Kommunen.dk
MENU

Nej tak til lever postejfarvet skole

Skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole på Nørrebro er netop blevet kåret til Årets Leder 2011 af Lederne. Dermed er hun den første kommunale af slagsen til at modtage prisen. 

Nej tak til lever postejfarvet skole

Skoleleder Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole på Nørrebro er netop blevet kåret til Årets Leder 2011 af Lederne. Dermed er hun den første kommunale af slagsen til at modtage prisen. 

Det er nok de færreste af os, der decideret fik julelys i øjnene, da vi som børn så vores skoleinspektør, for derefter at spæne mod vedkommende for at få en krammer. Ikke desto mindre er det, hvad der sker, når man tager en tur rundt blandt de 600 børn på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København med skoleleder Lise Egholm. 

”Fordi det er børn, vi arbejder med, er det engagementet, der bærer det hele. Hvis man giver lidt af sig selv, får man det 100 fold tilbage,” siger 63-årige Lise Egholm, der gerne kvitterer med både et kram og et ”skat”.  

Hun er netop blevet kåret til Årets Leder 2011, som Lederne står bag. Dermed slog hun et tungt felt af slipsedrenge, som hun med et glimt i øjet kalder dem, og kan samtidig bryste sig af, at hun er den første kommunale leder til at modtage prisen. 

”For et par år siden var der den holdning, at skolelederen var den lærer, der var bedst blandt lige mænd. I dag bliver betydningen af ledelse mere og mere værdsat,” siger Lise Egholm. 

Tog kampen op

Lise Egholm kom til skolen i 1995 med store planer om, at ”nu skulle hun fan’me lave en god skole”. Allerede dengang var tonen kontant og tålmodighed en dyd, hun ikke kendte til. Hvor mange andre ville gå langt uden om en skole med en elevsammensætning på 76 procent tosprogede børn og 20 procent fra stærkt socialt belastede hjem, var det netop udfordringen, som Lise Egholm tændte på. 

”Behovet for ledelse er meget let at få øje på. Hvis man er på en leverpostejfarvet skole – hvilket jeg ikke kunne drømme om at være, det ville være røvkedeligt - kan man måske bare gå rundt og være lidt hyggelig. Udfordringerne her har været en gave for os, for de skal i mødegås med nytænkning,” siger Lise Egholm. 

Hun er gennem årene blevet kendt som Rådmandsgades Skoles farverige frontfigur, som ikke pakker tingene ind. Tværtimod ”brækker” hun sig over den berøringsangst, der kan være i offentlig ledelse, hvor man endelig ikke må genere nogen og gøre folk kede af det.

Souschef Lene Lunden Rønje på Rådmandsgades Skole har de sidste tre år været Lise Egholms nærmeste makker. Hun kan også berette om en leder, der ikke er bange for at fortælle sandheden. 

”Jeg har fået bekræftet, at man kommer længst med kærlighed og ærlighed. Specielt i forhold til forældrene er det vigtigt, at vi er ærlige. Men derudover er Lise drevet af engagement. Hun er hverken naiv eller blåøjet, men hun er stålsat og forfølger sine idéer – der er aldrig noget, der hedder plan B,” siger ­Lene Lunden Rønje.

Den direkte form er netop en af Lise Egholms kvaliteter, mener Svend Askær, formand for Lederne og en del af dommerkomitéen bag de seks nominerede til prisen. 

”Lise Egholm har tydeligt vist, at man med engagement og klare og tydelige holdninger kan nå de mål, man sætter sig. Hun er beviset på, hvad god ledelse i det offentlige kan føre til. Samtidig er hun en passioneret leder med klare mål om, at hele lærerkorpset i fællesskab skal give alle elever en udbytterig skolegang,” siger Svend Askær. 

Den rette ånd

Netop lærerkorpset har været den største udfordring i løbet af de 16 år som skoleleder, erkender Lise Egholm i dag. Hun fortæller gerne om de personalekonflikter, der har været i årenes løb, og hun lægger ikke skjul på, at det har været opslidende.  

”Jeg ville ønske, at jeg kunne hyre og fyre mine folk. Hvis man har en medarbejder, der står på en bolsjefabrik og ikke kan putte bolsjer i en pose, ville man fyre ham. Men hvis han står inde i et klasseværelse og er rigtig sød og har læst på lektien, men bare ikke kan formidle, kan han arbejde i 100 år og en madpakke. Og det er frustrerende,” siger hun. 

Heldigvis har hun i løbet af årene fået luget ud og fået sat sit eget hold, så der er ikke længere nogen, som ”hun vil ønske hen, hvor peberet gror”. 

”Jeg har nogle fantastiske medarbejdere, og resultaterne er for guds skyld ikke min ære alene. Jeg ved, at det engagement, der er på medarbejdersiden, er ret enestående,” siger Årets Leder 2011.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR