Overborgmester livsfarligt såret af højreradikal knivstikker
Overborgmester livsfarligt såret af højreradikal knivstikker
”Jeg gør det for jeres børn.”
Således skal Frank S. have råbt, kort efter han havde bedt om en af de roser, som overborgmesterkandidat Henriette Reker delte ud i Köln på den sidste valgkampsdag. Derpå trak gerningsmanden en jagtkniv og stak den 58-årige politiker i halsen.
En politimand i civil overværede tilfældigvis episoden. Ved forsøget på at overmande gerningsmanden blev yderligere fire personer såret, herunder en anden lokalpolitiker og Rekers personlige assistent. Under anholdelsen skal gerningsmanden ifølge magasinet SPIEGEL have sagt ordene "Merkel, Reker, oversvømmelse med flygtninge."
Efter overfaldet blev det overvejet at udskyde valget. Samme aften lød meldingen dog, at Henriette Rekers tilstand var stabil. Alle partier ønskede derfor et lokalvalg, hvor "overbevisning og ikke medlidenhed" skulle afgøre det politiske billede i millionbyen. Valgdeltagelsen endte på kun 40 procent; fra intensivafdelingen kunne Henriette Reker senere erfare, at hun med hele 52,7 procent af stemmerne havde opnået absolut flertal i den chokerede by.
Hyldede Rudolf Hess
Om gerningsmanden Frank S. er det kommet frem, at han i løbet af 1990'erne har deltaget i mindeoptog for nazisten Rudolf Hess, været medlem af en stærkt nationalistisk forening og i de seneste år vakt opsigt med fremmedfjendske kommentarer på internettet. Ifølge tysk politi handlede det sig om en "målrettet og bevidst gerning ud fra fremmedfjendske motiver". Drabsforsøget på Henriette Reker har vakt stærk debat i hele Tyskland. Som uafhægig har hun især ført valgkamp på løfter om at rydde op i lokale byggeskandaler og forvaltninger samt at forbedre indkvarteringen og integrationen af flygtninge. Selv har hun netop en fortid som leder af Kölns sociale myndigheder, hvor hun har været ansvarlig for anbringelsen af de mange flygtninge, der pt. kommer til byen.
Radikalisering af protesten
Angrebet falder i en tid med en stigning i antallet af højreradikale angreb på og trusler mod politikere. Samtidig er den højrenationalistiske Pegida-bevægelse atter i stærk vækst. Ved sidste uges Pegida-demonstration i Dresden var der blandt andet opstillet to galger til "Tysklands to største landsforrædere", forbundskansler Merkel og vicekansler Gabriel – for mange politiske kommentatorer endnu et tegn på en radikalisering af sproget og symbolikken overfor tyske politikere.
Lederen af partiet De Grønne, Katrin Göring-Eckardt, talte direkte om Pegidas ”medansvar” for angrebet i Köln.
– Det feje attentat i Köln er endnu et bevis på den tiltagende radikalisering i flygtningedebatten, lød det samstemmende fra den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière, der er "rystet over det hadske sprog og de voldelige aktioner, som flygtninge, hjælpere, frivillige og politikere oplever".
Også fra den tyske paraplyorganisation for kommuner, Städte- und Gemeindebund, lyder der bekymrede røster.
– Kommunalpolitikere har brug for bedre beskyttelse, udtalte organisationens direktør Gerd Landsberg til TV-stationen ARD.
– Vi må beskytte retsstaten med en nul-tolerance-linje. Det kunne helt konkret betyde, at straffeloven skærpes, for eksempel ved stalking af politikere.
I Köln er det endnu uvist, hvornår Henriette Reker kan udskrives fra sygehuset og dermed indtage posten som overborgmester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.