Kommunen.dk
MENU

Øresund slap for kloakvand - i sidste øjeblik

Teknik- og miljøborgmester beder Hofor vente med at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund.

Øresund slap for kloakvand - i sidste øjeblik

Teknik- og miljøborgmester beder Hofor vente med at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund.
Forsyningsselskabet Hofor skulle i den kommende uge have udledt 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund, men udledningen bliver nu udskudt til efteråret.
Forsyningsselskabet Hofor skulle i den kommende uge have udledt 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund, men udledningen bliver nu udskudt til efteråret.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix

290.000 kubikmeter spildevand skulle i den kommende uge udledes i Øresund, men i sidste øjeblik har Københavns Kommune besluttet at udskyde udledningen.

Kommunen anmoder forsyningsselskabet Hofor om at udskyde udledningen til efteråret, skriver teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse.

Hofor har på forhånd meddelt kommunen, at det er muligt at udskyde udledningen, hvis kommunen beder om det. Det er kommunens egen forvaltning, der har godkendt, at spildevandet må føres ud i Øresund. Kommunens politikere har ikke haft noget at gøre med beslutningen. Ninna Hedeager Olsen siger, at udskydelsen giver politikerne arbejdsro til at behandle, hvad der i ordets egentligste forstand har udviklet sig til en shitstorm.

Udsigten til, at kloakvand fra københavnske toiletter mere eller mindre direkte skulle ledes ud i Øresund, har udløst massive protester på begge sider af sundet.

- Nu bliver der tid til at finde ud af, om sagsbehandlingen har været korrekt, hvad miljøkonsekvenserne er af udledningen, og om der er alternative muligheder, siger hun.

  Nu bliver der tid til at finde ud af, om sagsbehandlingen har været korrekt, hvad miljøkonsekvenserne er af udledningen, og om der er alternative muligheder.

Ninna Hedeager Olsen understreger, at hun ikke vil kunne acceptere, hvis udledningen af spildevandet er en stor belastning for miljøet.

- Derfor er det meget vigtigt for mig at kende de miljømæssige konsekvenser af den her udledning, siger Ninna Hedeager Olsen.

Massevis af protester

290.000 kubikmeter spildevand svarer til knap 200 fyldte svømmehaller, og udsigten til udledningen har de seneste dage mødt hård kritik fra politikere og miljøorganisationer i både Danmark og Sverige.

Spildevandet skulle føres ud i havet, fordi hovedspildevandsåren, hvori spildevand fra Gentofte, København og Frederiksberg løber, bliver midlertidigt lukket.

Forvaltningen arbejder på en orientering om sagen. Den skal blandt andet belyse, om der er begået formelle fejl i sagen.

Derudover skal den vise, om Teknik- og Miljøudvalget har mulighed for at omgøre selve afgørelsen om at tillade udledningen. Den vil blive offentliggjort mandag, oplyser Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

Professor: Ingen betydning i den store sammenhæng

I forvaltningen har man, da man gav tilladelsen til udledningen, vurderet, at der ikke var nogle alternative tekniske løsninger for Hofor.

Hos Danmarks Naturfredningsforening mener præsident Maria Reumert Gjerding, at der er taget en ansvarlig beslutning med at udskyde udledningen.

Hun opfordrer kommunen og Hofor til nu at finde en løsning, så der slet ikke kommer beskidt vand ud i Øresund.

- Øresund er et fantastisk havområde, og så store mængder spildevand vil kunne føre til iltsvind, opblomstring af alger og fiskedød, som vi ser mange andre steder i Danmark. Derfor skal det bremses, siger Maria Reumert Gjerding.

Set i forhold til medieinteressen er forureningsproblemet i forbindelse med den planlagte udledning dog til at overse, mener professor Stiig Markager fra Århus Universitet.

- Der udledes 162 ton kvælstof til Øresund om året alene fra Danmark, til det vi kalder farvandsområde 72 (Drogden til Helsingør). Dertil kommer udledningerne fra Sverige og de næringsstoffer, der kommer fra Østersøen og op gennem Øresund. I det billede vil den ekstra midlertidige udledning ikke betyde noget som helst for havmiljøet i Øresund, siger han til Politiken.

- Alligevel er det en rigtig god ide at udsætte det til efteråret og endnu bedre til vinteren. Det er dumt at udlede ekstra næringsstoffer nu. Det er nu, der kommer den maksimale negative effekt af den ekstra udledning. Og det er dumt i forhold til bunddyrene, tilføjer Stiig Markager.

Sagen om udledning af spildevand i Øresund

  • Forsyningsselskabet Hofor havde fået tilladelse til at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund, hvilket svarer til 200 fyldte svømmehaller.
  • Udledningen skulle finde sted over fem dage begyndende 24. maj.
  • Baggrunden for udledningen er, at Nordhavn i København skal udbygges. Men før byggeriet kan gennemføres, skal man sikre, at hovedspillevandsledningen kan holde til, at der bliver bygget ovenpå.
  • Imens skal spildevand fra København, Gentofte og Frederiksberg kommuner ledes ud i Øresund.
  • Flere fagfolk og politikere har udtrykt kritik af udledningen, som de mener vil have en negativ effekt på havmiljøet.
  • Det får lørdag Hofor til at udskyde udledningen i 24 timer, og søndag meddeler teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), at udledningen udskydes helt frem til efteråret.

Kilder: TV2 Lorry, DR, Københavns Kommune, Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR