Sociale medier har i dag så stor indflydelse på det politiske system, at det har store konsekvenser for både politikere og journalister – på godt og ondt.

I dag spredes politiske historier som en steppebrand på de sociale medier, hvor tweets og eller løsrevne citater fra Facebook ofte kan ende med at blive ophøjet til nyhedshistorier i både de trykte og de elektroniske medier.

Og Twitter, Facebook og LinkedIn er ikke længere nichemedier for politiske journalister, når de skal opsnuse og opsnappe nye vinkler til artikler. De er ofte hovedkilden til en lang række historier, som vi får ind i stuerne, i brevkassen eller foran computeren.

Den sociale mediecyklus

En ny undersøgelse fra kommunikationsbureauet Burson-Marsteller taler sit tydelige sprog: 88 procent af journalisterne bruger sociale medier til at samle informationer til deres artikler.

75 procent bruger sociale medier til at distribuere deres nyheder. 67 procent bruger sociale medier som ekstra nyhedskilder.

Det hæsblæsende tempo i nyhedsformidlingen på alle tænkelige platforme er med til at erodere den politiske kultur, hvor det at fatte sig i korthed og i skarpe vendinger i dag er en forudsætning for at kunne sætte og forfølge en politisk dagsorden. Og her passer 140-tegns Twitter-kulturen glimrende ind i den politiske verden, hvor skarpskårne citater og budskaber skal ud over rampen hvert femte minut på de politiske redaktioner.

Vorherre bevares og kors

I dag kan en kommentar fra en politiker slå langt hårdere igennem end lanceringen af lovforslag. Eller en gammel selvmodsigende statusopdatering kan hives op af skuffen og bruges som politisk ammunition eller mudderkastning. Tænk bare på Mette Frederiksen, der for to år siden på Facebook skrev dette om nedsættelse af selskabsskatten: 'Vorherre bevares; Nu vil VK også sænke erhvervsbeskatningen. Håbløst.' Det blev hurtigt gjort til historien om historien og fjernede fokus fra vækstplanen.

Det gik heller ikke stille for sig, da SF’s medlem af Folketinget Pernille Vigsø Bagge skrev: 'Ny pave. Kors i r... Hvad mon hun hedder?' på sin Facebook-væg, da valget var faldet på pave Frans. Og hun var langt fra den eneste, der udtalte sig skarpt om det nye pavevalg.

Også ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) og hans partifælle udviklingsminister Christian Friis Bach var ude med riven og gav så megen genlyd i medielandskabet, at det fyldte mere end selve historien om pave Frans.

Det er blot et par eksempler på, at tweets eller statusopdateringer ikke lever et isoleret liv på de sociale medier, men at politikernes enkeltstående udsagn bliver taget ud af en sammenhæng og tages til indtægt for en given politisk linje. Det er ikke alene med til at forenkle og forsimple indholdet i den politiske debat, men kan også få politikerne til at gå i flyverskjul og blive sparsomme med at komme med udtalelser på de sociale medier. Som kulturminister Marianne Jelved skrev for nylig på Facebook:

'Der er sket en helt ny drejning af medierne, fordi Facebook og Twitter kan bruges af alle – også professionelle mediefolk, der kan tage en enkelt sætning ud af sin sammenhæng og på minuttet sende den sætning ud i cyberspace (…) Det kaldes et citat, der sættes ind i en anden kontekst, og vupti, så er der en ny konflikt osv. Inden vi politikere holder en tale, må vi vurdere hver sætning for dens potentiale for en ny medieskabt historie.'

Forvrænger billedet

Medieudviklingen går dog begge veje og har stor betydning for både politikerens og journalistens arbejdsmetoder og kommunikation til deres publikum.

Uanset hvilke fordele og ulemper opbruddet i mediebilledet har for journalisterne og politikerne, har det stor betydning for nye medievaner, hvordan politiske historier bliver til, og ikke mindst for måden, vælgerne opfatter politik på.

De sociale medier er med til at forvrænge billedet af, hvordan politik bliver fremstillet. Men det er ikke ubetinget negativt. Det kan rent faktisk øge interessen for politik – ikke mindst blandt den yngre del af vælgerkorpset.