Kommunen.dk
MENU

Olsen Dyhr: Sammenhæng i hele landet – undtagen på Bornholm

Togfondens milliarder skal skabe sammenhængskraft med kollektiv trafik i hele landet, men Bornholm er udeladt fra transportministerens danmarkskort

Olsen Dyhr: Sammenhæng i hele landet – undtagen på Bornholm

Togfondens milliarder skal skabe sammenhængskraft med kollektiv trafik i hele landet, men Bornholm er udeladt fra transportministerens danmarkskort

Ingen togspor, ingen fondsmidler. Sådan lyder rationalet fra Transportministeriet, der i præsentationen 'Togfonden og den kollektive trafik – styrket sammenhæng i hele landet' helt har udeladt Bornholm. Klippeøen er endda 'forsvundet' fra ministeriets danmarkskort, der viser, hvordan togfondens mange milliarder skal udmøntes i infrastruktur for hele landet.

- Det er faktisk lidt utroligt, at man fra statslige myndigheders side begynder at trykke kort, hvor Bornholm slet ikke figurerer, siger borgmester Winni Grosbøll (S), der var med, da transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) forleden præsenterede det Bornholm-løse danmarkskort ved en konference i Ingeniørernes Hus.

- Vi er jo vant til at blive placeret mange forskellige steder på danmarkskortet, men det, vi kan se nu, er, at vi glider helt ud af ministeriernes planlægning. I dette tilfælde planlægger man for 30 milliarder kollektiv infrastruktur, og så nævner man overhovedet ikke Bornholm, siger Winni Grosbøll.

Pia Olsen Dyhr afviser, at der skulle være tale om en forglemmelse:

- Når Bornholm ikke er en del af aftalen og derfor heller ikke med på kortet, skyldes det ganske enkelt, at der ikke er en toginfrastruktur til stede på Bornholm, og at IC Bornholm jo kører gennem Sverige, skriver hun i et svar til Kommunen.

Nej til billigere færge
Danish Crown har netop varslet lukning af et slagteri i Rønne, og den økonomisk trængte regionskommune står derfor til at miste 200 job – en af en stribe virksomhedslukninger gennem årenes løb, der sammen med den relativt store fraflytning fra øen tegner et dystert billede af Bornholms fremtid.

Winni Grosbøll mener, det ville være rimeligt, at en del af fondens midler gik til den bornholmske færgetrafik og til en lavere billetpris for tilrejsende turister og erhvervslivet.

- Det er jo ikke en bro eller en tunnel, vi beder om, siger hun.

Transportministeren afviser dog, at færgetrafikken vil få tilført flere midler:

- Vi gør meget for den kollektive trafik på Bornholm. Vi må ikke glemme, at staten faktisk bruger cirka 200 millioner kroner i år alene på færgebetjeningen af øen. Den årlige bevilling blev hævet fra cirka 150 millioner kroner i 2011 til cirka 200 millioner kroner i 2012. Derudover går en del af statens udgifter til DSB til driften af IC Bornholm. Staten betaler også for driften af Bornholms Lufthavn, skriver Pia Olsen Dyhr.

Transportministeren planlægger nu et møde med de svenske trafikmyndigheder for at sikre kortere rejsetider med IC Bornholm. Samtidig vil hun undersøge, om rejsende kan få bedre mulighed for at medbringe cykler på turen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR