Spoles tiden to år tilbage, var billedet noget anderledes i dansk politik. Her stødte man f.eks. på overskrifter som 'De Konservative i frit fald', fordi Lene Espersen kun kunne samle 7-8 procent af stemmerne. Nu kæmper hendes efterfølger Lars Barfoed med at holde partiet på den rigtige side af spærregrænsen. Allerede for to år siden talte man om, at Villy-effekten var på retur. Men det var, fordi han var gået fra 19 til 16 procent i meningsmålingerne. Nu ligger en groggy Søvndal på omkring 6-7 procent. Margrethe Vestager, der nu har en nøgleposition i regeringen og må betegnes som en af de største politiske succeser i øjeblikket, stod for to år siden midt i en krise og kunne kun få opbakning fra 3-4 procent af vælgerne.   

Vælgerne skøjter rundt

Det går stærkt i dansk politik, vælgerne skøjter troløst rundt på det politiske landkort og finder det politiske tilbud, der på dagen passer bedst til dagsformen. Derfor må vi også forvente at meningsmålingerne ser noget anderledes ud om de 2-3 år, der nok går, før vi skal i stemmeboksen igen. Så selv om det ser godt ud for Løkke og co., kan billedet være markant ændret om et par år. Derfor må det også inderst inde bekymre Løkke, at oppositionen har meget svært ved at finde fælles fodslag.

Enighed og samarbejde internt i blokken har nemlig vist sig at være helt nødvendigt for at vinde valg. Det så vi i forbindelse med VKO-succesen op igennem 00'erne og med Thorning-Søvndal-alliancen ved sidste valg. Hvis vi bevæger os over Øresund, har et stærkt sammenhold også været en væsentlig ingrediens for de svenske borgerlige i forhold til at presse et ellers stærkt Socialdemokrati væk fra magten. Bevidstheden om, at det er vigtigt at have en stærk og samlende opposition, har Løkke da også. Det var derfor, han som det allerførste efter valgnederlaget samlede de borgerlige partier på Marienborg for at udarbejde en plan for, hvordan man kunne stå stærkt og samlet i oppositionen. 

Ingen vil lege med Løkke

Men Løkkes plan må siges at være gået helt i vasken. Dansk Folkeparti er allerede nu gået solo og er begyndt at bruge deres mandater på at stemme for de dele af regeringens politik, som de godt kan lide, også selv om de andre borgerlige ikke vil være med. I den kommende tid vil man kunne stille uret efter, at hver gang Enhedslisten truer med at stemme nej til finansloven, vil der maksimalt gå et par timer, før Pia Kjærsgaard er ude med en melding om, at hun da godt vil stemme for finansloven, hvis hun får lidt i godteposen. Dansk Folkeparti har tydeligvis valgt at gå enegang og lade deres mandater arbejde, frem for at lægge dem op i hængekøjen hos Venstre. De har valgt en strategi, hvor de satser mere på at få realpolitisk indflydelse end at afsende borgerlige symbolpolitiske signaler. 

Liberal Alliance er helt åbne om, at de heller ingen interesse har i at stå for tæt med de øvrige borgerlige partier. Det kom blandt andet frem, da de kørte en annoncekampagne, der direkte var rettet mod Lars Løkke og kaldte ham for en socialdemokrat. Liberal Alliance har en klar interesse i at have kant til de øvrige borgerlige, så de kan bibeholde rollen som protestparti. Begynder de at indgå i et tæt samarbejde, vil de hurtigt blive overskygget af Venstre. Det er Samuelsen og co. helt bevidste om, og derfor er der ingen udsigt til, at de vil indgå et mere formelt samarbejde med Løkke.  

Venstre skaber ubalance 

De Konservative står midt i overlevelseskamp, hvor de har nok at gøre med at finde ud af, hvem de selv er, og hvordan de redder stumperne. En af deres egne forklaringer på krisen er, at de er blevet klemt i de mange års VKO-samarbejde. Deres profil er blevet udvisket, og de har ikke været gode nok til at fortælle omverdenen om, hvad det vil sige at være konservativ. Så noget af det sidste, partiet har brug for, er at indgå et tæt samarbejde med de andre borgerlige. Det er Venstre og Liberal Alliance, der har 'stjålet' alle deres vælgere, som de nu skal have tilbage. Så Løkke kan heller ikke forvente sig den store samarbejdsvillighed fra den kant. 

Løkkes mission om at samle oppositionen er gået i vasken, og paradoksalt nok har Venstres vælgersucces altså været med til at skabe en ubalance, der gør det endnu sværere at samle den borgerlige opposition. I stedet for at have en opposition, der går pænt i takt, står han med en opposition, der danser solodans i alle retninger for at imponere vælgerne. Og det bliver ikke let for Løkke at samle dem. For hans borgerlige venner ved godt, at det kan gå stærkt i politik, og at den rigtige strategi kan kapre mange af Løkkes vælgere inden næste valg.