Økonomiske restriktioner er en afgørende årsag til, at anbringelser bryder sammen. Det dokumenterer Det Nationale Forskningscenter For Velfærd (SFI) i en nyligt udgivet rapport, der afslutter et flerårigt forskningsforløb med fokus på årsagen til sammenbrud i anbringelser af unge.

Rapporten konkluderer, at spørgsmålet om ressourcer i forvaltningen og økonomien til anbringelser er nogle af de få områder, som dokumenterbart spiller ind på sandsynligheden for, at anbringelser bryder sammen.

”Vi kan se, at økonomiske begrænsninger kan betyde, at det er svært at finde en egnet anbringelse til at starte med, og at ellers velfungerende anbringelser bliver afbrudt, fordi de er for dyre. Samtidig betyder skiftende sagsbehandlere og forvaltninger, der er presset på tid og faglige ressourcer, at risikoen for sammenbrud øges,” siger undersøgelsens forskningsleder, Tine Egelund.

I undersøgelsen bruges sammenbrud som en indikator for kvaliteten i indsatsen, fordi stabilitet, kontinuitet og tilknytning til voksne spiller en afgørende rolle for anbragte børn og unges udvikling.

Tine Egelund har fulgt anbringelsesområdet tæt gennem mange år. Og hun ser undersøgelsens resultat som et tegn på, at der sker et skred, hvor fagligheden taber terræn over for økonomistyringen.

”Der er nu begyndt at dukke eksempler op på det i forskningen, uden at sammenhængen dog er forskningsmæssigt dokumenteret. Men vi forskere sidder jo ikke bare i et elfenbenstårn, vi kender området. Og det er min personlige overbevisning, at økonomien betyder noget i forhold til kvaliteten i anbringelser,” siger Tine Egelund.

Undersøgelsen peger også på, at det normale skolesystem kan have svært ved at håndtere unge med højlydt og indimellem også voldsom adfærd. Resultatet synes at være, at skolerne sender bolden videre til det sociale system og lader andre håndtere problemerne.