Årets økonomiaftale mellem regeringen og KL rummer en afgørende nyskabelse, gemt væk omme bagi på side 20 i Bilag 1. ‘De samlede tilskud til nedsættelse af indkomstskat kan ikke overstige den efter ansøgning årligt tildelte ramme til skatteforhøjelser’, står der, og det er tæt på at være det modsatte af økonomiaftalers sædvanlige tilgang til skattespørgsmålet.

Årsagen er udligningsreformen, der ikke alene betyder en udligning af kommunernes økonomiske vilkår. Den er også de facto en (delvis) udligning af skattetrykket på de forskellige kommuners borgere.

Nok vil man gerne have de højeste skatteprocenter nedbragt, men de laveste skal også sættes op, og grebene til at opnå det er copypastet fra udligningsreformen til økonomiaftalen.

Ingen garanti for at alle får lov

Et af grebene er en 1:1 statslig kompensation til kommuner med skatteprocent på over 26,3 pct., hvis de sætter den ned til 26,3 pct. I alt 12 kommuner er omfattet af den regel, og da den reelt betyder, at et byråd kan lade sine vælgere slippe billigere i skat, uden at kommunen mister indtægter, så taler sandsynligheden for, at det vil de alle sammen gerne.

Der er bare ingen garanti for, at de alle får lov, eller i hvert fald ikke nødvendigvis får hele procentforskellen på én gang i 2021. Det hænger på, om der er nok kommuner, der vil sætte skatten op.

26 kommuner har ret til det, hvis de vil, fordi de kommer til at miste penge på udligningsreformen. De kan, gradvist over udligningsreformens indfasningsperiode på op til fem år, hæve skatten i et omfang op til det, de mister ved udligningsreformen. 

Her taler sandsynligheden for, at nogle af dem vil afstå, men de fleste vil benytte muligheden for at sætte skatten op. Hvor mange og for hvor meget i alt bliver afgørende for, hvor meget andre kommuner får lov at sætte skatten ned.

Alle skal søge

For at Indenrigsministeriet kan holde styr på det hele, skal kommunerne søge om lov både til at sætte skatten op og til at sætte den ned med tilskud. Sidstnævnte følger det kendte princip fra tidligere økonomiaftaler med aftrappet statslig afbødning af de mistede skatteindtægter, men med flere penge i og i længere tid.

De hidtidige satser har været 75 pct. af provenutabet det første år, 50 pct. de to næste år og 25 pct. det fjerde år. Men i år er satserne - igen copypastet fra udligningsreformen - 90 pct. de to første år, 85 pct. det tredje år, 80 pct. det fjerde år og 75 pct. det femte år. De hidtidige satser svarer til, at en kommune får i alt to års mistede skatteindtægter fordelt over fire år, mens de nye satser svarer til over fire års mistede skatteindtægter fordelt over fem år.

Groft udregnet, ganske vist, men selv med stor margin en hel del flere penge, og desuden i en periode der rækker ud over overslagsårene. Igen er det udligningsreformens femårige indfasningsperiode, der spiller ind.

Ingen skattenedsættelser uden forhøjelser

Den største forskel i forhold til hidtil er dog, at staten kun punger ud, hvis andre kommuner sætter deres skat tilsvarende op.

Sker det ikke i tilstrækkeligt omfang, så der ikke er tilskud nok til alle, der gerne vil sætte skatten ned, vil Indenrigsministeriet fordele tilskuddene med skelen til skattetrykket i hver af de ansøgende kommuner. Her vil kommuner med de højeste skatteprocenter stå forrest i køen.

For flertallet af kommuner, der hverken er en af de 12 eller en af de 26 - og måske også for nogle af dem der er - vil økonomiaftalens elementer udenfor skatteområdet dog have nok så stor betydning. Servicerammen er i 2021 på i alt 267,2 mia kr. mod 261,8 mia. kr. i år, og tilsvarende er anlægsrammen for 2021 på i alt 21,6 mia kr. mod 19,1 mia. kr. i år.

Som noget nyt kompenseres coronakrisens ekstraudgifter med 2,6 mia. kr. med mulighed for en efterregulering af beløbet hen mod slutningen af i år. En gammel kending er derimod den statslige sanktion på bloktilskuddet, hvis budgetterne ikke holder sig indenfor det aftalte.