En forståelse. Det var, hvad KL med nød og næppe fik tilkæmpet sig i 11. time, inden regeringen præsenterede sin Vækstplan DK i februar. Og selv om 2013 langt fra er forbi, er det ikke for tidligt at udnævne regeringens og KL’s ’forståelse’ til en nyskabelse, der set i bakspejlet vil stå tilbage som markør for et væsentligt brud med business-as-usual i det økonomiske samspil mellem regering og kommuner.

Pludselig stod det klart, hvordan den europæiske krisestyring griber ind dansk udgiftspolitik og med ét kortsluttede de velkendte forhandlingslinjer. Tiltrædelsen af EU’s finanspagt har betydet, at afgørende elementer i økonomiaftalerne definitivt er løftet ud af den traditionelle etårige forhandlingcyklus og i stedet indlejret i regeringens mere langsigtede økonomiske politik.

En fod i døren
Det var en forudsigelig konsekvens af budgetloven og de dertilhørende udgiftslofter, som udmønter finanspagten i dansk lovgivning. Men realiteterne syntes alligevel at komme bag på KL, da det rygtedes, at regeringen med Vækstplan DK ville skære toppen af kommunernes serviceramme.

En tilsvarende øvelse blev gennemført ved sidste års økonomiforhandlinger, hvor et lavt budgetniveau for 2012 førte til en reduktion af servicerammen på knap 2 mia. kr.
Men til forskel for dengang kom regeringens prioritering gennem Vækstplan DK nu til at danne bundlinje for de udgiftslofter, som sætter rammerne om kommunernes økonomi helt frem til 2017.

I sidste øjeblik fik KL sat en fod i døren til regeringens interne forhandlingslokaler og opnåede visse indrømmelser. Det handlede ikke kun om at sikre en bund under de kommende års udgiftslofter.

For KL var det også afgørende at signalere, at regeringen ikke uden videre kan træffe beslutninger med så store konsekvenser for den kommunale økonomi uden at tage kommunerne med på råd.

KL på sidespor
KL og regeringens fælles forståelse foregreb ikke blot de nuværende økonomiforhandlingerne ved på forhånd at fastlægge de økonomiske rammer for service- og anlægsudgifter i 2014.
Den gjorde det samtidig klart, hvad det vil sige, at disse rammer fremadrettet er underlagt udgiftslofter, som vedtages af Folketinget.

For det første bliver økonomiforhandlingerne mindre centrale for den overordnede tilrettelæggelse af de offentlige udgifter, når de økonomiske rammer i vid udstrækning er fastlagt på forhånd.

For det andet gøres væsentlige beslutninger, som traditionelt forhandles mellem KL og regeringen, i højere grad til et anliggende mellem regeringen og Folketinget.

Fremtidens forhandlinger
Det er på den baggrund en smule paradoksalt, når forståelsen nogle steder omtales som en ’mini-økonomiaftale’. Forståelsen er først og fremmest et udslag af, at beslutningerne om de overordnede økonomiske rammer reelt er pillet ud af økonomiforhandlingerne.

I stedet går forhandlingerne mere og mere i detaljen med udfordringer og planer på forskellige fagpolitiske områder, hvor der også er masser rum til armlægning.

I det lys har forståelsen umiddelbart mere til fælles med den to og en halv sides aftale, der i 1979 blev indgået mellem regeringen og de kommunale parter og i praksis grundlagde aftalesystemet.

Det er nok at tage munden for fuld at spå det tidlige forårs forståelse en lige så væsentlig fremtid. Men også regeringens Vækstplan DK har en udløbsdato, og mon ikke der så kan blive brug for en ny forståelse med KL.