Mere kvalitet i sagsbehandlingen, bedre dokumenta­tion, bedre økonomistyring. Det er blot et par af de mange mål og forventninger, der er knyttet til den nye it-løsning DUBU, Digitalisering – udsatte børn og unge. DUBU bygger på den socialfaglige metode Integrated Children’s System, ICS, der giver en systematisk måde at komme rundt om sagsbehandlingen af et barn, hvor der skal ses på alt fra skoleforhold, sundhed, fritidsforhold, adfærd og til en vurdering af forældrenes og det øvrige netværks kompetencer.

”Jeg synes virkelig, at det er en nyskabelse på den måde, at det er så systematisk. Tidligere har der måske været en tendens til meget at fokusere på sociale aspekter af barnets situation. Det her kan sikre, at man kommer hele vejen rundt,” siger programleder Jill Mehlbye fra AKF, der i mange år har forsket i børnepolitiske problemstillinger, og som i 2007 lavede en rapport om netop ICS.

Hun er ikke i tvivl om, at det nye it-system vil være med til at løfte kvaliteten af det sociale arbejde til gavn for de udsatte børn og unge.

”Hvis ikke man får helheden med, så kan du få anbragt et barn, hvor du faktisk ikke har et billede af barnets samlede situation. Det kan for eksempel være, at man ikke har taget tilstrækkeligt højde for det skoletilbud, der skal gives barnet, selv om anbragte børn ofte også har problemer i skolen,” siger Jill Mehlbye.

Udbredt i Sverige

Metoden bag ICS er udviklet i England tilbage i 80’erne og 90’erne, fordi man ønskede at sikre en systematisk og helhedsorienteret undersøgelse, inden man traf et valg omkring et barn, ligesom man ønskede en systematisk opfølgning på indsatsen. Baggrunden var undersøgelser, som viste, at børn og unge, der blev anbragt, klarede sig dårligere end deres jævnaldrende. Ifølge Servicestyrelsen bruges ICS nu i cirka 15 lande verden over, heriblandt Sverige, hvor metoden anvendes i næsten samtlige kommuner.

Kommunernes it-fællesskab Kombit står bag den danske it-løsning, DUBU, der skal integrere ICS. Blandt mange forventede positive effekter, peger projektdirektør Peter Egelund særligt på én.

”Jeg er sikker på, at den største gevinst er, at systemet giver bedre støtte til de sagsbehandlere, som skal arbejde med de udsatte børn. Det er et sæt værktøjer, som gør, at man ikke nødvendigvis skal opfinde det hele hver gang, men at sagsbehandlingen sker på en ensartet og struktureret måde,” siger han.

En tidsrøver

Det er i høj grad medlemmerne af Dansk Socialrådgiverforening, der skal arbejde med det nye værktøj. Formand Bettina Post er i udgangspunktet positiv over for systemet, da hun fra sine medlemmer hører, at det kan tilføre sagsbehandlingen noget kvalitet. Men hun hører samtidig mere kritiske røster fra dem, der har været med til at teste systemet.

”De siger også, at det er meget omstændeligt, så godt nok løfter det fagligheden, men samtidig er det en tidsrøver, fordi det er så omstændeligt at arbejde med,” siger Bettina Post.

En evaluering blandt socialrådgivere i Sverige har da også vist en vis ambivalens med systemet, blandt andet fordi de oplevede mere administrativt arbejde.

Jill Mehlbye afviser heller ikke større arbejde til sagsbehandlerne med systemet.

”Selvstændigt er det selvfølgelig umiddelbart et større arbejde i starten, fordi du skal lave denne her grundige analyse, men det har der sådan set altid være behov for, og i længden mener jeg, at det vil lette arbejdet,” siger hun.

Kritik fra Ankestyrelsen

Flere undersøgelser fra Ankestyrelsen har givet anledning til kritik af kommunerne for netop deres sagsbehandling på dette område. Bettina Post mener især det er et spørgsmål om, at socialrådgivere ikke får nedskrevet alle deres overvejelser i en vurdering.

”Vi har jo nogle ret velbeskrevne krav til børnesagsbehandlingen allerede, men man kan sige, at de undersøgelser, der laves af kvaliteten, jo viser, at det nogle gange halter gevaldigt meget med at få noteret ned, hvad det er, man har tænkt,” siger hun.

Bettina Post mener, at det i høj grad hænger sammen med, at socialrådgiverne tænker mere på at handle end på at lave dokumentation af deres arbejde.

Bedre dokumentation er netop et af hovedformålene med DUBU, ligesom man også håber på bedre økonomistyring i kommunerne. Peter Egelund oplyser, at systemet giver kommunerne to værktøjer i den henseende. For det første bliver der indbygget en form for prognoseværktøj, som beregner den økonomiske effekt af en given type anbringelse. Dernæst skal systemet også integreres med kommunernes økonomisystem, så ledelsen efterfølgende kan gå ind og se, hvor mange penge, man rent faktisk har brugt.

De store udenfor

Ved udgangen af 2011 begynder udrulningen af DUBU og ICS i de 44 kommuner, der har tilsluttet sig. Der har været kritik fra flere sider af, at der ikke er flere kommuner med på vognen, blandt andet fra Socialdemokraternes Mette Frederiksen. Det tager man dog ikke til sig i Kombit.

”Jeg vil sige, at der altid er tvivlere, der siger, hvorfor er der ikke 98 kommuner, men man skal huske, at vi ikke har en kommunal tradition for at lave alting i fællesskab, og vi er meget tilfredse med de 44. Det er en rigtig god begyndelse,” siger Peter Egelund.

Blandt andet har de fire største kommuner, Aalborg, Aarhus, Odense og København, valgt at stå udenfor.

Projektleder i Socialforvaltningen i København, Caroline Arentoft Jensen, forklarer, at der er flere årsager til, at København har valgt ikke at tilslutte sig. Blandt andet foretrak kommunen at vælge en mere standardiseret løsning frem for et længerevarende og mere usikkert udviklingsprojekt. Dernæst ønskede København at opnå en større integration i løsningerne på det sociale område.

”Vi ville meget gerne have, at der var forbindelse mellem institutionsniveauet og myndighedsniveauet, så de to niveauer kunne tale sammen og dele informationer, så der ikke behøvede at være dobbeltindtastninger,” siger Caroline Arentoft Jensen.

Dyrere for København

Tilsvarende ønskede man også et system, der kunne rumme både udsatte børn og voksne, da det ville hindre huller i sagsbehandlingen, når et barn overgår fra barn til voksen.

Økonomisk var der ikke noget sparet for København ved at gå med. Tværtimod.

”Det var faktisk dyrere for os at gå med, og det var selvfølgelig også et perspektiv. DUBU har selvfølgelig vist villighed til at indgå forhandlinger om prisen, hvis vi ønskede at gå med, men deres prisberegning var bare stadig baseret på antallet af borgere i kommunen,” forklarer Caroline Arentoft Jensen.

I Kombit er man ikke i tvivl om, at antallet af kommuner vil stige hen ad vejen, og projektdirektør Peter Egelund ser også gerne landets største kommuner med.

”Det er jo altid godt, hvis der er en blanding af store og mindre kommuner, men det man skal huske er, at de store kommuner allerede har værktøjer, så de har måske ikke behov for at være med i udviklingsfasen nu, men forhåbentligt kommer de på senere,” siger han.