Det var måske alligevel med en vis forventning, jeg begyndte at bladre årgang 1968 af Kommunen igennem. Jeg har været misundelig på 68’erne, for dem ved alle, hvem er. 1968 er  et fænomen. Vi, som er fra første halvdel af 80’erne, er til gengæld forblevet rimelig anonyme. 

Et omskifteligt år

Var det så en avisårgang præget af det store opbrud, vi forbinder med 1968? Nøgne borgmestre i rundkreds, der synger ’Kumbaya’? Ja,  det kunne have været morsomt, men Kommunen dette år er egentlig ikke anderledes fra andre år. 

Det er sandt, ude i verden var man på barrikaderne i Paris og Prag, der var krig i Vietnam, kup i Chile og mord på Martin Luther King, Malcolm X og RFK … men  alt det var jo aldrig kommunale problemer (hvad kommunerne nok har været godt tilfredse med).

Deres avis holdt sig til at løse de mere jordnære opgaver, nemlig at orientere om udviklingerne på det kommunale område. Ikke altid lige sexet, men altså nødvendigt. Omvendt kunne det dog også blive for småt, alting taget i betragtning, i hvert fald ifølge en læserbrevsskribent fra dengang.

Skam over Skamstrup

Et kommunalt initiativ i Skamstrup under Holbæk Amt handlede om at få anlagt fortov gennem den ”idylliske og maleriske landsby”, og det rejste modstand blandt de lokale. En gammel skamstrupper, 81-årige Sofus W. Christensen, der i 1904 var emigreret til Amerika, forsøgte at perspektivere: 

”Alle nutidens store problemer, krig i Vietnam, uro i Korea og Berlin, negeroptøjer med brand og plyndring, angreb på vor kære dollar og kapløb til månen er for ingenting at regne, når vi nu hører, at I skal ha’ fortov i Skamstrup. Jeg har aldrig hørt noget lignende – fortov i Skamstrup!” 

Sofus W. Christensen var en prisværdig mand, der lod høre fra sig, når diskussionen ikke ramte den rette balance mellem de store linjer og det alt for trivielle. Han råbte op, og dagens læsere bør gøre det samme, hvis de mener, fokus ligger forkert. Artikler, analyser eller klummer, i 1968 eller i 2010, vi er klar til at høre fra læserne. Så ugens billede fra svunden tid kan passende være en reklame for samtaleanlæg fra Kommunen i 1968. 

Winter of love

Men når der var mere fortov end oprør i Kommunen i det oprørske år, så er det alligevel også relateret til, at 68’erne ikke kun er defineret ved, hvad der skete samme år, hvor Richard Nixon i øvrigt vandt i USA, gaullisterne i Frankrig og de borgerlige i Danmark. 1968 handler reelt om, hvad generationen opnåede over længere stræk. 

Først som voksen fandt jeg ud af, at 68’erne havde en demografisk fordel over for os andre. De var den største generation, vi var den mindste. Hvordan dælen gør man oprør under de vilkår? Det er sikkert allerede for sent nu, hvor vi  skal til at tjene penge til efterløn og pensioner til alle 68’erne. Jeg må virkelig sige: Vi 27-årige kan OGSÅ være bange. Og skrive mange, lange­, bange klummer.