Plejehjem sjusker med medicinering
Plejehjem sjusker med medicinering
Det er langtfra givet, at plejepersonalet er opmærksomme på at udlevere den rigtige medicin til den rigtige patient på landets plejehjem. En stikprøveundersøgelse viser, at der i otte procent af tilfældene var uoverensstemmelse mellem det angivne antal tabletter på medicinskemaet og antallet af tabletter i doseringsæskerne, som udleveres til patienterne. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens rapport over plejehjemstilsynet i 2009.
”De alvorlige fejl sker ofte i forbindelse med medicinhåndteringen, fordi konsekvenserne af en forkert medicinering kan være alvorlige. De bliver typisk begået af personalet, fordi de forventer, at andre håndterer det – og så bliver det bare ikke gjort,” siger embedslæge i Region Syddanmark Henrik Kirkeby. Plejehjemmene får anmærkninger, hvis de ikke har indarbejdet ordentlige procedurer og faste arbejdsgange og begår fejl i forbindelse med dokumentation, korrekt mærkning og udlevering.
Kan ikke helt undgå fejl
Projektleder Mirjana Saabye fra Ældre Sagen mener, at det er kritisabelt at sjuske med medicinen.
”Det er et stort problem, at der år efter år er problemer med medicinhåndteringen. Forkerte medicindoser øger risikoen for, at patienten bliver syg og må indlægges. Især fordi der i forvejen er tale om svækkede patienter med højt medicinforbrug,” siger Mirjana Saabye.
Anna Lise Wagner, embedslæge i Region Hovedstaden, mener ikke, at fejl helt kan undgås:
”Vi skal helst ikke have de alvorlige fejl og mangler på nogen af vores plejehjem. Det burde ikke forekomme. Men jeg tror aldrig nogen sinde, vi helt kan undgå fejl i en sektor, der handler om mennesker,” siger Anna Lise Wagner.
Glæder sig til næste tilsyn
Henrik Kirkeby mener, at det vigtigste er, at fejlene bliver rettet.
”Det er ikke de samme plejehjem, der optræder i den uheldige del af statistikken gang på gang. De fleste får påpeget en fejl, og så retter de op på den,” siger Henrik Kirkeby.
Et af de plejehjem, der i 2009 ikke levede op til kravene, var omsorgscentret Solgården i Frederikssund Kommune. Leder for Solgården, Gitte Grass, fortæller, at procedurerne efterfølgende er blevet ændret:
”Vi har indført et nyt journalsystem og undervist personalet. Desuden er der nu tilknyttet sygeplejersker, som personalet altid kan henvende sig til i tvivlsspørgsmål,” siger Gitte Grass.
Et opfølgende tilsyn i april 2010 viser, at Solgården har fulgt Sundhedsstyrelsens anvisninger.
”Nu glæder vi os ligefrem til næste tilsyn,” siger Gitte Grass. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.