Nye deleinitiativer indtager kommunerne
Nye deleinitiativer indtager kommunerne
Der er så dejligt ude på landet. Gyllen lugter af penge, mejetærskerne høster i sommervarmen og kyllingerne hakker i lidt affald. Det gør de i hvert fald i Lejre Kommune, hvor en kyllingefarm leverer æg og høns til en af Københavns restauranter, mens de tager affaldet med retur for at have noget at fodre dyrene med.
Cirkulær økonomi - eller deleøkonomi - kalder de det i Lejre, og selvom kommunen allerede har mange eksempler på økologisk bæredygtige projekter, tager de nu skridtet videre for at få borgere og virksomheder til at dele mere med hinanden.
”Jeg tror på, at alt det her med deleøkonomi er rigtig vigtigt i forhold til at være medskaber af en bæredygtig udvikling. Vi skal bruge vores ressourcer smartere, end vi gør i dag.”
- Fællesskaber og frivillighed står i forvejen meget stærkt i Lejre, som helt tilbage fra ældre tid har været hjemsted for kollektiver. Vi har for eksempel også fire af de største mælkeproducenter herude, som i mange år har delt maskinredskaber, så de på den måde allesammen har adgang til de nyeste og bedste maskiner, siger tovholderen på Lejres indsats i projekt Deleby, Tina Unger.
Det er altså langtfra noget nyt, at man i Lejre Kommune deler med hinanden. I en årrække har kommunen satset på økologi.
- Senest i kommunens nye udviklingsstrategi ligger det her med at dele som et centralt greb. Det her er en måde at styrke det, vi gør. Og så synes vi også som kommune, vi har et ansvar i forhold til at inspirere andre. Jeg tror på, at alt det her med deleøkonomi er rigtig vigtigt i forhold til at være medskaber af en bæredygtig udvikling. Vi skal bruge vores ressourcer smartere, end vi gør i dag, fortæller Tina Unger.
Nu og for fremtiden
Derfor er Lejre Kommune gået med i et nyt projekt, som Dansk Arkitektur Center står bag, kaldet Projekt Deleby. Her skal det undersøges, hvad deleøkonomi egentlig er for en størrelse, og det skal udforskes, hvilket potentiale der er i deleøkonomi for de danske byer og samfundet som sådan, fortæller produktionsdirektør hos Dansk Arkitektur Center Ricky Raaholt:
- Vi håber med projektet at bidrage til, at der bliver skabt eksempelprojekter indenfor projektets fokusområder, der bruger deleøkonomisk tænkning til at skabe løsninger på nutidige og fremtidige udfordringer for kommuner og byer.
[intense_hr]
Deleøkonomien understøtter fire forskellige økonomiske systemer. Samtidig tiltrækker det også folk af fire forskellige grunde. Kommunen giver her et overblik.
[intense_slider] [intense_slide title=""]
Rød økonomi
Det røde segment deler for at give alle lige muligheder og adgang til alting. De deler for at skabe en planøkonomi udenom staten.
Tre eksempler på rød deleøkonomi: Eat With, Fødevarefællesskaberne, Ta’ Det
[intense_hr]
[/intense_slide] [intense_slide title=""]
Grøn økonomi
Bæredygtighed og grøn økonomi er de to buzzwords, der får det grønne segment til at dele. Deres hovedargument for at dele er, at det kræver tre jordkloder at understøtte det forbrug, mennesker har i dag. De deler for at sikre, at vi ikke overforbruger jordens ressourcer.
Tre eksempler på grøn deleøkonomi: RedMaden, ReSecond, Trunkbird
[intense_hr]
[/intense_slide] [intense_slide title=""]
Blå økonomi
Det frie marked, hvor man kan tjene gode penge på at skabe muligheder for, at andre deler, hører hjemme i det blå segment. De, som hører til i det blå segment, deler, fordi de selv kan spare eller tjene penge.
Tre eksempler på blå deleøkonomi: Uber, AirBnb, 123udlejning
[intense_hr]
[/intense_slide] [intense_slide title=""]
Sort økonomi
Sort økonomi har altid eksisteret som et parallelt økonomisk system. Deleøkonomien giver nogle platforme, som gør det nemmere at udføre sort arbejde.
Tre eksempler på sort deleøkonomi: aHandyHand, Den Lille Tjeneste, Jobbi
[intense_hr]
[/intense_slide] [/intense_slider]
Ricky Raaholt forklarer, at de projekter, der skal tjene som eksempler i projektet, kan være socialøkonomiske eller kommercielle:
- Det er samtidig målet, at vi som land bliver klogere på, hvad vi kan bruge deleøkonomi til - både som borgere og beslutningstagere. Hvilke muligheder der er, og hvilke udfordringer det giver i forhold til lovgivning, rammevilkår, arbejdsmarkedsvilkår, social sammenhængskraft og så videre, siger han.
Men at Lejre har sat fokus på deleøkonomi, betyder ikke nødvendigvis, at borgerne nu kan låne kommunens computere, biler og boremaskiner.
- Administrationen skal jo ikke til at skubbe projekter i gang. Vi sætter os i facilitatorrollen og ser nærmere på, hvordan projekter lettere kan dele. Vi skal fortælle, hvilke gode delehistorier der er i Lejre og som kan inspirere borgerne og virksomhederne, og så skal vi bringe folk sammen. Når borgerne hører om gode ideer og samtidig bringes sammen, så tror vi, at vi får langt flere eksempler på deleøkonomi i kommunen, siger Tina Unger fra Lejre Kommune.
Hun håber, at den ekstra indsats vil bære frugt, ved at nye projekter opstår og gamle projekter begynder at dele, når de bliver inspireret af de eksempler på deleøkonomi, der allerede findes i kommunen.
Kommunens nye fokus behøver heller ikke at betyde, at alle borgere nu død og pine skal dele.
- Vi vil undersøge, hvordan det kan lade sig gøre for dem, som det her giver mening for. Der ligger helt sikkert uudnyttede potentialer i dette. Men der er jo ingen grund til at bruge en masse krudt på at overbevise folk om noget. Så lad os hellere få nogle gode eksempler på plads, siger Tina Unger.
Deleby
- Deleby er et partnerskab mellem Realdania, Grøn Omstillingsfond og Dansk Arkitektur Center.
- Lejre, Slagelse, Middelfart, Frederikssund og Nyborg er som de første kommuner gået med som deltagere og bidragydere i projektet.
- En række virksomheder, iværksættere og konsulenter, der arbejder med forretningsudvikling og deleøkonomi, bliver involveret i projektet - både nationalt og i de deltagende kommuner.
- Kommunen er mediepartner i Deleby. Følg udviklingen af deleøkonomi i kommunerne på www.delebyer.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.