En af de værste stormfloder i nyere tid ramte store dele af landet den 1. november 2006. En stormflod der gav næsten 4000 anmeldte skader på landsplan. 

De tre hårdest ramte kommuner var Slagelse med 600 skader, Kerteminde med omkring 500 skader og Kalundborg med lige over 300 skader. 

I Slagelse husker borgmester Lis Tribler (S) dagen tydeligt: 

”Det var helt ekstremt med en vandstand på 1,8 meter over daglig vande. Vi sad i møder om kommunesammenlægningen, men efterhånden blev flere og flere af politikerne kaldt hjem til kystbyerne, så det blev en mærkelig dag.” 

Skader for millioner

En af de politikere var den daværende borgmester i Korsør, Flemming Erichsen (S), som måtte skynde sig hjem. Som det første tog han ned på havnen for at sikre sin båd. 

”Jeg kunne mærke vandet stige og stige, mens jeg stod der,” fortæller Flemming Erichsen, som resten af natten bevægede sig rundt i gaderne og talte med fortvivlede indbyggere, der kæmpede med vandmasserne. Skaderne på privatboliger var omfattende, på rådhuset i Korsør blev computere ødelagt af vand i kælderetagen, og Storebæltshallen fik vandskader for 6 mio. kroner. 

”Det var utroligt frustrerende. Jeg har selv haft oversvømmelse hjemme og ved, hvor hårdt det er bagefter at måtte kassere alle mulige ting. Det var et deja-vu fra stormfloden i 1993, hvor vi også blev hårdt ramt. Dengang opdagede vi sågar, at en lodsejer havde fjernet en del af diget for at få en bedre havudsigt ... Efter det styrkede vi digerne, men det var ikke tilstrækkeligt, og blev samtidig en en brat erkendelse af, at stormfloder nu kommer meget hyppigere,” siger Flemming Erichsen. 

Ny kystplan 

Siden har Slagelse lavet en omfattende undersøgelse af, hvilke områder der er mest udsatte, hvordan de kan sikres, og hvad det kan komme til at koste. Kystplanen er netop blevet præsenteret og anviser metoder til forstærkning af diger, sikring af skrænter, brug af høfder, bølgebrydere og strandfodring. Planen belyser samtidigt muligheden for at hæve enkelte ejendomme, hvis det er teknisk muligt, og slår fast, at andre ejendomme simpelthen ikke vil kunne sikres, da de ligger for tæt ved vandet. 

I kystplanen gives der også anvisninger til, hvilke prioriteringer der skal laves i beredskabsplanerne, og medregner, at der skal tages særlig hånd om indbyggerne på øerne, som er meget lavtliggende. 

Det er ikke muligt at fastslå en samlet pris, men det vurderes, at hvis de private lodsejere vælger at få lavet kystbeskyttelse for de lavestliggende bebyggelser, vil de samlede udgifter udgøre over 100 mio. kroner.

Ønske om statsstøtte

For Lis Tribler venter der nu et stykke politisk lobbyarbejde. Efter hendes mening bør også kommuner ved de indre farvande kunne opnå statsstøtte. Efter hendes mening er de ligeså udsatte som vestkyst-kommunerne, og på længere sigt vil det være umuligt for kommuner og borgere selv at klare opgaven med at kystsikre. 

”Vi snakker så store beløb, at jeg vil forsøge at få rejst emnet politisk hurtigst muligt. Enten gennem KL eller via vores lokale folketingsmedlemmer. Efter min mening er det en urealistisk stor opgave at lægge hos os,” slutter Lis Tribler.