Der findes ikke noget forkromet overblik over danske lokalpolitikeres kampagnebudgetter i forbindelse med kommunalvalget. Det er nemlig som i landspolitik kun støttebeløb over 20.000 kroner, som partierne behøver oplyse om.

Kommunens rundspørge, hvori 71 medlemmer af byrådene i landets 10 største kommuner  har deltaget, viser dog, at der er markante forskelle på, hvor mange penge de enkelte partiers kandidater har, og hvor meget de bruger af egen lomme.

Politikere fra Venstre (V) og De Konservative (K) er mest ved muffen, men de bruger også flere penge fra deres private økonomi i valgkampen. John Engelhardt, V-borgmester i Glostrup, oplyser, at 50-60 procent af hans kampagnebudget er fra egen lomme.

- Det kommer fra husholdningsbudgettet så at sige, siger han.

Engelhardts kampagnekroner bliver i øjeblikket brugt på Facebook-annoncer, og når valgkampen bliver intensiveret, skal der også skydes en del kroner efter avisannoncer og brochurer.

- Jeg har også tidligere haft kontakt til nogle professionelle kommunikationsfolk, men jeg har måttet konstatere, at det er for dyrt for de fleste borgmesterkandidater. Det er svært at finde 50.000 kroner til den slags, siger John Engelhardt.

Hos Socialdemokraternes og Venstres partisekretærer er der enighed om, at den igangværende kommunalvalgkamp tegner til at blive dyrere end i 2009, men ingen vil dog fortælle, om de selv regner med at bruge flere penge end sidst.

- Jeg oplever absolut, at Venstre har flere penge denne gang, men jeg tror ikke, at vi kommer til at bruge væsentlig flere penge end sidst, siger Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby.

Pap og papir

I Kommunens undersøgelse svarer 35 procent af de adspurgte, at 51-100 procent af kampagnebudgettet er egne penge. Da kandidaterne i meget lille udstrækning køber rådgivning, er konklusionen, at valgplakater, flyers og brochurer stadig er blandt de store udgiftsposter i en valgkamp.

Der er dog ikke meget, der tyder på, at det klassiske valgkampsgrej har den store effekt i forhold til at stjæle stemmer fra andre partier, siger Rune Stubager:

- Valgplakater rykker særlig noget indenfor partiet, men meget lidt udadtil. Det er værd at overveje, om det er hensigtsmæssigt, at kandidater med mange ressourcer kan komme fremad på partiets egen liste på den konto. Men omvendt har eksempelvis spidskandidaterne i de store byer alt andet lige nemmere ved at skaffe kampagnemidler.

Professor i statskundskab Kasper Møller Hansen, der sammen med professorkollegaen Jens Hoff har undersøgt politikernes økonomiske formåen ved kommunalvalget i 2009, forklarer, at erfaringen viser, at pengepungen ikke er altafgørende.

- Pengene betyder relativt lidt. Det betyder noget, hvad de bliver brugt til. Socialdemokraterne er så at sige danmarksmestre i frivillighed. De har enormt mange hjælpere lokalt. Det er en ressource, som penge ikke kan kompensere for. Pengene afgør kun marginalerne, men ikke valget, siger han.

Politikken er stadig i centrum, når borgerne skal stemme lokalt, mener Kasper Møller Hansen. Der er dog et særligt behov for ekstra markedsføring af de politiske kandidater i storbyer som Aarhus og København, da der ligger en særlig udfordring i byernes mange tilflyttere.

- De to byer er meget anderledes end resten af landet. Vælgersegmenterne forandrer sig på grund af den store tilflytning. Mange stemmer for første gang i kommunen og møder derfor et helt nyt politisk hold. Derfor kan kandidaterne have et behov for at fortælle deres historie flere gange, siger Kasper Møller Hansen.

Pengene fra partiet

Den socialdemokratiske borg-mester i Assens, Finn Brunse, oplever, at borgerlige kandidater ofte har nemmere ved at få støtte fra private donorer og virksomheder, mens socialdemokrater er afhængige af partiskatten, hvor de lokalvalgte betaler mellem to og fire procent af den løn, som de får som enten borgmester eller byrådsmedlem.

- Vi har ikke rigtig nogen kontakter i erhvervslivet. Hele mit valgbudget kommer fra partiskatten. Der er faldet en del penge bort, efter at arbejderbevægelsens egne organisationer stoppede med at uddele midler for en del år siden, siger Finn Brunse.

Assens-borgmesteren er ikke i tvivl om, at Venstre i denne valgkamp satser meget hårdt på at få lokal succes på baggrund af partiets store landspolitiske opbakning i meningsmålingerne.

- Venstre satser rigtigt meget nu. Det kan jeg mærke. De har fået nogle ekstra midler, siger Finn Brunse med henvisning til de såkaldte erhvervsklubber, der kan operere med støtte, som ikke skal indrapporteres:

- Jeg tror, at det er nogle penge, som lægges i en fælles kasse og så kanaliseres videre.

Den beskrivelse vækker genklang hos Lars Midtiby:

- Der er ingen tvivl om, at Venstre får enormt store beløb ind og nærmest har sat det i system at omgå 20.000- kroners-reglen. Derfor er det svært at gennemskue, hvor mange penge Venstre får fra blandt andet olieindustrien.

Claus Søgaard-Richter, partisekretær i Venstre, mener ikke, at moderpartiet skal blande sig i, hvor store bidrag Venstres lokalpolitikere får fra privatpersoner eller virksomheder.

- Der er en helt skæv opfattelse af, hvor mange penge Venstre får fra alle mulige bidragydere. Virkeligheden er, at vi får ganske få penge, siger han og tilføjer:

- På lokalt plan interesserer vi os for, hvor mange penge kandidaterne har, men ikke hvor pengene kommer fra. Vores lokalpolitikere får ikke noget fra Venstres erhvervsklubber, og hvad de ellers får fra venner eller virksomheder, ved vi ikke noget om.  

Ugebrevet A4 lavede i 2012 en opgørelse over private bidrag til rød og blå blok. Heraf fremgik det, at de borgerlige partier i 2011 modtog 61 millioner kroner, mens partierne til venstre fik 21 millioner kroner.

Hos Venstre er der nogle vælgerforeninger, som har indført partiskat, men det er noget, som besluttes lokalt, fortæller Claus Søgaard-Richter.

Da Kasper Møller Hansen sammen med Jens Hoff undersøgte de forskellige kandidaters økonomi ved kommunalvalget i 2009, fandt de frem til, at en Venstre-stemme var den billigste med en pris på 2,40 kroner. En radikal stemme var dyrest med en pris på 45,30 kroner. En socialdemokratisk stemme kostede til gengæld 7,30 kroner.

Opgørelsen indeholder dog en stor usikkerhed, da private donorer og bidrag fra virksomheder eller erhvervsklubber ikke indgår. Partiernes egne udgifter til valgkampen indgår i udregningen, hvilket får eksempelvis prisen på en socialdemokratisk stemme til at stige, da de penge, der inddrives via partiskatten, bruges i valgkampen. Til gengæld fremgår det ikke, hvor meget eksempelvis Venstre får fra erhvervsklubber og lignende.

Glem bidragsloft

De lokale byrådsmedlemmer i Kommunens stikprøve ønsker ikke at indføre noget officielt loft over, hvor mange penge en kandidat må bruge i sin valgkamp. Således siger 76 procent af de adspurgte ‘nej tak’ til et bidragsloft.

- Vi har ikke nogen tradition for at regulere det ret hårdt, og der er allerede en lang række smutveje udenom, som partierne ikke virker ret interesserede i at ændre på, siger Rune Stubager.

Christian Elmelund-Præstekær, lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, mener ikke, at danske politikere oplever et behov for at regulere kampagnekronerne, da beløbene stadig er små i lokalpolitik.

- Den danske lovgivning omkring kampagneøkonomi har altid været meget afslappet. Hvis politikerne ville regulere mere, så kunne de nemt gøre det med lovgivning. Men jeg tror ikke, at de føler noget behov for det, da vi ikke oplever astronomiske beløb i valgkampe, som man ser i USA, siger han.

Argumentet fra flere lokalpolitikere er, at det vil være for svært at lave et bidragsloft, der ikke kan omgås:

- Det giver ikke mening med et loft – det kan man ikke håndhæve. Der vil altid være nogle, som er kreative, og regler, der ikke kan håndhæves, skal ikke eksistere, siger Dan Arnløv Jørgensen, byrådsmedlem (K) i Vejle Kommune.