Kommunen.dk
MENU

Mogens Hornslet fandt skidtet under tæppet

Tidligere højesteretsdommer Mogens Hornslet kan se tilbage på en karriere, hvor han satte et afgørende præg på Danmark.

Mogens Hornslet fandt skidtet under tæppet

Tidligere højesteretsdommer Mogens Hornslet kan se tilbage på en karriere, hvor han satte et afgørende præg på Danmark.
Mogens Hornslet blev for alvor kendt blandt danskerne, da han ledede undersøgelsen af Tamilsagen.
Mogens Hornslet blev for alvor kendt blandt danskerne, da han ledede undersøgelsen af Tamilsagen.
Foto: Bjarke Ørsted / Ritzau Scanpix.
6. mar. 2018

- Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet, sagde daværende statsminister Poul Schlüter (K) om sagen om familiesammenføringer til tamilske flygtninge, den såkaldte Tamilsag.

Men daværende højesteretsdommer Mogens Hornslet løftede tæppet og fandt skidtet, der fældede regeringen og sendte Poul Schlüter ud af statsministerkontoret.

Det var sådan, at hele Danmark lærte Mogens Hornslet at kende. Med store bunker papirer i hånden, mens han bevægede sig forbi nysgerrige journalister og blitzende fotografer.

Det var i 1991, at Mogens Hornslet fik jobbet, der skulle give ham en plads i danmarkshistorien. Han skulle lede undersøgelsen, der dykkede ned i stoppet for familiesammenføringer for tamilske flygtninge, som den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen havde indført.

Mogens Hornslets dybdeborende arbejde førte til klare konklusioner. Konklusionerne måtte Poul Schlüter tage konsekvensen af og overlade statsministerposten til socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen.

Den 6000 sider lange rapport affødte også den første rigsretssag i Danmark siden 1910. Her fik Erik Ninn-Hansen fire måneders betinget fængsel.

Tamilsagen var en skueplads for de imponerende evner, som Mogens Hornslet besidder som jurist. Men allerede fra en ung alder viste han tegn på stort talent.

Han startede direkte på jurastudiet på Københavns Universitet efter sin studentereksamen. Mogens Hornslet fløj gennem studiet med topkarakterer og kunne som 22-årig kalde sig cand.jur.

Herefter begav han sig ind i Justitsministeriet, hvor han var i 18 år. Efterfølgende blev han statsadvokat og førte sager ved Højesteret.

I 1978 blev han udnævnt til dommer ved Østre Landsret og derfra tog han skridtet til at blive dommer i Højesteret. Her var han, indtil han gik på pension i 2003.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR