I

  Kina er dygtighed i skolen en vej til succes. I Danmark kan dygtighed i skolen være en kilde til social eksklusion.

I en tv-udsendelse får en dansk pige tårer i øjnene, da hun fortæller, at hun er den bedste i klassen. Hvad sker der lige for det? 

På den anden side af jordkloden sidder en kinesisk dreng og fortæller med glæde, at han har en ambition om at blive nobelprismodtager. 

Det er tankevækkende i hvert fald set i en kontekst af global konkurrence om arbejdspladser. Er det janteloven, der råder i de danske skoler? Er det janteloven, der gør, at vores børn får svært ved at gøre sig gældende i den globale konkurrence om arbejdspladser?

Folkeskolen – eller grundskolen – er til debat i disse tider, og vel med god grund. For hvordan skaber vi egentlig de bedste forudsætninger for at sikre de nye generationers fremtid? 

Det er en svær opgave, for vi kender jo ikke fremtiden. Vi aner dybest set ikke, hvad de skal være i stand til at kunne, for vi kender jo ikke fremtiden. I Kina vælger de den disciplinerede vej med mange timer, stringent arbejde og mange tests og opgaver. Og det resulterer i et højt bundniveau. 

I Danmark kunne man fristes til at mene, at vi har en mere laissez-faire-tilgang til udmøntningen af læringen. Og bundniveauet i Danmark er måske ikke helt så højt. 

Om vi nu er til Kina-modellen eller Danmark-modellen, så må man jo sige, at set med samfundets øjne er det en fordel at have et højt bundniveau fra starten af skolegangen. Spørgsmålet er bare, hvordan man opnår det uden at give køb på netop de værdier, som vores folkeskole bygger på. Når vi ikke kender fremtiden; når vi ved, at børn har forskellige forudsætninger for læring; når vi ved, at unge vælger uddannelse med hjertet og ikke ud fra, hvad der vil være mest fornuftigt eller rationelt – hvad skal vi så indrette skolen efter? 

Alle tre ting er uforudsigelige parametre. Fremtiden, individets talent og følelser – meget mere uforudsigeligt bliver det vist ikke. Så hvordan indretter vi skolen, så vi alligevel sikrer, at hver enkelt elev opnår mest mulig læring?

Vi ved godt, at vi er nødt til at være både kreative og innovative i Danmark for at kunne klare os i den globale konkurrence. Men kreativitet og gode ideer holder muligvis ikke hele vejen, hvis vi ikke også har vores grundkom-ptencer i orden. Vi kender jo selvfølgelig alle historien om den self-made iværksætter-millionær, der både var ordblind og kom fra en socialt belastet baggrund, men den gode idé reddede ham. 

Men helt ærligt: Hvor mange findes der lige af dem? Vi kan nok ikke basere vores uddannelsessystem på, at alle ordblinde fra en socialt belastet baggrund går rundt med gode ideer.  

Uddannelse er ikke nødvendigvis vejen frem for alle, men vi skylder som minimum at sikre, at grundskolen gør det muligt at få den.

Det lægger jo et overordentlig stort ansvar på grundskolen, for skal den så også varetage sociale forhold? Skolen skal ikke nødvendigvis være et socialt tilbud, men i skolen skal man lære at navigere og agere ud fra egne forudsætninger og tilegne sig viden derfra, hvor man står. Men det kræver jo, at nogen ser, hvor det er. 

Kierkegaard har sagt det for lang tid siden: “At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Måske det kræver længere skoledage. Måske det kræver mere tværfagligt samarbejde i undervisningstilbuddene: pædagoger og lærere, der arbejder sammen. Måske det kræver en anden tilrettelæggelse af undervisningen, eller noget helt fjerde eller femte. Jeg ved det ikke – jeg er ikke lærer eller pædagog. Men jeg ved og kan se, at der ligger en overordentlig stor opgave foran os, hvis de fremtidige generationer skal blive klar til den fremtidige globale arbejdsplads.

Og så har vi alle et ansvar for ikke at være så forskrækkede over talent og dygtighed – janteloven har aldrig været særlig befordrende for ret meget. Derimod har den klassiske dyd, ydmyghed, hjulpet mange. Ikke blot til at passe ind i forhold til fællesskabet, men i højere grad i forhold til at forholde sig ydmygt til opgaven. Klogest er den, der ved, hvad han ikke ved, sagde Sokrates, og det er vel den ydmyghed, der gør, at vi altid forholder os nysgerrigt og åbent til at lære endnu mere og undersøge endnu flere veje. Det skaber kreativitet, men uden fordømmelse af talentet og evnerne hos den enkelte. 

Vi skal ikke have børn, der græder, fordi de er dygtige. Vi skal have børn, der forholder sig nysgerrigt, åbent, ydmygt og fordomsfrit både til egen læring og til andre mennesker.