse af lån i schweizerfranc

Som led i en ny finansiel strategi skal økonomiudvalget i Randers fremover godkende optagelse af lån i schweizerfranc. En stor sejr mod spekulationslån, mener SF. Ren populærpolitik, mener borgmester Henning Jensen Nyhuus (S).

Politikere i Randers skal godkende optagelse af lån i schweizerfranc

Som led i en ny finansiel strategi skal økonomiudvalget i Randers fremover godkende optagelse af lån i schweizerfranc. En stor sejr mod spekulationslån, mener SF. Ren populærpolitik, mener borgmester Henning Jensen Nyhuus (S).

Byrådet i Randers har nu skærpet reglerne for at optage lån i schweizerfranc.

”Det her er en sejr for alle os, der gerne vil have en sikker og fornuftig kommuneøkonomi,” siger byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen (SF) om ændringerne.

Skærpelsen betyder, at økonomiudvalget fremover forudgående skal godkende optagelse af lån i schweizerfranc, ligesom der fremover skal være et rentespænd på minimum 1,5 procentpoint, før lånet kan optages.

Borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) deler ikke begejstringen fra SF. Han ser vedtagelsen som ren symbolpolitik.

”Det er ren populærpolitik. Vi er også tidligere blevet orienteret om det. Nu er det så bare blevet vedtaget som et punkt, at det skal forbi vores bord,” siger han.

Klart politisk valg

For et par måneder siden stillede SF et forslag om stop for spekulationslån, men trak forslaget tilbage, så det kunne indgå i arbejdet med en ny finansiel strategi. Selv om ændringen er mindre radikal end det oprindelige forslag, er Kasper Fuhr Christensen godt tilfreds med kompromiset og afviser al snak om symbolpolitik.

”Jeg synes, der er vældig meget substans i det, fordi reglerne er blevet skærpet så meget, at der i hvert fald skal et klart politisk valg til, før man nu kan gå ud og gamble med det her,” siger han.

Henning Jensen Nyhuus understreger, at kommunens lån fra 2003 og 2005 stadig er en god forretning i dag, og han stiller sig i det hele taget skeptisk over for, at økonomiudvalget skulle være klogere end økonomerne i forvaltningen i spørgsmål som disse.

Kasper Fuhr Christensen mener, at kursudviklingen er helt uforudsigelig, og at lån i schweizerfranc derfor slet ikke bør foregå i en kommune.

”Lån i schweizerfranc er spekulationslån, der hører mere hjemme på et kasino end i en kommune,” siger han.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR