Vandkantsdanmark. Udkantsdanmark. Den Rådne Banan. De pressede lokalsamfund og stædigt affolkede provinsbyer mangler ikke kæle- og øgenavne. Men de mangler måske flere talerør. Musikeren Allan Olsen elsker egentlig storbyer, men alligevel har hans tekstunivers fået mange til at udpege ham til udkantens stemme. Det forstår man efter få minutter i selskab med den nordjyske musiker. Han mener nemlig, at det politiske etablissement ligefrem arbejder på at afvikle livet udenfor landets større byer.

- Ovenfra har man gjort alt, hvad man kan, for at aflive lokalsamfundene. Man har lukket skoler, hospitaler, biblioteker og jernbanestationer. Man har lukket alt ned ud fra regnearkslogik. Man kan næsten få fornemmelsen af, at de mennesker, der tager de her beslutninger, er irriterede over, at det ikke er gået hurtigere med at få affolket Danmark og folk flyttet ind til byerne, siger Allan Olsen med henvisning til folketingspolitikerne og Djøf-segmentet, som han ikke har høje tanker om:

- De bor selv i byen, og de kan ikke forstå, at alle folk ikke synes, at det mest fantastiske er at gå ind og drikke caffe latte.

Sekundær virkelighed

Sangeren oplever et politisk system, der er så optaget af sin egen økonomiske logik, at fremtiden foregribes. Det kommer specielt til udtryk i debatten om udkantsområdernes overlevelse.

- Hele den debat er allermest udtryk for den medie- og meningsdannelseskultur, som vi lever under i Danmark i dag. Der er flere og flere cand.polit.'er, cand.oecon.'er og journalister, der som et konglomerat af magthavere sidder og tegner et billede af hvad Danmark er, og hvad Danmark skal være. Det kunne være meget godt, hvis det byggede på visioner, men det gør det ikke. Det bygger på regneark. På penge og kolonnetænkning, siger han.

- Hver gang den slags mennesker ser nogle strømninger i et samfund, så maler de en virkelighed op, så det ser ud som om den allerede er der. Det oplever vi hele tiden.

Allan Olsen mener, at samtidens politiske klasse er så indoktrineret i en gængs tankegang om bylivets personlige og økonomiske lyksaligheder, at virkeligheden ofte blot er i vejen.

- Lige i øjeblikket oplever vi det på den økonomiske front. Regnedrengene er gået i gang med at snakke krisen ned. Man siger, at den er slut. Det gør man for at få forbruget i gang. Ved at snakke krisen ihjel får man folk til at forbruge, og så går krisen i stå. Det handler om selvforståelse. Den slags mennesker, den litterære klasse, har en selvforståelse, der er urban og bypræget. Det drejer sig om Aarhus og København, hovedsagelig København, siger han.

Ulven er tilbage

Allan Olsen stammer fra Frederikshavn, men han har efter eget udsagn ikke boet der “i 40 år”. Han har boet i Aarhus i mange år og samtidig dyrket bylivet. Og han er overbevist om, at mange af de politikere og embedsmænd, der er med til at nedprioritere udkantsområderne til fordel for byerne, vil savne lokalsamfundene mest.

- De små flækker og områder, som man påstår er ved at forsvinde, affolkes ganske vist. Det, man skal huske, er, at inden den affolkning, der måske tager 30 år, er forbi, så er der sandsynligvis kommet en ny trend, hvor Djøf’erne er begyndt at flytte på landet. Inde i byerne er de allerede ved at brække sig over sig selv og hinanden. I løbet af få år vil latte-segmentet trække væk fra Aarhus og hovedstadsregionen. Når de forsøger at flytte ind i de områder, der før var udkant, så vil de opdage, at ulven er flyttet ind.

Ulven ... sådan bogstaveligt talt?

- Ja. Ulven er kommet tilbage som et udtryk for, at der er plads til den, men også som udtryk for, at vi efterhånden lever i en så velordnet, kedelig og gennemkontrolleret kultur, at der skal være en modvægt. Der vil opstå en urkraft af modvægt og liderlighed, fordi vi er så PISA-ramte og optagne af, om vores hund må bade i Vesterhavet. Det er ren yin og yang. Når en kultur er så ynkelig og fantasi- og idéforladt, så vil der automatisk opstå en modvægt. Derfor er ulven kommet tilbage.

Så Djøf’erne er i færd med at ødelægge en del af kulturen, som de ender med at efterspørge?

- Netop. Det, folk vil efterstræbe de næste 50 år på hele kloden, det er rent vand, frisk luft og ro. Det bliver de store ressourcer.

Udkanten er stædig

Allan Olsen er overbevist om, at det særkende, som trives i forskellige lokalsamfund på tværs af landet, vil overleve, selvom affolkningen fortsætter og lokaløkonomien stagnerer. Han bruger hjemstavnen Frederikshavn som eksempel. Her lukkede skibsværftet Danyard, der udgjorde byens største arbejdsplads, i 1999, mens byen også mistede mange turister, da det toldfrie salg mellem Sverige og Danmark ophørte.

- På papiret er byen gået fallit, men den er ikke død i det indre. De mennesker, der bor der, knækkes ikke. Det kan godt være, at der er en dårligere økonomi blandt folk, men grundsubstansen er så stærk, at den overlever. Man ved, at man lever langt væk fra centralmagten i et fattigt og udpint hjørne af landet, så man har et overlevelsesgen, der gør, at man finder på noget andet. Der er ingen ynk. Folk laver måske lidt flere sorte penge for at overleve, men de er der stadig, siger han.

Musikeren savner en værdsættelse af de ressourcer, der ikke bunder i streng økonomisk logik. Han mener, at det på længere sigt skader vores evne til at tænke innovativt, hvis vi ikke har politikere, der har visioner og tør sætte deres politiske liv på spil for deres ideer.

- Den slags mennesker, jeg taler om, går hurtigt gennem skolen, hurtigt gennem gymnasietet og hurtigt gennem universitet eller handelshøjskolen. Uden nogensinde at røre ved mennesker eller ved problemer. Det er en meget skrøbelig race. Første gang de møder problemer, så vælter de, siger han og tilføjer:

- Folkeskolen er bygget til middelklassens pæne piger. Alle, der stikker ud fra det, kommer galt afsted. Muhammed og Ali og alle ballademagerne og damp-børnene, der blev kørt ud på et sidespor i tredje-fjerde klasse, er måske dem, der kunne tænke lidt ud af boksen efter en universitetsuddannelse. Einstein ville aldrig have klaret sig i den danske folkeskole. Han var blevet diagnosticeret lige med det samme.

Nødvendighedens politik

Så den ensretning, som du oplever i uddannelsessystemet, forplanter sig til den måde vi tænker om udkanten?

- Vi har fået et diagnosesamfund, der er løbet af sporet. Udkanten skal også diagnosticeres. Jeg tror, at det er, fordi vi ikke længere tør diskutere de store spørgsmål. Vi vil hellere diskutere, om hunde må bade i Vesterhavet. Politikerne er ikke interesserede i at have en ideologi eller en sag. De er interesserede i at have magt. Og de er interesserede i at fastholde den via deres netværk, spindoktorer og embedsmænd. Først når de har fået magten, begynder de at beskæftige sig med, hvad de skal bruge den til.

Allan Olsen vil ikke ind på, hvor han står partipolitisk, men han oplever, at politikerne ender som rene forvaltere.

- Så er det, som Preben Wilhjelm siger, at vi får et samfund, hvor der føres den “nødvendige politik”. Det er lige meget, hvem der sidder i regering. Det nødvendiges politik er ingen politik. Det er forvalteri. Om venstrefløjen eller højrefløjen er ved magten, er lige meget, hvis man fører nødvendighedens politik.

Musikeren mener, at danskerne skal kigge indad. Vi er nemlig ved at blive ligesom det ‘forbuds-Sverige’, som vi ellers elsker at lave grin med: Et sted, hvor man gennem love detailstyrer alt for at fremelske perfekte mennesker:

- Jeg læste, at man ville have indført feministisk snerydning i Stockholm. Man havde regnet sig frem til, at snerydning favoriserede midaldrende mænd. Den slags har vi altid grinet ad, men det er den vej, vi selv går.