Kampen om klimatilpasningsplanerne er lige nu i fuld gang. KL og regeringen forhandler i disse dage om et fælles udspil for klimatilpasning i kommunerne. Forhandlinger som efter planen skal afsluttes ved udgangen af august – altså nu. Hvis parterne finder et fælles fodslag, er det forventet, at den fælles aftale om, hvordan kommunerne fremover kan lave planer for klimatilpasning, snart bliver offentliggjort. 

Det store diskussionspunkt er, hvor pengene skal komme fra. Som aftalt i Økonomiaftalen 2013 – der bl.a. øger investeringerne med 2,5 mia. kr. til f.eks. at bygge veje som afvandingskanaler og pladser som opsamlingsbassiner - skal forsyningsselskaberne fremover finansiere en del af udgiften over vandtaksterne. Forhandlingerne mellem KL og regeringen handler i tråd med dette om, hvordan den model konkret skal og kan realiseres.

Åbne sluser
Det, alle nu venter at få svar på, er spørgsmålet om, under hvilke forudsætninger anlæg må takstfinansieres gennem vandpriserne. En af hovedudfordringerne er at skabe mulighed for på den ene side at klimasikre, mens man på den anden side ikke vil åbne sluserne helt op, så kommunerne kan finansiere klimatiltag i bredeste forstand gennem vandafgiftstaksterne.

Det kan i yderste konsekvens ende med, at forsyningsselskaberne står tilbage med en regning på nogle tiltag, som grundlæggende er dem uvedkommen. 

En kommune kunne eksempelvis være interesseret i nye anlæg med flere funktioner f.eks. både som bassin for massive regnmængder, men som langt de fleste dage kan fungere som skaterpark eller andet.
Man vil formentlig ikke få lov til at finansiere det hele over vandtaksterne. Men det er en svær grænsedragning, hvilke dele af anlægget der kan finansieres den vej. Og det er den afgrænsning, man nu er i gang med at finde modeller til at beskrive.

På bagbenene
En anden udfordring er, at mens kommunerne er forpligtet til at lave planer for klimatilpasning, så har forsyningsselskaberne reelt ingen juridisk forpligtigelse til at føre dem ud i livet. Da vandsektorloven trådte i kraft, var spørgsmålet om klimasikring ikke en del af pakken, og det har skabt en utilsigtet mulighed for, at forsyningsselskaberne kan træde på bremsen.
Det betyder i yderste konsekvens, at hvis forsyningsselskabet stiller sig på bagbenene i forhold til kommunens plan for klimatilpasning, så kan kommunen ikke gennemføre sin plan. Selv om et sådant scenarie nok nærmere vil hører til undtagelsen end reglen, er det magtpåliggende for kommunerne at få hullet lukket.
Den del af udfordringen forventes løst gennem nye regler for miljø- og servicemål, som giver kommuner og stat mulighed for at forpligte forsyningsselskaberne til at gennemføre planerne.