Sara passer sin demente far. Det har kommunen ansat hende til at gøre. Hun gør det, fordi hun gerne vil, og fordi det er den eneste rigtige løsning for familiens og faderens kulturelle baggrund. Det samme gjorde hun for sin mor indtil hendes død sidste år.

Livet med et job som selv-udpeget hjælper har mange aspekter. En mulighed for kærlig pleje og omsorg af de ældre familiemedlemmer, hvor kulturelle normer og sproget holdes i hævd. På den anden side bindes hjælperen ofte til hjemmet i et arbejdsmiljø, der er svært for kommunen at forvalte. 

Ordningen, § 94 i Serviceloven, er dilemmafyldt, men samtidig uundværlig i det kommunale velfærdssystem, hvor ikke alle passer ind på plejehjem eller med besøg fra hjemmeplejen. 

Fra Afghanistan til Aarhus 

I  Tranbjerg uden for Aarhus bor Sara Roshani med sin mand, to børn, en lille hund og for tiden også sin far, Aref. Den stille villavej i det naturskønne område er en stor kontrast til den flygtningelejr i Iran, hvorfra Sara har sine første minder. På stuebordet er der dækket op med kage, snacks og dekorative glaskopper, der står klar til at blive fyldt med den karakteristiske, iranske safran-te fra kanden.  

Saras forældre kommer oprindeligt fra Afghanistan, hvor de arbejdede som skolelærere, men de måtte flygte under den afghansk-sovjetiske krig i 1980’erne. Blandt andet fordi faderen blev tilbageholdt af Taliban – noget, der var med til at sætte dybe helbredsspor. 

Første stop på vejen for familien blev en teltlejr i Iran. Sara husker tilbage på barndommen med en følelse af ikke rigtig at passe ind i det land, hvor hun skulle ende med at bruge mange år, inden familien senere kom til Danmark. Et nyt land, hvor livet igen starter forfra.

Familien får etableret et liv i en lille by uden for Aalborg, og Sara pendler i en periode dagligt til Aarhus, hvor hun studerer. Hun har altid været glad for biologi og ender også med at tage en kandidat som bioproces-kemiingeniør. 

Men forældrenes hårde liv har sat sine spor, og gradvist får de brug for mere pleje. Kulturforskellene gør det dog svært for dem at tage imod hjælp fra hjemmeplejen. Når plejerne kommer, opfatter moderen dem som gæster og beder ikke om hjælp til de ting, hun ikke selv kan klare.  

Og hvem skal så tage sig af moderen og senere hen også faderen, når de ikke ønsker hjælp fra hjemmeplejen?

- Når hjemmeplejen kom, syntes min mor, at der skulle dækkes bord og gøres fint. Jeg forklarede hende, at de kom for at kigge på hende, men når de havde været der, havde hun sagt til dem, at hun ikke havde brug for noget, fortæller Sara.  

- Det var stressende for mig i de måneder, for hun fik ikke noget ud af hjemmeplejen og kunne for eksempel finde på at holde sig, indtil jeg kom hjem fra arbejde og kunne hjælpe hende, tilføjer hun.  

Sara selv peger på, at en af årsagerne til moderens modstand er en kultur, hvor alle, der kommer ind i hjemmet, er gæster. 

- Min mor kunne heller ikke lide, at der kom mange, som hun slet ikke kendte. 

Et arbejdsliv som omsorgsgiver 

I en lang periode må Sara lægge sine karrieredrømme på hylden for at passe sin mor. Det gør hun uden tøven og i starten også uden betaling. Gennem en bekendt blev hun en dag gjort opmærksom på, at hun kunne ansættes som hjælper for sin mor.  

Sara blev ansat under § 94 i Serviceloven, som giver de ældre mulighed for at få en selvudpeget hjælper. 

Hvad Sara havde troet skulle være en kortere periode som hjælper for moderen endte ud over at være det eneste rigtige for familien også med at blive hendes levevej.

Hvem tager over, når jeg er syg? 

Mange minoritetsældre kan risikere at blive isoleret i eget hjem, og det er blandt andet det, der fører til ensomhed hos målgruppen. Det var dog aldrig et problem for Saras mor. Hver dag tog hun moderen med ud, væk fra hjemmets fire vægge. 

- Hun har aldrig drukket sin eftermiddagskaffe derhjemme, smiler Sara.  

Efter moderens død er Sara senere hen også blevet selvudpeget hjælper for sin far, Aref på 76 år. For tre måneder siden blev han ramt af en blodprop, og derefter flyttede han hjem til familien. Sara fortæller, at tabet af både hans kone og to søstre inden for kort tid har ramt ham hårdt. Og efter blodproppen er hans helbred stadig ikke helt stabiliseret. 

Målet er, at han en dag igen skal flytte ind i en lejlighed for sig selv, men familien venter endnu på at se, hvordan hans tilstand udvikler sig. Og som Sara fortæller, ligger det ikke til deres kultur at sende de ældre på plejehjem.

- Der er mange fordele ved den her ordning. Jeg har det fulde overblik over for eksempel økonomi og aftaler, så han får mere ro på, siger Sara og fortsætter: 

- Dog er der også nogle ulemper. Hvis jeg er syg, så skal jeg stadig gøre de samme ting, for hvem skal lige tage over?

Faderen går hver mandag i en mandegruppe blandet på tværs af etniciteter, hvilket fungerer godt. Her får både han og Sara en pause. Men som faderen siger: 

- De spiller kort på en anden måde.

Ordningen forbedres 

Aarhus er en af de kommuner, der de forgangne år har arbejdet på at forbedre ordningen. Blandt andet har man sørget for, der er flere ansatte selvudpegede hjælpere per borger, hvor der er behov for det. Det giver plads til, at den selvudpegede hjælper kan tage en fridag.  

Forholdet mellem antallet af borgere og antallet af ansatte er øget for at skabe plads til ansættelsesmæssige forpligtelser og rettigheder. Antallet af ansatte er øget med 40 pct. fra 2023 til 2024. Samtidig er andelen af borgere, der modtager pleje gennem ordningen, steget med 13 pct.  

- Vi er flere ansatte end borgere, fordi vi gør en del ud af arbejdsmiljø, herunder at overholde arbejdstidsreglerne, fortæller Børge Bossen. 

Derudover fortæller Børge Bossen, at der i Aarhus Kommune på sigt skal arbejdes med at forbedre de selvudpegede hjælperes vidensgrundlag for at sikre kvaliteten af plejen, for eksempel ved at forebygge og behandle tryksår og sikre, at de ældre kommer til læge, hvis der er behov.  

- Det er en opgave, vi lige er startet på, for det har man ikke i samme grad fokuseret på tidligere, tilføjer Børge Bossen. 

Selvom selve forbedringsmulighederne for ordningen endnu blot er på tegnebrættet, har Sara selv valgt at opkvalificere sig ved siden af sin hjælperordning. Hun tager således en online sosu-uddannelse ved siden af pasningen af sin far.  

Plejehjem, nej tak 

Nogle gange tager Sara faderen med på sit arbejde på et plejehjem, hvor han kan få en kop kaffe og træne, imens hun passer sin vagt. 

- Det gode ved plejehjemmet er, at der for borgerne er styr på alt. De mangler ikke noget, og de har hinanden, så det kan være godt. Men hvis man ser de andre få besøg, kan det føles ensomt, når man ikke selv gør. 

Og som Sara forklarer,  er det lidt skarpt sat op i hendes kultur: De, som sender forældrene på plejehjem, svigter dem. 

Selvom Saras far hygger sig ved at være med og komme ud, så vil han gerne med hjem til sin familie igen, og han kan ikke se sig selv på et dansk plejehjem. For her spiller de jo ikke kort som ham.