Der er opstået en ny værdipolitisk slagmark i form af kampen for den
danske samfundsmodel mod udenvælts pres. Dansk Folkeparti profiterer i øjeblikket på denne dagsorden over for en regering, der nok diskuterer de juridiske og økonomiske udfordringer, men ikke har evnet at få greb om den værdipolitiske dimension.

Siden 2001 har der været to nagelfaste spor i dansk politik. Det ene
er økonomisk, og handler om drift af forretningen "velfærdsdanmark",
hvor der kun laves de reformer, som er nødvendige for at holde
maskineriet kørende. Det andet er værdipolitikken, forstået som de
traditioner, normer og grundholdninger, der har formet fædrelandet,
hvilket i praksis blev synonymt med rets- og udlændingepolitikken.

I forlængelse heraf udspaltedes to sandheder. For det første, at man
ikke kan vinde et folketingsvalg med en blødsøden værdipolitik. Det
kom derfor til at udgøre ankerpunktet i den såkaldte Sass-doktrin, som
SF tilsluttede sig, da Villy Søvndal blev partiformand, og blandt
andet betød, at man accepterede 24-årsreglen.

Den anden sandhed var, at når det økonomiske opsving aftog, så ville
vælgerne bruge deres nye samtalekøkkener til at drøfte væsentlige
dagsordener såsom økonomi og velfærdsreformer. DF ville derfor miste
vælgeropbakning, når udlændingepolitikken var neutraliseret, og der
ikke længere var råd til ældrechecks og anden vælgerbestikkelse.
Herefter ville den historiske balance henover midten af dansk politik
blive genetableret.

Meget tyder imidlertid på, at det stik modsatte er ved at ske. Den
værdipolitiske dagsorden er ikke vigende trods finanskrise, men er
tværtimod begyndt at flette sig sammen med det økonomiske spor,
efterhånden som retten til at bestemme indretningen af diverse
velfærdsordninger udfordres udefra.

Kampen mod social dumping, velfærdsturisme osv. passer som fod i hose for Kristian Thulesen Dahl, der fremstår som den snusfornuftige politiker med gule sedler stikkende ud af finansloven. Ironisk nok blev netop dette image i sin tid vurderet som hans største hindring for at træde ud af Pia Kjærsgaards skygge.

Politisk masochisme

En væsentlig årsag til DFs succes er, at regeringen fremstår som om,
de ikke rigtig har erkendt den økonomiske værdidebat. Det gælder
eksempelvis i sagen om udbetaling af børnecheck,  som har martret
regeringen de seneste uger.

Det siger sig selv, at Danmark ikke kan undslå sig at efterleve de fælleseuropæiske regler. Det gælder uanset, hvem der er statsminister. På den anden side er det nærmest politisk masochisme at skulle forklare danske lønmodtagere i konkurrenceudsatte jobs, at de skal skattefinansiere en børnecheck, som gør det muligt for polske og rumænske gæstearbejdere at trykke lønnen yderligere.

Regeringens reelle problem er da også nærmere, at vælgerne ikke
oplever, at man er klar til at slås med alle forhåndenværende midler
for bevarelse af den danske velfærdsmodel.

Selvom statsministeren næppe er blind for sagens negative
konsekvenser, så skal hun tage hensyn til Radikale, som virker svært
fornøjede over, at EU rusker lidt op i den danske selvforståelse og
minder om, at EU-samarbejdet forpligter.

Derudover har socialdemokraterne heller ikke ligefrem gjort det nemmere for sig selv. Eksempelvis kan Pernille Rosenkrantz-Theils pludselige trang til at lancere ideen om fælleseuropæiske overenskomster ikke siges at være videre formålstjenlig. Nu er der formentlig ikke nogen vælgere, der ligger og ruger over, hvorvidt Socialdemokratiet mon har store planer i den retning, men det er med til at skabe støj på linien, når den slags fritænkeri for åben mikrofon får lov at blive hængende uden at blive slået ned af partitoppen.

Når debatten ydermere kører på et bagtæppe af udmeldinger om
konkurrencestat, afvisning af kædeansvar og salg af Dong til Goldman
Sachs, så efterlader regeringen ikke just et indtryk af, at man har kalibreret sig synderlig præcist ind på vælgernes bekymringer. Hvis ikke regeringen erkender, at velfærdsturisme, social dumping osv. også er værdipolitik - risikerer de at gentage 90'ernes udlændingepolitiske deroute.

Næste store test bliver Europaparlamentsvalget, som for en gangs skyld
kan blive politisk interessant. Hvor de fleste ved tidligere valg
hellere ville have en finger i øjet end overvære end debat mellem to
EP-kandidater, så er der denne gang mulighed for, at valget rent
faktisk kommer til at handle om noget, som interesserer danskerne.

Der er ingen tvivl om, at perioden frem til sommerferien ligger rigtig
godt til Dansk Folkeparti, og meget vel kan give partiet en fortsat
stigning i meningsmålingerne - Og derefter er der faktisk ikke ret
lang tid til næste valg. Hvis Socialdemokratiet ikke skal opleve
smagen af indre blødninger ved at blive mindre end Dansk Folkeparti,
så skal de til at læse kortet over den værdipolitiske kampplads bedre.