Ankomsten med tog til Odense er en af de mindst opmuntrende i Danmark, vel nærmest kun overgået af den rædselsfulde ditto i Herning. Et førstehåndsindtryk er jo aldrig ligegyldigt, uanset om man kommer med tog, bil eller på cykel. Indkørslen med bil til Odense er egentlig ikke så slem, men med tog … oh rædsel!
Odense havde en fin gammel banegård, som blev lukket, ikke slagtet, men lukket. Og i stedet opførte man et rædsel af et monstrum ved siden af – med cafe, restaurant og bibliotek. Værre fås det vist ikke. Stor, klodset og gennemført uelegant.
Bare at nærme sig stationsbygningen fra bysiden er til at få en let eller middelsvær depression af. Man må simpelthen holde sig for øjnene og håbe, at man ikke skvatter over noget undervejs.
Og indendørs i monstrummet er det såmænd ikke bedre. Først når man efter en grundig rulletrappeopstigning er nede på perronen, og ikke længere kan se stationsbygningen, kan man trække vejret roligt igen. Det her kan hverken DSB eller Odense by være bekendt.
Selve Odense byder dog også på en del gode oplevelser, selv om det ellers fine, gamle H .C. Andersen-kvarter er blevet bygget op på ny og reelt er lettere forfalsket. I samme område ses det rædsomme gadegennembrud Thomas B. Thriges Gade. Heldigvis vil rygterne vide, at den umulige gade skal graves ned og i stedet overdækkes med egentlig by … måtte det snart ske.

Brandts det bedste

Odense har en smuk domkirke, et fint slot, et dejligt kunstmuseum, det gode gamle Grand Hotel, dejlige villakvarterer – og, ikke at forglemme: Brandts Klædefabrik. Noget af det bedste, der er hændt Odense, er etableringen af det kulturcenter.
Etableret med arkitekt Kristian Isager som idémand – han tog sig også af ombygningen af Odense Kvægtorv til TV2-station.
Odenses hovedstrøg, hovedgågade, er Kongensgade. Det er her, mange af byens butikker holder til. Og her ser rærligt ud. Ingen anden hovedgade i en af Danmarks fem største byer ser så grim og tilklistret ud. Oversmurt med skilte og skidt og møg, så man tror, det er løgn. Selv Strøget i København er bedre, selv om den ende af Strøget, der løber mellem Rådhuspladsen og Jorcks Passage, også er ganske alvorligt slem at skue, det vil sige kikke op i.
Egentlig har Odense et facade- og skiltningsregulativ,  det bliver bare ikke anvendt tilstrækkeligt. Man må selv om, må man … og det ses på byen.
Og faktisk er det underligt. For i Odenses Overgade og Nedergade går det rigtig godt, her kan man godt hitte ud af at lokke folk til med pænhed og ordentlighed, mens man åbenbart er ligeglad på hovedstrøget, der endda bærer navnet Konge. Kom nu i gang, Odense.
Odense kan ellers roses for sin megen kunst. En by, der virkelig har prioriteret som kun få på det punkt. Og med masser af fokus på bysbarnet H.C. Andersen. Især pynter Hanne Varmings 'Konen med æggene' i den ellers ikke for kønne Kongensgade.

Markedet fører an

Også byens fantastiske onsdags- og lørdagsmarked skal have ros. Ingen anden dansk by, jeg kender, kan præstere så indbydende og afvekslet et marked med alskens godt fra urtehaver, ostehandlere, fiskehandlere, hønsegårde, børstenbindere – og jeg kunne blive ved. Tænk, om København havde noget, der bare lignede. Der fører Odense tydeligt an.
Derfor må man også håbe, at det vil lykkes bystyret og administrationen en dag at få styr på sin skiltning og facadekultur. Det må kunne lade sig gøre, når nu så mange andre byer kan, og Odense selv kan i visse kvarterer. Kom bare i gang. Husene fejler ikke noget. Det er menneskenes ugerninger på bygningerne, der skal tages fat om. Med konsekvent hård hånd og uden slendrian. Til glæde for byen selv.