I en fjern fortid - da jeg var en knægt, der stadig gik i skole – prøvede jeg landarbejderens hårde hverdag. Vi er tilbage i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, pengene var små, og skoleinspektøren havde stadig et spanskrør på sit kontor, der blev brugt til at give uvorne unger svidende rap i bagdelen.  

I skoleferierne skulle der tjenes lommepenge, og der hvor jeg boede, var tulipan- og gulerodsmarkerne på Lammefjorden muligheden. De store bønder ansatte gerne de billige skolebørn til at brække hovederne af tulipanerne, så løgene kunne udvikle sig, senere tage dem op af jorden, og i efterårsferien tage gulerødder op af den kolde jord, der dér tidligt om morgenen kunne have en skorpe af rimfrost. 

Så lå man dér på sine ømme og kolde knæ og kunne knap skimte enden på den lange række. Det var hårdt og monotont arbejde, der virkede, som om det aldrig blev færdigt. Det var alene udsigten til den brune pose med ugens indtjening i klingende mønt, der fik en til at holde ved.

Vi skolebørn arbejdede side om side med voksne landarbejdere, der tjente til livets opretholdelse som daglejere. De var dengang mange, og deres vilkår ikke misundelsesværdige. En af dem, en stor rødmosset kvinde, imponerede med sit navn, Lunda Severone Hansen. 

Jeg har en klar erindring om, at deres situation påvirkede mit drengesind. Jeg følte mig deprimeret og desperat ved tanken om, at sådan kunne ens voksenliv komme til at forme sig. Så det ligger mig fjernt at idyllisere den tid, men jeg husker blandt andet den varme og generøsitet, der herskede i de arbejderhjem, nogle af mine skolekammerater kom fra. Og jeg husker, hvordan der var individer i den lille stationsby, der faldt helt uden for det normale, men som alligevel blev tolereret og betragtet som medlem af fællesskabet – om end lidt i periferien. 

Som ’den blå murer’. Han var en umådelig tørstig mand og dybblå i ansigtet, så det udgjorde en iøjnefaldende kontrast til det hvide murertøj, han altid gik i. Han var aktiv i den lokale ’Boldklubben’ – selvsagt ikke som spiller, men som praktisk mand, der blandt andet sørgede for at kridte fodboldbanerne op. Der var jo til tider lidt slinger i valsen, når han kom skubbende med kridte-maskinen. Det gav lidt buler på sidelinjen, men han blev ikke sat i en særlig gruppe af mindreværdige borgere. 

Så kom maskinerne, der kunne klare det hårde arbejde. Triumf! Et menneskehedens fremskridt, der skulle befri os fra det hårde og usunde slid. Lunda var befriet og de gode tider blev med socialdemokraternes ord bedre. Dengang var der stadig økonomer og politikere, der troede på at disse fremskridt skulle bruges til at befri mennesket fra arbejdet og skabe grundlag for et helt andet samfund. Men hvad skete?

Her cirka 50 år senere er vi dér, hvor en filosof i den aktuelle debat om udskuddene, de arbejdssky, nasserøvene, de asociale, svindlerne, der dræner den fælles kasse, føler sig foranlediget til at kalde det danske samfund en arbejdslejr, der fratager de anderledes deres menneskelige værdighed og elementære rettigheder – som for eksempel at kunne bevæge sig frit eller afvise at arbejde, hvis arbejdet for eksempel synes at have som eneste formål – at arbejde. 

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. At være på arbejdsmarkedet, er blevet en guddom, som ingen ved sine fulde fem vil anfægte. At tjene penge – gerne flere end man kan bruge – er blevet en af de mest respektindgydende aktiviteter. At eje mere og mere er blevet et helligt mål i sig selv. Dansen om guldkalven går lystigt. Diskussionen om, hvad meningen egentlig er, hvad det er for et samfund, vi ønsker, er væk.

Så breder en epidemi sig. Når man har meget, bliver man åbenbart umådelig bange for at miste noget. En radar, vokser ud af hovedet på den syge – en radar der døgnet rundt afsøger omgivelserne efter nogen der stikker ud, nogen der skal afklapses, nogen der snyder eller har en forkert holdning, mens politikerne kappes om at finde på nye krav og sanktioner. 

Og når der viser sig problemer – når grådigheden har taget overhånd og maskinen løber varm og begynder at hoste, så er der kun én medicin: Vækst – mere arbejde, mere forbrug, alle ind på én række og tærsk og udstødelse til dem, der ikke retter ind og accepterer guddommen. 

”Et samfund, der kun definerer borgernes værdi ud fra, hvad de yder, ender med at se dem, der ikke yder, som undermennesker, sagde filosoffen og provokatøren Arno Victor Nielsen i kølvandet på opstandelsen over Dovne Robert.

Ganske vist var Robert ikke videre heldig med sine formuleringer, men hans budskab var – ud over at håne guldkalven – at han ikke vil tage et arbejde, hvis det er på bekostning af hans menneskelige værdighed. Under krigen blev arbejdsløse arbejdere af danske politikere tvunget til at tage arbejde i det nazistiske Tysklands krigsindustri – for hvis de nægtede at arbejde, skulle de heller ikke have understøttelse. Så kunne de ikke være medlem af fællesskabet. Men det er jo mange år siden.