Kommunen.dk
MENU

Nærværs-konsulenter = færre sygedage

Kommunerne ruster sig i kampen for at holde på medarbejderne, fokuserer på løsninger, og gør op med holdningen om, at sygefravær er noget, der hører privatlivet til.

Nærværs-konsulenter = færre sygedage

Kommunerne ruster sig i kampen for at holde på medarbejderne, fokuserer på løsninger, og gør op med holdningen om, at sygefravær er noget, der hører privatlivet til.

Køge gør det, Holbæk gør det, Halsnæs gør det, og mange andre af de mindre kommuner følger nu trop og hyrer deres helt egen konsulent, der skal holde på den vigtige ressource, som de kommunale medarbejdere er.

”Vi har undersøgelser, der viser, at vi om få år står med et stort problem med at få
folk nok, for eksempel til ældreområdet, hvor der vil forsvinde dobbelt så mange medarbejdere, end der vil komme nye til. Derfor sætter vi massivt ind på at fastholde så mange som muligt,” fortæller Erik Vestergård, arbejdsmiljøchef i Holbæk Kommune.

Nærværs-konsulenter, fastholdelses-konsulenter, sundheds-konsulenter, eller hvad de nu kaldes, skal sikre, at de ansatte på kommunens små og store arbejdspladser føler sig set og respekteret af deres
ledere, og at de ikke bruger sygedage eller opsigelser som en ventil mod stress eller konflikter på arbejdspladsen.

Fremmøde-kultur

”Det handler om at skabe en fremmøde-kultur i stedet for en fraværs-kultur – og det begynder med små ting, som at understrege, at det er lederen af en arbejdsplads, der skal have besked, når en medarbejder
melder sig syg. Man ringer altså ikke bare til en kollega,” siger Kirsten Løvschall, der er nyansat koordiator i projekt ”Aktiv Omsorg” i Halsnæs Kommune, som over de næste 18 måneder skal øge fokus på, hvordan sygefravær tackles på kommunens decentrale arbejdspladser.

Kirsten Løvschall skal hjælpe lederne med medarbejdere, der ofte melder sig syge – det vil sige, har mere end fem sygeperioder om året - og de langtidssygemeldte, som er fraværende i mere end 4 uger
ad gangen, for eksempel ved at sidde med, når leder og medarbejder taler om fraværet.

”Jeg skal hjælpe dem med at finde alternativer til det at være 100% syg. Måske kan de lave en aftale om, at en medarbejder med for eksempel dårlig ryg godt kan løse mindre opgaver, eller de kan benytte sig af lovens muligheder for en deltids-sygemelding,” fortæller hun.

I Holbæk har kommunen hele 9 medarbejdere ansat til at løfte den opgave, fortæller arbejdsmiljøchefen.
”Det er jo et Sisyfos-arbejde. Man ruller stenen op, men straks man slipper fokus, stiger sygefraværet igen. Man er nødt til at blive ved og ved med at tackle problemerne med sygefravær,” siger han.

I Halsnæs Kommune har de samme erfaring. Selvom de fik knækket sygefraværskurven blandt de ansatte på rådhusene i en periode med reform og store forandringer, så steg det samlede sygefravær for alle kommunens ansatte. Derfor ansættelsen af Kirsten Løvschall, og derfor en konstant strøm af tilbud om livsstils-kurser og triv-sels-seminarer til kommunens medarbejdere.

”Nogle steder skal vi skaffe medarbejderne et ryg-kursus, andre steder er det måske rygestop- eller vægt-kurser, der kan gøre den store forskel. Det handler om at rette fokus mod at finde løsninger for den enkelte medarbejder og den enkelte arbejdsplads,” er erfaringen fra Kirsten Løvschall i Halsnæs, hvor det kommunale sygefravær nu i 2009 igen er på vej i den rigtige retning – nemlig nedad.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR