Kommunen.dk
MENU

Moderne ledelse er en dejlig snack

Mad forklarer simpelthen ledelse. Så enkel er tendensen i de mange seriøse ledelsesbøger, man absolut må læse, hvis man skal være chef i moderne tid. Vi taler om æg, popcorn, æbler - og eventuelt en kiks.

Moderne ledelse er en dejlig snack

Mad forklarer simpelthen ledelse. Så enkel er tendensen i de mange seriøse ledelsesbøger, man absolut må læse, hvis man skal være chef i moderne tid. Vi taler om æg, popcorn, æbler - og eventuelt en kiks.

Fødevarer har en symbolsk magt. Det har alle ledelsesfilosoffer vidst, siden 

seniorkonsulent Jesus af Nazaret slog igennem med nadver-konceptet. Også moderne tids store mestre har indsigt i denne sandhed, viser bogen ’Balance for livet’. Et ordinært hønseæg er faktisk et godt billede på vanens magt:

”Når vi befinder os i kernen af ægget – inde i blommen – så er vi inde i den trygge komfortzone. Forlader vi blommen og bevæger os udad, så går vi i retning af æggets hvide dele. Det er der, næringen befinder sig – også i overført betydning. Hviden er indlæringen, hvor vi slipper kontakten til den trygge komfortzone og bevæger os over i noget uprøvet. Helt utrygt bliver det, når vi bevæger os uden for skallen …”

Det er indlysende. De tider er forbi, hvor ægget ikke stod for andet end et godt ­proteintilskud. 

Corny!

Popcorn-teorien er et andet eksempel på mad-analogier. Det stammer fra bogen ’Moderne Ledelse’.

”Min popcornteori går ud på, at mens nogle popcorn popper hurtigt, uanset hvad, er der en masse popcorn, der næsten er klar til at poppe, og nogle, der aldrig popper. Hvis de popcorn, der aldrig popper, ligger og suger al energien fra ­andre, så popper de, der næsten er klar, ikke. Men hvis man fjerner de popcorn, der aldrig popper, så kan de popcorn, der er næsten klar, godt poppe.”

Det er svært at se, hvordan noget kan udtrykkes mere klart og koncist. Men for god ordens skyld var pointen selvfølgelig, at lederen skal have øje for medarbejderens kompetence. Tydeligvis lader denne komplicerede pointe sig bedst udtrykke gennem popcorn. Det er billedsprog af en karakter, der ligefrem overgår det kendte råd nr. 9 fra ’Ledelse i en krisetid - 10 råd til moderne ledelse’, der lød ”Du skal se at komme ned fra den helikopter”.

Kundskabens frugt

Billedsprog er nu ikke alt. Helt konkrete madvarer kan faktisk bruges med øje for selvudvikling. Her et uddrag fra ’Nærværets kraft og kunsten at lede sig selv’:

”Find et æble, en banan, en vindrue eller eventuelt en kiks. (…) Kig nu på æblet. Kig afslappet, men koncentreret. Mærk duften af æblet. Brug nogle minutter på at sanse æblet, så at sige. Tag helt, helt langsomt en bid af æblet. Virkelig langsomt. Mærk æblets konsistens. Mærk dine tænder i æblet. Smag på æblet. Mærk æblets konsistens, mens du tygger det. Spis æblet så langsomt, du overhovedet kan. Giv dig rigtig, rigtig god tid.”

Konklusioner: Mad og ledelse hører sammen. At forstå sine snacks er at forstå sine kompetencer. Denne type råd er vigtige for en seriøs ­leder i en seriøs institution. Læseren ønskes held og lykke med at realisere sig selv som et smukt, forløst, gennemført udfoldet popcorn.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR