Kommunen.dk
MENU

Øen der ville skifte kommune

På Tunø er utilfredsheden med at være en del af Odder Kommune nu blevet så stor, at et flertal af øens borgere kræver løsrivelse. Øen har haft en vejledende folkeafstemning, hvor et stort flertal stemte for at søge til Aarhus i stedet for fortsat at være tilknyttet Odder. Kommunen har talt med Jørgen Hastrup, formand for Tunø Beboerforening, om situationen.

Øen der ville skifte kommune

På Tunø er utilfredsheden med at være en del af Odder Kommune nu blevet så stor, at et flertal af øens borgere kræver løsrivelse. Øen har haft en vejledende folkeafstemning, hvor et stort flertal stemte for at søge til Aarhus i stedet for fortsat at være tilknyttet Odder. Kommunen har talt med Jørgen Hastrup, formand for Tunø Beboerforening, om situationen.

Hvorfor har du valgt at bosætte dig på Tunø?

På Tunø er der stilhed og stærkt sammenhold, og øen er et fint lille stykke Danmark med mose og skov og bakker. Jeg flyttede til øen i 2001, men jeg er kommet her siden 1952, da jeg var 12. Vi har en velfungerende ø, som vi knokler frivilligt for at holde i gang. Men det river man fuldstændig væk nu, og jeg synes, det er en diskrimination af os herovre. 

Hvad bunder den udbredte utilfredshed på øen i?

Det er summen af mange ting, så det er ikke noget, der er opstået i går. Det er en del af en længerevarende nedskæring fra kommunens side over for Tunø, der startede i 2006, hvor det blev besluttet, at der skulle spares 500.000 kroner på færgen. Og så har vi næsten hvert eneste år haft takststigninger, færgebesparelser, indskrænkninger af færgeafgange og udskiftning af færgeplaner, så vi ikke vidste, hvornår den sejlede.

Og så her sidste år indstillede kommunen pludselig, at sygeplejersken på Tunø skulle spares væk. 

Hvordan præger utilfredsheden med at tilhøre Odder Kommune dagligdagen på Tunø?

Det er usikkerheden. Vi er mange ældre mennesker herovre på øen, og vi har haft en sygeplejerske, som kunne kontakte lægen på Samsø, som så igen kunne rekvirere en helikopter, hvis det var noget alvorligt. Vi har trods alt en times færgesejlads fra fastlandet, og her om vinteren har vi ikke mulighed for at komme frem og tilbage hver dag. 

Hvad håber I at kunne opnå, hvis I bliver tilknyttet en ny kommune?

Aarhus er jo en stor kommune, og historisk set har vi altid haft tilknytning til Aarhusområdet med de gamle Kalundborgbåde. Jeg forestiller mig, at Tunø kunne være en attraktion for Aarhus. Størstedelen af de turister, der kommer herover, er fra Aarhus. Vi har en stor festival, hvor der kommer 4.000 mennesker, og årligt har vi omkring 62.000 turister herovre. Og målt på anløb har vi den største havn i Aarhusbugten. 

Har du et yndlingssted på øen?

Det er et af de høje steder, hvor jeg kan sidde på en bænk og kigge ud over øen over til Samsø, over på Djursland, Aarhus havn med kranerne, Fynsværkets høje skorstene, ja, faktisk hele vejen rundt.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR