NemRefusion giver millionbesparelse
NemRefusion giver millionbesparelse
Papirblanketterne er endegyldigt blevet fortid, når virksomheder anmoder om refusion af syge- og barseldagpenge. De skal i stedet anvende it-løsningen NemRefusion. Det giver nu en kontant besparelse. It-løsningen skaber et årligt råderum på 104 millioner kroner for kommunerne og hen imod 110 millioner kroner for landets virksomheder.
Det glæder kommunernes it-fællesskab Kombit, der står bag syge- og barseldagpengeløsningen i samarbejde med KL og Beskæftigelsesministeriet.
”Vi har opnået det resultat, som vi håbede. Det er et meget fint resultat, fordi det ikke er trivielt at få udviklet løsninger af denne her størrelse, og det er bestemt heller ikke trivielt at få dem implementeret,” siger projektdirektør Peter Egelund.
Løsningen har kørt siden 23. august sidste år, men det er først fra september i år, at NemRefusion er blevet obligatorisk. Siden opstarten er der ekspederet mere end 1,5 millioner indberetninger igennem NemRefusion.
Reducerer mandetimer
Virksomhederne har taget godt imod den nye løsning.
”Generelt er vores medlemmer glade for NemRefusion, fordi det klart er en administrativ lettelse, at man kan klare det hele digitalt,” siger underdirektør i Dansk Erhverv Charlotte Vester, der dog peger på et par mulige forbedringsmuligheder, som man glæder sig til at se på i samarbejde med KL og Kombit.
En af fordelene for virksomhederne er, at de nu undgår at skulle indhente medarbejdernes underskrifter på en masse blanketter, men kan klare det digitalt. En meget stor del af besparelsen ligger da også i, at man sparer mandetimer på ikke længere at håndtere papirblanketterne.
Potentialet med NemRefusion er imidlertid endnu større i fremtiden.
”Det her er ikke slutningen, men kun begyndelsen. Ideen er, at det i fremtiden skal være en refusionsløsning, der ikke kun dækker syge- og barseldagpenge, men for eksempel også refusion af fleksjob og refusion af løntilskud,” fortæller Peter Egelund.
Digitalisering af løntilskud og fleksjob indgår allerede i den fælleskommunale digitaliseringsstrategi. Dette projekt løber fra i år og frem til medio 2014.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.