Vi kender alle billederne af de små, nuttede babysæler, som bliver slået i hovedet af sælfangere med store kæppe. Greenpeace og andre organisationers massive kampagner for 30 år siden har den dag i dag brændt sig fast i den brede offentlighed.

Det er der intet nyt i. Men hvorfor kaster udenrigsminister Martin Lidegaard (R) sig nu ind i kampen for det grønlandske sælskindsmarked? Hvorfor går politikere lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten sammen i en tværpolitisk gruppe for at redde den grønlandske sælskindseksport? Og hvad får Ellen Trane Nørby fra Venstre til at dukke op til hofbal hos dronningen iført grønlandske gevandter?
Det er der særlig to årsager til:

En ny rapport fra Verdensnaturfonden har slået fast, at den grønlandske sælfangst - modsat den norske og den canadiske - både er et forsvarligt og et biologisk bæredygtigt erhverv.

Den anden årsag er, at hver tredje sælfanger har drejet nøglen om på ganske få år. Eksporten af sæl er faldet med 90 procent siden EU’s forbud mod import af sælprodukter i 2009. Og selvom der samme år blev vedtaget en såkaldt Inuit-undtagelse, der tillod grønlænderne at sælge sælskind, er eksporten kun gået en vej: Nedad.

At vende en supertanker
Udenrigsministeren vil nu arbejde for en oplysningskampagne, så EU's forbrugere og detailhandel får tilstrækkelig viden om Grønlands sælfangst. Udenrigsministeren erkender dog, at:

- Det er en sag, hvor vi internationalt ofte står isoleret. Vi er oppe imod en meget stærk modstand baseret på årtiers negative kampagner. Det er den supertanker, vi sammen prøver at vende, forklarer Martin Lidegaard.

Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti mener dog, at Udenrigsministeriet gennem flere år er kommet med pæne tilkendegivelser, uden at der af den grund er sket noget i sagen.

Martin Lidegaard mener ikke, at det er en fair kritik. Han forsvarer sig med, at man fra dansk side i årevis har lagt mange kræfter i at forsvare og forklare den grønlandske sælfangst.

V efterlyser handling
Ellen Trane Nørby (V), som er med i det tværpolitiske initiativ, hilser udenrigsministerens nye udtalelser om hjælp til sælindustrien velkommen. Men hun tilføjer også, at der nu skal konkret handling bag ordene:

- Inuit-undtagelsen fungerer kun på papiret – men ikke i praksis, fordi der er en meget stor berøringsangst overfor sælskind i det hele taget, så der er stadig et de facto-forbud i EU, siger Ellen Trane Nørby.

Medlem af Grønlandsudvalget og det tværpolitiske initiativ Lisbeth Bech Poulsen (SF) mener, det er altafgørende med en oplysningskampagne. En kampagne skal udstille forskellen mellem grønlandsk og canadisk sælfangst:

- En oplysningskampagne om sælfangst bør alt andet lige betyde, at salget af sælskind, hvor sælen er blevet skudt af fangere, vil stige, mens salget af skind fra sæler, der har lidt eller er druknet ved netfangst, vil dale.