Der er nordisk tid, og så er der arabisk tid. 

Turistbussen skulle have forladt Frederiksberg 7.25. Nu er klokken 7.35, og kun tolken er dukket op i lobbyen på Radisson Blu. En af de jordanske gæster viser sig, men forsvinder hurtigt. Inden busturen skal han lige nå den første af dagens mange cigaretter. 

”Det er som at holde styr på en sæk lopper,” siger kontorchef Holger Pyndt fra KL. Han virker imidlertid ikke stresset. I sin karriere har han arbejdet i 30 lande, blandt andet i Afrika og Asien. Om nogen ved han, at nordisk punktualitet andre steder bliver betragtet med mild overbærenhed. Så han har sikret sig, at der er luft i det ellers tætpakkede program.  

Lidt i otte er bussen på vej mod Næstved. Undervejs fortæller Holger Pyndt den jordanske delegation om det velfungerende danske motorvejsnet, de mange hundrede år gamle kirker og ikke mindst om opgavefordelingen mellem staten, regionerne og kommunerne. 

For det er nøjagtig det, de fem jordanske embedsmænd og den enlige embedskvinde er her for at høre om. 

Som Danmark har gjort to gange siden 1970, gennemgår Jordan en kommunalreform. 350 kommuner er blevet til 93. Nu skal ny lovgivning implementeres, og lokalt demokrati skal slå rod. Her kan Danmark vise vej. 

Valgt eller udpeget?

Det store ur i byrådssalen på Næstveds gamle rådhus i teatergade viser næsten 10, da døren går op. 

Hele den jordanske delegation rejser sig, da kommuneminister Ali Ghezawi træder ind. Med en tale i 2005 skød Kong Abdullah II en demokratiseringsproces igang, som gradvist skal lægge mere magt ud til kommuner og regioner i Jordan. Her er manden, som skal gøre visionen for det nye kommunestyre til virkelighed.

”Tak, fordi I lader vores flag flyve i vinden uden for rådhuset,” siger ministeren, da han giver hånd til borgmester Henning Jensen (S). 

Næstveds borgmester genoptager sin status over kommunens udvikling, efter at fem blev til én.

“Er kommunaldirektøren valgt eller udpeget, og bliver han udskiftet, når der bliver valgt et nyt byråd?” spørger ministeren.

Spørgsmålet er rettet til Henning Jensen, men i decentraliseringens ånd overlader han til kommunaldirektør Jens Christian Birch selv at fortælle om opdelingen mellem politisk og administrativ ledelse. Ministeren lytter opmærksomt. 

”Det er vigtigt at have embedsmænd, som har en historisk bevidsthed og kan arbejde uafhængigt af det politiske flertal,” siger han.

Borgmesteren lader en spøgefuld bemærkning falde om, at byrådet naturligvis kan vælge at udskifte kommunaldirektøren i tilfælde af utilfredshed. Men Jens Christian Birch ser ikke ud til at føle sig synderlig ramt. Han har trods alt overlevet fem år og et valg i Næstved. 

Borgerne skal høres

Et besøg hos borgerservice på Næstveds nye rådhus er næste punkt på programmet. Så følger en fremvisning af kommunens genbrugsplads, hvor ministeren lakonisk bemærker, at han som økonom er glad for at se, at der også kan skabes værdi af affald. 

Taxametret står på 1.607 kroner, da kursen efter frokost sættes mod regionsrådhuset i Sorø.

I bilen vender fortæller ministeren, at han er meget imponeret over den effektive og målrettede betjening af borgerne i borgerservice. Når han vender tilbage, vil han sætte et pilotprojekt igang, bebuder han, hvorefter han vender tilbage til spørgsmålet om kommunaldirektøren. 

I Jordan er den øverste kommunale embedsmand udpeget af borgmesteren, og det er ikke hensigtsmæssigt, mener Ali Ghezawi.

”Det sker, at en borgmester kun sidder i fire år, og så mangler den institutionelle hukommelse,” siger han: ”Jeg er overbevist om, at vi i stedet skal have en administrativ embedsmand, som bliver udpeget direkte af ministeren.”

Ali Ghezawi er også tiltalt af tanken om at sende de kommunale budgetter i høring. Og da ministeren skal godkende hvert enkelt kommunale budget i Jordan, vil han stille det som et ufravigeligt krav.

”Vi er i færd med at lægge budgettet for 2011. Og jeg vil ikke godkende de kommunale budgettter, hvis ikke der har fundet en form for offentlig høring sted. Borgerne har ret til at blive hørt,” siger han. 

Historien er fuld af paladsrevolutioner. Men i Jordan befinder den revolutionære leder sig i og ikke uden for paladset. 

Den demokratiske konge

Det jordanske kongehus er kendt for sit internationale udsyn og demokratiske sindelag og har formået at navigere det lille land nogenlunde uskadt gennem storpolitiske stormvejr.

Det var da også konge Abdullah II, som i en tale i 2005 gjorde decentralisering til det store buzzword i landet. Siden da har centralmagten systematisk lagt kompetence ud til lokale myndigheder, og systemer til inddragelse af borgerne er gradvist blevet bygget op. 

I november sidste år opløste kongen parlamentet i utilfredshed med, at demokratiseringsprocessen gik for langsomt, og – måske lige så vigtigt – at mange parlamentarikere ”plejede deres egne interesser”, som det hedder. 

Set med danske øjne kan det virke paradoksalt, at decentralisering skal både besluttes og tvinges igennem fra centralt hold. Men i Jordan – som i mange andre udviklingslande – er det et spørgsmål om, hvem der har styrken til at drive en udvikling frem. 

Og så er en kommunalreform i Mellemøsten heller ikke bare et lokalt spørgsmål. 

Med en beliggenhed klos op af Irak, Syrien, Israel og Saudi-Arabien og en befolkning lidt større end den danske, men indeholdende to millioner palæstinensere og en million irakiske flytninge, har landet såvel en demografisk som en geopolitisk udfordring. 

Og det gør en kommunalreform til et sikkerhedspolitisk spørgsmål. For hvad sker der med den politiske stabilitet i landet, når man slækker på centralmagten? Og hvor mange penge kan man lade følge med opgaverne uden at dræne landets forsvarsbudget? 

Ministeren glider lidt af på spørgsmålene. 

”Det er en ret ny proces for os, og vi er nødt til at tage udviklingen skridt for skridt,” siger Ali Ghezawi, men bedyrer, at kongen har en ægte interesse i demokratiseringen. 

”Demokrati er ikke en trussel mod stabiliteten i landet, tværtimod,” siger han: ”Du skal forstå, at Jordan er et unikt sted, hvor alle kan komme og leve i fred og tolerance. Ved at inddrage borgerne mere skaber vi større tilfredshed i befolkningen. Og det vil blot øge stabiliteten,” siger han. 

Penge er der aldrig nok af, mener han, uanset om man er i Danmark eller Jordan. 

”Der er forskel på en ønskeliste og en to-do-liste,” siger Ali Ghezawi og tilføjer, at kommunerne endnu ikke er parate til at opkræve indkomstskat. De må klare sig med de penge, de får fra staten.  

Klokken 15.30 står vi udenfor regionsrådhuset i Sorø. Der ryges, mens der ventes på bussen, som skal føre os tilbage til København. Vi er en halv time foran tidsplanen. 

Jeg trækker på smilebåndet. Det kan godt være, vi kan lære jordanerne om decentralisering. Men måske burde vi overveje, om vores puritanske tidstyranni er bedre end arabernes lidt mere fleksible forhold til tid. Og hvem ved, om det er det eneste, vi kunne lære af dem?