Danmark danner bagtrop i Norden, når det kommer til kommunal ligestilling. Særligt andelen af kvindelige borgmestre ligger væsentligt under nabolandene mod nord, og det skyldes ifølge eksperter, at partierne placerer kvinderne for langt nede på opstillingslisterne. 

”Partierne kan forøge kvinderepræsentationen, hvis de vil, og de kan også bare vaske deres hænder og gøre ingenting. For det er jo dem, der bestemmer, hvor højt oppe på listerne mænd og kvinder er placerede,” siger professor ved Stockholms Universitet, Drude Dahlerup. Hun opfordrer de danske partier til at kigge mod Norge og Sverige, hvor partierne frivilligt har opstillet kvoter for andelen af opstillede kvinder og mænd. I Sverige opererer de fleste partier for eksempel med et princip om, at hver anden kandidat på stemmesedlen skal være kvinde.

Forestillingen er en mand

Og på den anden side af sundet taler statistikkerne da også deres tydelige sprog. Her er 43 procent af kommunalpolitikerne kvinder, mens Danmark ved sidste kommunalvalg slog sin egen rekord ved at indsætte 32 procent kvinder. Og mens Danmark har 15 procent kvinder i borgmesterstolene, er andelen i Sverige 29 procent.

Valgforsker på Syddansk Universitet, Ulrik Kjær, fremhæver også partiernes ansvar for at bryde med idéen om en nogen-og-halvtreds-årig mand som bærer af borgmesterkæden. 

”Forestillingen om, at borgmesteren er en mand, lever langt ind i de store borgmesterpartier. Og så længe man ikke ændrer noget i de partier, så sker der ikke noget,” siger han.  

Det kommer af sig selv

Drude Dahlerup forklarer Danmarks efterslæb på ligestillingsområdet med, at ligestillingsdebatten har ligget brak siden starten af 1990’erne. Inden da eksperimenterede både SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten med kvoteordninger, men i dag har ingen af partierne fastsat centrale retningslinjer for kønsfordeling. Det er derimod op til de lokale partiforeninger at bestræbe sig på at opstille en ligelig fordeling af mænd og kvinder.

Ligestillingsordfører hos Socialdemokraterne, Rasmus Langhoff, er dog åben for at tage debatten op igen, og han er positivt stemt over for den svenske opstillingsmodel.

”Jeg synes, det er et udmærket princip, partierne i Sverige har taget til sig. Det håber jeg kan være til inspiration for det socialdemokratiske bagland,” siger han, men understreger dog, at han ikke mener, det er noget partierne skal diktere fra centralt hold.

Ulrik Kjær tror dog ikke, at kønskvotering har nogen fremtid i Danmark. 

”Det strider mod manges oplevelse af, at man ikke skal blande sig for meget i vælgernes beslutninger, og kvinderne gider heller ikke sidde der og være ‘den mindst dårlige kvinde’. Det passer dårligt med vores mentalitet,” siger han.

Den mentalitet står i skærende kontrast til den svenske måde at forholde sig til ligestilling. Og det er ifølge Drude Dahlerup en afgørende årsag til, at Danmark halter efter Sverige.

”I Danmark er den herskende diskurs, at ligestilling kommer af sig selv, og at den i øvrigt allerede eksisterer. Det ville ikke være legitimt at sige i Sverige. Her er udgangspunktet, at der er lang vej til ligestilling, og at man må arbejde hårdt for den,” siger hun.