Kombinationen af økonomisk krise og stigende ledighed betyder, at kommunerne har bevæget sig ud på et økonomisk og politisk minefelt med overtagelsen af ansvaret for alle ledige. Siden august i år har ikke kun kontanthjælpsmodtagere, men også ledige forsikret gennem en a-kasse, skullet henvende sig på de kommunale jobcentre. Og fra 1. januar 2010 følges den administrative reform af jobcentrene op af en helt ny model for, hvordan kommunernes indsats for at få ledige i arbejde skal finansieres.

Men den nye finansieringsform mødes med stor skepsis fra flere sider.  Ifølge kritikere lægger den nemlig op til, at kommunerne indsats vil blive præget af kassetænkning, hvor indsatsens kvalitet og samarbejdet på tværs af kommunegrænser risikerer at gå tabt. 

”Vi ved simpelthen ikke, hvordan aktivering virker under en krise som den nuværende. Der er grænser for, hvor mange job der er at få. Så vi kommer helt sikkert til at se mange eksempler på den mere meningsløse aktivering bare for aktiveringens skyld. No doubt about it,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han uddyber.

”Det ligger i de økonomiske incitamenter, at de ledige skal i aktivering. Samtidig risikerer vi, at kommunerne i høj grad vil fokusere indsatsen på egne borgere frem for at samarbejde med nabokommunen.” 

Farlig timing

Asbjørn Sonne Nørgaard peger på, at finansieringsmodellen er uhyre kompliceret, og konsekvenserne er umulige at gennemskue på forhånd. De afhænger blandt andet af, hvordan både den nationale og den regionale ledighed udvikler sig. Kommunerne kan altså se frem til at få deres økonomi bundet op på en udvikling, som de slet ikke har indflydelse på.  Kritikken deles af såvel fagbevægelsen som erhvervslivet.

”Vi er grundlæggende enige i, at den finansieringsmodel, man har valgt, forstærker den risiko for kommunal selvtilstrækkelighed, som er indbygget i hele reformen af jobcentrene. Et andet problem i den sammenhæng er, at staten betaler de første 18 uger for de forsikrede ledige. Det giver ikke ligefrem kommunerne det store incitament til at få de nye ledige hurtigt i arbejde,” siger Steen Nielsen, chef for løn- og arbejdsmarkedspolitik i DI.

I DI mener man samtidig, at timingen for reformen er mere end uheldig. At ændre hele beskæftigelsesindsatsen i en tid med historisk stigende arbejdsløshed er en stor chance at tage. Ifølge professor Asbjørn Sonne Nørgaard vil den stigende ledighed betyde, at den nye struktur for jobcentrene vil kunne sprænge en politisk bombe på Christiansborg. 

”I det øjeblik, at helt almindelige danske familiefædre ikke kan finde et arbejde, men bliver presset ud i meningsløs aktivering, så får du en utilfredshed, der er et reelt politisk problem. Det har vi tidligere set. Hvis du samtidig får kommuner på tværs af landet, der rammes hårdt økonomisk af virksomhedslukninger, som de ikke har nogen som helst indflydelse på, så begynder det for alvor at brænde på,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Statslig styring

Han ser derfor to mulige scenarioer udfolde sig. Enten vælger kommunerne at ignorere de økonomiske incitamenter til at lukke sig om sig selv og samarbejder på tværs af kommunegrænserne. Det vil politisk være klogt. Ellers vil den i forvejen stærke statslige styring blive intensiveret, og kommunerne vil blive reduceret til rene administratorer.

Formanden for KL’s arbejdsmarkedsudvalg, Erik Nielsen (S), afviser, at den såkaldte enstrengede beskæftigelsesindsats på den måde kan udvikle sig til en pyrrhussejr for kommunerne. Han synes, det hele lyder som gammelkendte bekymringer, og at det nu er vigtigere at tænke fremadrettet.

”Jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet, det skulle lykkes at lave et økonomisk system, der både indeholder incitamenter og samtidig et finmasket net, som sikrer kommunernes økonomi. Men det er rent faktisk lykkedes, synes jeg. Historien må jo så vise, om det holder,” siger Erik Nielsen.